Profile
Blog
Photos
Videos
Turen til Daraja platform og byen Nanyuki. Mad, Swahili, Skolebørn, fattigdom (urban og landet), reggae koncert og safari:
Så er vi godt i gang med at opleve Kenya. Vi har været på platformen i Daraja 5 dage som har budt på mange spændende oplevelser. Onsdag morgen blev vi hentet i lufthavnen af en Matatu, som er en lille bus aka. folkevognsrugbrød-ish bil, med 12 siddepladser….. her formåede chaufføren John at få 7 store backpackertasker ind i et miniature bagagerum og vi blev kørt nordpå fra Nairobi imod Nanyuki. Turen tog ca. 5 timer og startede med et vu på Nairobis industrikvarter hvorefter turen gik igennem et utroligt smukt landskab hvor kameler og zebraer græssede og Mount Kenya tårnede sig op over markerne i horisonten. Landbrug og fritgående kvæg får en helt ny betydning hernede, hvor sceneriet kun afbrydes af små træhytter med bliktag og sjældne små landsbyer langs landevejen.
På platformen , som er en gård ca. 30 min. kørsel fra Nanyuki, blev vi vist rundt af pigerne/eleverne fra Daraja secondary school. Pigerne kommer fra alle dele af landet for at sikre blandet etnicitet og religion og de er alle blevet optaget på baggrund af gode karakterer. De udvælges på baggrund af deres faglige kompetencer, skolens formål er at dygtigøre piger der kommer fra ringe kår men ikke kan betale for uddannelse. Skolen har utroligt mange ressourcer, som fx. computere, bibliotek og internet (når det virker!), og man kan se at eleverne har gode læringsmuligheder og man oplever også at de er rigtig gode til engelsk. De går i skole fra kl. 7-17, fra kl. 17-18 har de fri til aftensmad i skolens spisesal, og fra kl. 18:30-21:30 skal de læse lektier. Lights out og sengetid kl. 22.
Da vi alle er piger på global praktik og vi bor i vores egen lille firlængede gård har vi masser af plads og hele 8 bade og 4 toiletter til 10 piger.. REN LUKSUS.. Derudover er der et lille skur oppe af bakken 20 meter fra huset som skal bruges af de piger der har "den tid på måneden" fordi det er det eneste sted man må smide bind og tamponer ud.... derfor er fænomenet "walk of shame" opstået som komisk indslag i praktikantgruppen på Daraja og nogle piger (samt en enkel voluntørdreng?? Diarre håber vi … he he he) har i den første uge måttet gå den skamfulde tur gennem krattet til skuret;)
Torsdag 10.02.11 lagde vi ud med lidt swahili undervisning hvor Jessie, en lokal lærer fra Bantustammen lærte os basale fraser til at hilse og præsentere os selv. Vi sang "Jambo -sangen", der handler om velkomst til Kenya, og havde det sjovt med at forsøge udtale at de forskellige ord. Swahili er ikke et nemt sprog da det er sammensat af Engelsk, Tysk, Fransk, Arabisk, Portugisisk og 42 forskellige stammesprog, nogle af praktikanterne har dog haft en lille fordel ved at have rejst i øst Afrika tidligere. "Swahili" betyder sproget der tales af folket ved kysten.
Derefter havde vi historieundervisning sammen med voluntørerne (18-20 årige frivillige danskere), James en lokal lærer fra Masai stammen fortalte en masse om kultur og forståelse.Det er en smule ironisk at Afrika kendes som "det mørke kontinent" når solen skinner, folk smiler og man bydes velkommen alle steder - der sættes generelt stor ære i gæstfrihed, også selvom værterne knap ejer en potte at pisse i, og næsten alle steder bliver vi mødt med spørgsmål til og stor interesse for Danmark.
Øst Afrika består af Kenya, Uganda og Tanzania. Disse lande har en lang tradition for små landlige stammesamfund og derfor er det også kun logisk at Kenya består af hele 42 stammer, der inddeles i 3 hovedgrupper: Bantu, Nilotes og Cus***es.
Bantu stammer findes i den vestlige og østlige del af Kenya og er hovedsageligt landmænd der dyrker majs, korn, søde tomater, mango, annanas osv. Produktionen af afgrøder bruges i hustandene men sælges også videre for indtjening. Bantu stammen er katolsk og religionen gennemsyrer den private og offentlige sektor på godt og ondt.Gamle islæt af stammekultur såsom omskæring af både kvinder og mænd, regndans og arrangerede ægteskaber praktiseresstadig hos store dele af den Kenyanske befolkning. Ligeledes er Nilotes stammer katolikker men kommerfra højlandet, flod og slette områder og avler dyr såsom kameler, geder, køer, får, lam og høns. Dyrene bruges til transport og produktion af læder, kød, mælk, æg og blod, sidstnævnte bruges til at drikke ved mangel på vand og til rituelt brug. Cus***es stammer kommer fra de sydlige områder af Kenya og avler dyr, de adskiller sig fra Bantu og Nilotes ved at være muslimer og leve i tættere og mere isolerede stammesamfund hvor somaliske traditioner har stor indflydelse.
