Den første tid i Uganda, Ssese øerne - paradis og undtagelsestilstande.

Ligesom Kenya og Tanzania er Ugandas historie farvet af stamme kultur. I Uganda, som også var en engelsk koloni, favoriserede englænderne Buganda stammen til vigtige positioner indenfor militær, politik og administration. Medlemmer fra andre stammer, som havde svært ved at få og bibeholde jobs i den kolonielle administration såvel som i den kommercielle sektor, var tvunget til at søge arbejde i landbruget for at overleve. Acholi og Lango stammer er gode eksempler herpå, da disse stammer begge strategisk opsøgte konflikter for at opnå magt post-kolonitid. Uganda har ikke oplevet koloni-terror i samme omfang som Tanzania og Kenya, i stedet blev stammesamfundene opfordret til at dyrke egne landområder og eksportere gennem små kooperativer. Dette betød også at nationalist og guerilla grupper langt senere, end i nabo landende, vandt støtte fra den generelle befolkning for at opnå uafhængighed - og da de gjorde havde stamme ledere langt større bidrag til beslutningstagen. Så meget endda at Buganda stammen, ved uafhængighed, fik arveret i monarkiet, Mutesa II blev præsident for den nye nation og Milton Obote blev premier minister. 1960´erne var ikke en specielt favorabel periode for Uganda at opnå uafhængighed i, der var borgerkrige i Sudan, Rwanda og Congo og flygtningene strømmede over grænserne. Med de mange flygtninge voksede problemerne nationalt og det blev også åbenlyst at Milton Obote ikke ønskede at dele magten, derfor beordrede han i 1966 sin militære chef, Idi Amin, at overtage udvalgte politiske positioner ved magt. Efter dette militære kup udnævnte Obote sig selv til præsident og drev kongefamilien i eksil. I mellemtiden var Idi Amin ved at etablere sig, han kontrollerede hæren og dermed styrede han med hård hånd informationer til/fra præsidenten, henrettede politikere der satte spørgsmålstegn ved hans handlinger og omgik i det hele taget loven. I 1971 tog Obote til Singapore for at deltage i "Commonwealth Heads Of Guvernment Meeting" og dette var Idi Amins chance for at overtage magten, han fik støtte fra den britiske regering der mente at de kunne genetablere en smule indflydelse. Obote blev forvist til eksil i Tanzania.

Sådan begyndte en årrække med terror i Uganda. Alle politiske aktiviteter blev suspenderet og hæren fik beføjelser til at dræbe folk der var mistænkt for at modarbejde regimet. Over de næste 8 år mistede omkring 300.000 mennesker livet, ofte på de mest forfærdelige måder, såsom at blive banket til døde med jernstænger eller træstokke. Idi Amin udnævnte sin helt egen døds brigade der udslettede hele landsbyer og derefter vendte han blikket mod de højt uddannede samfundsklasser, politiske ledere, højtstående forretningsfolk, og selv militære ledere der kunne udgøre en trussel, blev fjernet fra deres arbejdspladser og henrettet eller forsvandt fra jordens overflade. Cirka 70.000 asiater fik i 1972 90 dage til at forlade landet, Idi Amin beslaglagde alle efterladte ejendomme og flere billioner dollars industri til egen personlig vinding, hvorefter han overtog englændernes te og plantage industri, 500 millioner dollars værd. Økonomien kollapsede, industrielle aktiviteter stoppede, hospitaler lukkede, byer blev til slumkvarterer og lossepladser, vildtlevende dyr blev udryddet af militære styrker der jagtede for kød, elfenben og skind, og turisterne udeblev. Ugandas befolkning flygtede over grænserne til nabo landende og i slutningen af 1970´erne havde Idi Amin kun politisk støtte fra Colonel Gadaffi, der bekvemmeligt nok opgav Ugandas økonomiske kaos til fordel for det Islamiske broderskab i Libyen. Idi Amin skulle hurtigt finde en udvej og løsningen blev at indlede krig mod Tanzania - under påskuddet at Tanzania støttede anti-Amin guerilla grupper. Krigen var kortvarig og Idi Amin endte i Saudi Arabien, hvor han døde i 2003 uden nogensinde at skulle stå til ansvar for sine handlinger.