Før kolonitiden opfattede kenyanerne ikke sig selv som opdelte grupper. De forskellige stammer levede i et co-afhængigheds forhold der bestod af bytte og handel mellem landmænd, dyre avlere, fiskere, nomader, samlere og jægere. Hver stamme havde deres eget specialiserede regeringssystem og kunne lovgive efter behov - ikke ulig vores grundlov. Stammerne førte i kortere perioder krig mod hinanden for at sikre sig landområder og dermed også sikre sig deres levevej, men problemerne løstes hurtigt med planlagte ægteskaber og konfliktløsning stammerne imellem.Under"The Berlin Conferences" 1884-1885 opdelte kolonisterne det afrikanske kontinent efter behag, uden nogen forståelse for, eller interesse i de allerede eksisterende grænser.Dette resulterede i relokation af flere stammesamfund og/eller opdelinger af land der førte til uenigheder og krig. Under første og anden verdenskrig regerede og lovgav kolonisterne i hvert deres område og afrikanerne forventedes at kæmpe/slås for overmagten. Som følge af kolonisternes interne krige og afrikanernes generelle utilfredshed begyndte en kamp for frihed og uafhængighed fra ca. 1945-1960. Tanzania var det første øst afrikanske land der fik deres uafhængighed i 1961, Uganda fulgte efter i 1962, og til sidst Kenya i 1963. Dette skete på trods af at ingen af disse tre lande var forberedt til selvstyre og klar til politisk og økonomisk uafhængighed. Som eksempel på lande der stadig i dag har store interne religiøse og politiske konflikter er Rwanda og Somalia hvor oprør mod regeringsmagten stadig resulterer i borgerkrige og dermed insufficiente levevilkår.
Siden Kenyas uafhængighed i 1963 har landet kun haft 3 præsidenter. Kenyata 1963-1978, Moi 1978-2002, og Kibaki fra 2002 og som stadig sidder i embede.Til valget i 2007 var der store magtkampe mellem Kibaki og den opponerende Raila der mente at han havde stemmeflertal i befolkningen, interne kampe mellem kristne og muslimske grupper brød ud og 1500 mennesker døde som følge af attentater og politisk efterfølgelse. 600.000 mennesker var tvunget til at forlade deres hjem på grund religiøse stridigheder og mange af dem bor stadig i dag i flygtningelejre. Til slut indgik Kibaki og Raila en aftale hvor de enedes om at dele magten og hvor begge parter havde indflydelse på lovgivning og regeringssammensætning - om løsningen er demokratisk kan diskuteres!
"The point is not to throw away the culture of Kenya and the tribes, but to educate and inform the people, and to exist in a cohesive manor." Raila, 2007.
Urostiftere og politiske forbrydere fra post valgkamp stridigheder i 2007 er efterfølgende blevet pågrebet og vil blive stillet for den internationale krigsforbryderdomstol i Haag.
Efter historieundervisningen tog vi en tur til den lokale primary school hvor vi i par fik lov til at følge en undervisningslektion. Vi observerede en religionstime i 3-klasse hvor eleverne var fra mellem 9-13 år gamle. Dagens lektion omhandlede den bibelske historie "The Paralysed man", eleverne skulle gentage sætninger utallige gange….. "By healing the Paralysed man, Jesus showed that a good leader cares about other people"…. Klasselokalet var et gammelt faldefærdigt træskur hvor brædderne ikke nåede helt ned til jorden, taget var af blik, bordene og bænkene var ved at kollapse og de fleste elever havde ingen skriveredskaber eller papir. Mens vi stod derinde og lyttede kom der et pludseligt vindpust og hele lokalet blev fyldt med støv så man ikke kunne se 30 cm. frem for sig. Eleverne holdt træskodderne ved vinduerne fast med hænderne for at de ikke skulle blæse af og grinede højlydt af os der nødtvunget havde trukket tørklæderne op for ansigtet, for kun tilnærmelsesvis at kunne trække vejret. Da vinden lagde sig fortsatte eleverne uden videre undervisningen, de afsluttede med at synge for os og vi fik lov til at optage dem på video. Under lektionen havde børnene svært ved at koncentrere sig om underviseren og undervisningen. De "fremmede" var mere spændende og i starten ville alle børnene give os deres plads på bænken, men vi valgte at stille os op bagerst i klassen. Fokus var helt sikkert ikke på religionsbudskaber i børnenes hoveder denne varme eftermiddag men på to blege halvfede danskere bagerst i lokalet. Alle skolens ca. 160 elever samlede sig i frikvarteret i gården for at kigge på "Mzunguer" (hvide mennesker) bagefter. Samtidig med at de var nysgerrige, ville røre ved vores glatte hår, se på vores smykker, se sig selv på vores digitale kameraer og tale med os, var de også lidt bange og nervøse for at komme for tæt på. Vi oplevede at være anderledes, mærkelige og ukendte, vi var dem der skulle udforskes forsigtigt, vi skulle ses an og børnene havde meget skæg med at "nærme" sig.