Fra 1979 til 1985 oplevedes stor politisk uro i Uganda. Yusef Lule, Godfrey Binaisa, Milton Obote og Tito Okello var alle præsidenter i denne periode, men i det vestlige Uganda formedes guerilla grupper under ledelse af Yoweri Museveni og disse voksede hurtigt til en gruppe på ca. 20.000 - mange af dem forældreløse teenagere. National Resistance Army (NRA) var ikke kendt for deres forbrydelser ligesom de militante styrker under Idi Amin og Milton Obote. Nye rekrutter til NRA blev indoktrineret i bushen af politiske idealister der lærte dem at arbejde for folket i stedet for at undertrykke folket, disciplinen var hård og Museveni var fast besluttet på at hæren aldrig igen skulle bringe Uganda vanære. Korruptionen skulle udryddes i administration, hæren og indenfor politiet, og krigsforbrydere skulle stilles for en domstol. I 1986 kom Museveni til magten og drev Tito Okello inklusive familie over grænsen til Sudan. På trods af Musevenis maxistiske tendenser viste det sig at han var pragmatiker, han dannede regering med en række ærkekonservative og gjorde en indsats for at støtte den landets store katolske befolkningsgruppe. Der blev forhandlet fredsaftaler med oppositionsgrupper og over 300.000 mennesker vendte hjem fra flygtningelejre i Sudan. Med freden kom også optimisme, den offentlige sektor blev genetableret, fabrikker blev genåbnet, landbruget blev produktivt og landets nationalparker blev igen patruljeret. Stabiliseringen og genopbygningen af Uganda fulgtes i 1990´erne af økonomisk vækst. Musevenis popularitet har været stor i befolkningen frem til valget i 2005 hvor en ændring i landets grundlov gav mulighed for at sidde på præsidentposten i mere end 2 valgperioder. Kritikken både nationalt og internationalt var stor da de fleste Ugandanesere mente, at Museveni på denne måde sikrede sig selv præsidentposten for livstid. På trods af dette blev han i 2006 genvalgt med 59 % af stemmerne - dog ikke uden at langtidsfængsle oppositionens leder og fifle lidt med valgresultaterne. Der har ikke været den store tvivl om hvem vinderen af valget i 2011 ville blive da der ikke var nogen reel konkurrent, og som vi også oplevede i Kampala var den militære tilstedeværelse ikke til at overse i gadebilledet, valget foregik forholdsvis roligt og stemningen efter valget har været fredelig set i lyset af andre igangværende konflikter i Afrika.

Anyways.... Vi forlod Kenya, Nairobi og fløj til Uganda, Entebbe torsdag 17.02.11. Da vi ankom i Nairobi lufthavn og ville tjekke vores bagage ind kiggede damen på den anden side af skranken underligt på os og fortalte at vores fly, der ellers skulle have afgået kl. 12.55, var forsinket og at vi derfor først kunne komme af sted kl. 17.55 samme aften. Dette betød at vi måtte aflevere vores tasker og hænge i en af lufthavnens sjældne cafeer, hvor vi brugte tiden på at læse op på Uganda, udflugter, befolkning og oplevelser.

Vores fly afgik tidsmæssigt og fra de små vinduer i kabinen kunne vi se Victoriasøen strække sig vidt og bredt, stille og roligt blev landskabet grønt under os og store områder af øhav og jungle spredte sig. Vi landede i Entebbe da solen, stor og rød, var ved at gå ned i horisonten og blev hentet af Ivan, Action Aid koordinator i Uganda. Derfra kørte vi halvanden times tid af hovedvejen mod Kampala, som er Ugandas hovedstad, hvor vi blev indkvarteret i et 20 værelsers stort hotel (efter Afrikanske standarder) med udsigt over byen og dens mange bakker. Rent visuelt er Kampala opbygget ligesom Rom, Italien hvor 7 høje siden midten af det 18 århundrede har omkranset byens midte, men med tiden er byen vokset og består nu af ikke mindre en 24 bakker og dale af tæt beboet landskab.

Fredag 18.02.11 vågnede vi ved daggry og fra hotellets altan hvor alle vores måltider blev serveret var der en virkelig flot udsigt over indre by, Nakasaro Valley. Her findes masser af små butikker og en stor mængde gadehandel, små gæstehuse, hoteller, bordeller, markeder, hindu templer og to meget store Matutu pladser (Mini-bus-taxi-holdepladser) der virker uendeligt indviklede og stressende for selv den mest afslappede turist.Vest for byens midte findes Nakasaro Hill, som er den gamle bydel, hvor den nationale Moske troner over byens tage. Østpå findes turist kvarterene hvor de dyre hoteller, golfbaner, restauranter, barer og hvor Ugandas nationale Museum også ligger. Sydpå er der masser af natteliv og vilde barer med larmende gæster og det er også her man finder byens største slumkvarter - dog ikke af nævneværdig størrelse ift. byens indbyggertal.Vi tilbragte den første dag i Kampala med lidt information om vores værtsfamilier, kultur og generel information, dog noget sparsom instruktion fra Ivan, der mest af alt virkede som om han ikke helt havde tid til os. Senere på dagen besluttede vi os for at gå en tur i området og finde et telefonkort for at kunne få kontakt til omverdenen, vi endte i slumkvarteret øst for byen og fik fingerede instrukser fra ugandanesiske kvinder om at vende om da kvarteret ifølge dem blev for fattigt og farligt for to unge Mzungu (hvide) piger. Da ingen af os ønskede at skabe postyr vendte vi pænt om og på vejen tilbage til hotellet så vi et par valgsteder, som var åbne pladser lukket af med hvidt bånd og beskyttet af militære styrker, der i det hele taget i disse dage var mangfoldige på byens gader. Uganda har, som før nævnt, lige genvalgt Museveni, præsidenten der har været i embede i 25 år, og valget blev afholdt fra fredag til søndag i den weekend hvor vi var i Kampala. Hvilket resulterede i skærpet sikkerhed i hele byen og ikke mindst omkring os Mzunguer (hvide). Vi måtte, grundet valget, ikke gå ud i byen om aftenen hvilket var lidt kedeligt da hotellet hurtigt blev ret trivielt for os eventyrlystne rejsende. Derudover blev vi bedt om at blive på hotellet søndag hvor valgresultatet blev offentliggjort. Fredag aften hyggede vi os derfor bare på balkonen med en flaske hvidvin og en masse sladdersnak.

Lørdag d. 19/02-2011 havde vi først en lille lektion med Ivan som igen virkede lettere uinteresseret i at undervise os. Her lærte vi lidt mere om de familier vi skulle ud til, om hospitalet og om nogle uskrevne regler. Igen var info meget begrænset da TIA (This is africa/Time in Africa) også præger informationerne fra ActionAid (vores organistaion). Efter frokost tog vi en tur ud for at se Kampala sammen med en lokal fyr der hed Samuel. Først tog vi i et af de store supermarkeder der ligger i Kampala, det minder mest af alt om Bilka og sælger alle importerede ting som hjertet kunne begære eller ting som man bare mangler som kvalitetsbevidst Mzungu i et øst-afrikansk land. Her købte vi lidt ind og fik også købt internet-usb-stick. Derefter gik vi ned igennem byen. Alt var lukket pga. valget og Samuel fortalte at dette var meget unormalt da gaderne som regel var fyldt med mennesker, hvilket vi glæder os til at opleve en anden gang når vi besøger hovedstaden. Vi gik forbi parlamentsbygningen og fik øje på en masse andre regeringsbygninger på vores vandring gennem byen. Vi nåede Old Park som er en af de to store Matatu (taxi-bus-bil- folkevognrugbrødish-meget social-transportmiddel) holdepladser. Der holdt i Old Park mindst 250 matatu totalt vilkårligt parkeret og selv for den mest retningssansende erfarne rejsende er denne plads et potentielt mareridt. Det er umuligt at finde den Matatu man skal bruge og umuligt for Matatu chaufføren at komme ud fra pladsen igen. En slags tetris med minibusser! Fra Old park gik vi videre op til New park som var en mindst ligeså forvirrende holdeplads for selvsamme transportmiddel. Her fik Samuel fundet den rigtige Matatu og vi sad og ventede på at den blev fyldt op så vi kunne køre tilbage mod hotellet. Imens vi sad og ventede kom folk forbi vinduerne med papkasser fyldt med is, sodavand, vand, nødder og kiks man kunne købe hvis ventetiden var blevet for lang. Da vores Matatu omsider kørte fra pladsen tog det ca. 30 minutter at komme ud ved hjælp af en form for Snakespil-agtig kørsel med diverse udfordringer. Det koster 500-800 Uganda shilling at køre med en Matatu hvilket svarer til ca. 1 - 1,75 kr. (DSB og Metro kunne lære lidt).Da vi kom hjem til hotellet lørdag sad vi igen på balkonen og nød lidt drikkevarer grundet vores aftenlige udgangsforbud. Søndag fik vi, på grund af alvorlig rastløshed, overtalt Ivan til at lade Samuel vise os den store Nationale Moske som Idi Amin i sin tid byggede i byen, samt vise os Ugandas nationalmuseum. Museet var desværre lukket, trods det, at vi havde spurgt vagten på museet dagen før og han havde sagt der var åbent, igen må vi se os slået af TIA. Moskeen var til gengæld åben og vi syntes selv vi var så "yndige" helt formummede, med tørklæder om kroppen og om hovedet. Billeder følger, beskriver vist bedre end tusind ord, det var ømt var det! Efter turen til moskeen tog vi hjem til hotellet igen. Vi skulle være tilbage inden klokken 15 da valgets vinder ville blive offentliggjort der og det kunne skabe tumult i byen. Da vi kom hjem fik Simone flettet sit hår inkl. masser af falsk gyldent hårJ... hvilket tog omkring 4,5 timer og endte med et rigtig fint resultat. Da valget var afgjort kom en stime af glade mennesker iført gule Museveni t-shirts, de halvt dansede og halvt løb igennem gaden med fløjter, jubelskrig og båthorn.