Aftenen blev brugt på at pakke ud og at lære hinanden lidt bedre at kende.
Fredag 11.02.11 havde vi diskussioner om fattigdom og besøgte en lokal bondefamilie i nærheden af Daraja. Julia, familiens ældste datter, viste os rundt i området, på markerne og demonstrerede hvordan kvinderne bryggede majsøl og producerede kul, som solgtes på markedet for at bidrage til husholdningen. Denne eftermiddag var vi også en tur i Nanyukis slumkvarter hvor Jacky, en 24 årig dreng, viste os sit hus på 12 kvm2 og guidede os igennem små gader og stræder. Kvarteret var støvet, der var skrald overalt og lukkede forretninger alle steder. Størstedelen af slummens beboere tjente penge ved basalt smedearbejde, møbelsnedkeri, tøjsalg (alt det tøj de vestlige lande giver væk) og salg af bønner, ris, frugt. Umiddelbart ikke et sted man havde lyst til at slå lejr! Vi overnattede på hostel i Nanyuki og gik på restaurant og til reggae koncert om aftenen.
Lørdag 12.02.11 var fridag….jubiii…. seks af praktikanterne, inklusive os, tog på safari i Sweet Waters Park ca. en halv times kørsel fra byen. Vores super duper chauffør hed Elliot, han startede dagen med at trylle en gepard frem og derfra var vi meget af dyreriget igennem….zebraer, løver, næsehorn, giraffer, antiloper, gazeller, bøfler, diverse fugle, vortesvin, elefanter, impalaer og så besøgte vi et chimpanse rehabiliteringsreservat.
Søndag 13.02.11 formiddagen besluttede vi at bruge på solbadning i vores gård, der blev vasket tøj, læst bøger og hørt musik. Denne aften var vi på besøg hos en lokal familie for at lave mad. Det var lidt af en oplevelse da familien hverken kunne snakke swahili eller engelsk men snakkede deres eget lokale stammesprog.Hos MS Action Aid fungerer det sådan at de giver familien de råvarer som de skal bruge til at lave mad med os. I den familie, hvor vi tilbragte aftenen, kunne man desværre godt mærke at de mest af alt havde sagt ja til at have os på visit fordi deres familie dermed var sikret et gratis måltid. Viljen til at snakke og interessen for os var mildest talt ikke eksisterende så det var ret ærgerligt. Vi lavede Ugali (kogt vand med majsmel der er en brød substans)og nogle blandede udkogte grønsager med kartofler. Der findes en tendens til at skamkoge maden og denne episode viser tydeligt at vi i vesten spiser for oplevelsen af forskellig mad med forskellig smag, mens de her har et helt andet forhold til mad og at den kun indtages for overlevelsens skyld. Familien vi besøgte bestod af en mor, far og 4 børn. De boede i et 10 kvm2 "værelse" hvor der stod et lille bord, nogle stole, en seng, en lille reol til køkkenting og i hjørnet var et ildsted til at kokkerere på. En uhyggelig kontrast til livet i den vestlige del af verden.
Mandag 14.02.11 havde vi besøg af Jackie, 38 år, som er foredragsholder, hun fortalte hvordan hun havde oplevet det at blive diagnostiseret med HIV.Hendes mand døde for et par år siden uden at nogen rigtigt kunne finde ud af præcis hvad han fejlede, hospitalet mente at han havde influenza eller lungebetændelse. Jackie tænkte ikke på daværende tidspunkt videre over hans sygdomsforløb, men da hun efterfølgende oplevede at hendes ben og arme hævede, kvalme, synsforstyrrelser og influenza symptomer tænkte hun at det var på tide at besøge en læge. "Jeg troede ikke at jeg havde Aids, det var noget andre mennesker havde...da jeg fik svaret på mine prøver tilbage brød jeg helt sammen og græd, jeg talte med lægen i 4 timer før det virkelig gik op for mig …jeg troede at jeg skulle jeg dø så jeg flyttede tilbage til min familie så jeg kunne være sammen med dem jeg holder mest af…min mor tog nyheden rigtig pænt, men jeg var meget nervøs over at skulle fortælle noget til min far - heldigvis var han meget støttende og sagde bare at jeg nok skulle klare mig fint". Jackie har 4 børn der er HIV negative, hendes familie har støttet hende meget men hun får stadig ikke lov til at hjælpe til i køkkenet når familien laver mad. 700 mennesker bliver smittet med HIV i Kenya hver dag "… men det tror jeg altså ikke på, det kan jo ikke passe at det er så mange..også selvom mænd ikke lytter til kvinder her... hvis en kvinde er syg kan hun ikke bare bede ham om at blive testet og hun kan heller ikke bede ham om at bruge kondom hvis han er syg… det gør man bare ikke... folk på landet tror at HIV kommer fra homoseksuelle i Europa, derfor kan almindelige mennesker ikke få det". Jackie har accepteret sin HIV, hun føler ingen vrede eller sorg og hun ved at hun kan leve længe endnu hvis hun passer godt på sig selv. Hendes største daglige udfordring er at hun er dårlig til at huske at tage sin medicin hver dag fordi hun ikke føler sig syg.
Da vi denne mandag har fokus på kvinder i det kenyanske samfund, fortsættes dagen med en film om omskæring af piger. Selvom det i dag er forbudt at udføre denne gamle tradition er det alligevel helt almindelig praksis, og meget få teenagere har mod på eller mulighed for at sige nej til proceduren, der udføres under helt uacceptable omstændigheder af ældre kvinder der ikke har uddannelse eller adgang til smertestillende medicin. Flere af praktikanterne må under filmen forlade lokalet da billeder og lyd bliver for uudholdelige. Det kan diskuteres hvorvidt grunden til at denne procedure stadig udføres, skal findes i kultur, tradition eller religion!
Vi besøger også Nabulu kvindegruppen, der har fundet sammen for at støtte hinanden økonomisk og socialt. De laver sæbe og smykker for at kunne tjene deres egne penge og dermed også have økonomisk uafhængighed fra deres ægtefæller.
Aftenen sluttes af med en undervisning i Masai dans og sang. Den lokale Masai stamme viser os hvordan skal gøres ordenligt med deres farvestålende dragter og høje hop der kunne imponere selv den mest nøgterne pølsedansker ;0)
Tirsdag 15.02.11 startes med et sygeplejefagligt foredrag om kampen mod HIV/Aids af Joyce som er sygeplejerske i Nanyuki og specialiserer sig i palliativ pleje af patienter der er tilknyttet klinikken. Hendes generelle rolle er at følge op på patienter i eget hjem og sørge for fysisk/psykisk støtte hvor det er tiltrængt. De generelle udfordringer i den kenyanske offentlige sundhedssektor er en mangel på læger, dårlige arbejdsforhold, manglende arbejdsudstyr, lave lønninger og manglende muligheder for efteruddannelse. Sygeplejersken er derfor nødt til at tage ud til de lokale samfund og arbejde hvor adgang til læger ikke eksisterer. Dette udvider hendes/hans virkefelt og fagkompetencer og betyder at man som sygeplejerske skal kunne udføre procedurer som normalt ville være lægens, psykologens eller jordmoderens ansvar. Efter dette foredrag forstås det sikkert at vi er en smule spændte men også nervøse på hvad vi møder i vores praktik, det bliver uden tvivl nødvendigt at gro lidt hård hud og kunne sige fra når arbejdsbyrden bliver for stor. Det er vigtigt at nævne at vi stadig glæder os koloenormt meget til at komme i gang ;0)
Så kom tiden hvor vi evaluerede på ugen der gik, pakkede vores tasker og forlod Daraja. Onsdag 16.02.11 kørte vi turen tilbage til Nairobi for at besøge hovedstaden og for at opleve Kibera som er slumkvarteret der dækker over 60% af byens areal. Et sted der virkelig understreger præcis hvor heldige vi er, som danskere, at være født i smørhullet og hvor begrebet "Flying Toilet" må være blevet opfundet.
I god dansk tradition tog vi på restaurant "Carnivore" for at sige ordenligt farvel til de andre praktikanter og hygge os på vores foreløbigt sidste aften sammen….vi ser dog frem mod en allerede planlagt reunion i september måned i Århus.
……Vi håber i har nydt vores update om Kenya.
Kys Simone og K.
- comments