Mandag d. 20/02-2011 - Dagen hvor vi skulle ud til vores familier. Vi havde aftalt med vores koordinator, Ivan, at han skulle hente os kl. 11 og køre os til færgen i Entebbe. Kl. 12:45 ankom Ivan (igen TIA). Vi kørte til færgen og tog på en 3,5 times hyggelig sejltur med kursen imod Ssesse øerne. Vi ankom kl. 17:00 på øen Buggala og den største by Kalangala. Byen ligger på toppen af en bakke midt på øen og består af én hovedgade med små butikker og barer. Primær transportform er Boda Boda som er en knallert-taxi der kan færdes stort set overalt på øen. Vi blev kørt hjem til vores Mama Stella som bor i et, efter ugandanesiske standarder, ret pænt hus. Vi har spisestue, stue, køkken (rum med bålplads) og badeværelse (et toilet der mangler en del af brættet og ikke kan skylle ud og en spand med vand og en kop til bad). Vi har fået et lille værelse på 6-7 kvm2 med 2 køjesenge og en dør hvor dørkarmen af og til falder afJ. Vi har el i stuen fra kl. 19.00 til kl. 24.00 og rindende vand er en by Rusland, derfor har vi på den kæmpestore grund et par vandtanke som man kan tappe vand fra og bære ind i huset i 10-liters benzindunke. Pandelampen er blevet vores bedste ven efter kl. 19.00 hvor solen går ned og der bliver bælgmørkt. Udover os bor Mama Stella og hendes mand Patrick, en pensioneret præst, i et soveværelse, og så har vi to søde hunde der hedder Bema og Hero som passer godt på os. Om dagen er her også en pige i huset der hedder Angela. Hun vasker og kokkerere til den store guldmedalje hver dag. Vores familie hjælper en del unge i byen med betalingen af skole udgifter imod at de arbejder i vores have og på børnehjemmet som familien er ved at bygge. Børnehjemmet ligger ved siden af huset, og skal bebos af forældreløse børn der har mistet deres pårørende pga. AIDS. HIV er et stort problem på Sseseøerne. Kalangala distriktet, som Sseseøernes ligger i, er det mindste distrikt i Uganda med kun 60-70.000 indbyggere. Dog har dette lille distrikt det sørgeligt største antal i Uganda af HIV smittede og over 37 % af øernes beboere er HIV smittede.

Vores første dag hos værtsfamilien gik med at snakke med vores Mama Stella samt at indlogere os på vores værelse. Patrick var ikke til stede da han var på forretnings tur i Kampala hvor også familiens to udeboende børn bor for at studere på universitetet.

Tirsdag d 21/02-2011 - I dag skulle vi se vores arbejdsplads: Kalanga Health Center. Den ansvarlige leder var desværre til et møde så vi blev bedt om at komme tilbage onsdag morgen. Derfor gik vi på opdagelse til fods for at se lidt af øen. Vi gik igennem byens hovedgade, ned til stranden og tilbage igennem regnskov og langs vandet og fik også øje på et par små aber. Om aftenen så vi "Gossip Girl" med vores mama. En serie hun følger rigtigt meget med i - til vores overraskelse. Mama er lærer på den lokale secondary school og derudover har hun en stationary shop oppe i byen der sælger alt hvad man, som studerende, skal bruge til sin skolegang. Alle i byen kender vores familie og de er vellidt, hvilket er utroligt rart.

Lidt om hospitalet. Hospitalet består af et laboratorium, en OPD (open department/modtagelse), maternity ward, generel ward (afdeling for indlagte patienter), dental department samt selvfølgelig ART clinic, som er HIV klinikken der sørger for at HIV-patienterne i distriktet får deres medicin og har åbent hver tirsdag og torsdag. Derudover er der hver torsdag vaccinationsprogram i personalets konference rum og hver tirsdag er der i selvsamme rum blodtryksmåling på patienter med hyper/hypo tension. Der arbejder omkring 14 sygeplejersker i skiftehold på centret, 1 tandlæge, 3 laboranter og så er der et par frivillige kliniske vejledere som er medicinstuderende der har færdiggjort 2-3 års uddannelse. Centret har altså INGEN læger og alle arbejdsopgaver bliver varetaget af sygeplejersker. Patienter indlagt på generel ward skal selv sørge for at have pårørende til at hjælpe med toiletbesøg, mad og andet basal pleje da sygeplejerskerne simpelthen ikke har tid eller ressourcer til dette.

Onsdag d 22/02-2011 - Vi ankom til centret kl. 9 lige midt i et formiddagsmøde (de render til mærkelige møder hele tiden). Størstedelen af personalet var til stede til mødet, eller dumpede ind "lettere" forsinkede, hvilket betød at INGEN tog sig af de 40 patienter der sad i venteværelset til OPD. På mødet diskuterede de bl.a. hvor længe patienterne burde vente på at blive tilset og de blev enige om et maks. på 3 timer og til vores store forundring, et min. på 2 timer. Dette fandt vi ret interessant og en smule underligt.Da de så vores reaktion på at de havde et minimum for ventetiden rettede de hurtigt dette til et minimum på 0 timer! Efter halvanden times møde blev vi introduceret og fik en lille rundvisning. Vi er tre praktikanter og vi skal alle tilbringe tid i laboratoriet, i OPD samt på maternity ward. Vi besluttede at rotere hver anden uge. K starter i laboratoriet hvor der tages blodprøver og patienter testes for HIV, tyfus, malaria, syfilis, brucella, tuberkulose, salmonella og urinvejsinfektioner - alle procedurer foregår under tvivlsomme omstændigheder og der udvises høj forsigtighed i håndteringen af patienter og prøver. Simone starter i OPD som består af to konsultations rum hvor patienterne diagnosticeres, hvorefter de enten indlægges (sjældent), behandles eller udskrives med medicinering. På nuværende tidspunkt mangler der en del medicin samt sprøjter, da forsendelsen fra fastlandet først ankommer i marts, dette resulterer i yderst alternative behandlingsmetoder. Der er også et injektions rum samt et medicin rum. Vilde starter i maternity ward der tager sig af graviditeter, fødsler og nyfødte børn.

Torsdag d. 23/02-2011 - Dagen hvor vi endelig rigtigt kom i gang med vores arbejde og dagen hvor seriøsiteten af dette distrikts sundhedsproblemer blev åbenlyse. En masse nye termer, procedurer og forkortelser blev lært denne dag og vi fandt ud af at selvstændighed i høj grad er nødvendigt hvis vi vil have noget ud af denne praktikperiode. Sygeplejerskerne på hospitalet er meget hjælpsomme og søde men desværre også overbebyrdet med utallige arbejdsopgaver og underbemanding, hvilket gør det vanskeligt at være tilstede hele tiden. Simone tog om eftermiddagen med en lokal medicinstuderende, der kommer til øen 3 dage i måneden, ud for at besøge en landsby der var hårdt ramt af bl.a. Malaria og diverse infektioner.

Fredag d 24/02-2011 - Nu er vi kommet godt ind i arbejdsgangen og formår at gøre en hel del selv. Den største succes oplevelse i dag må være at vi helt alene tilså, diagnosticerede, testede, medicinerede og hjemsendte vores første patient. Sprogbarrieren er et stort problem, for vi kan nu gøre en masse selv men det nytter ikke rigtig noget hvis patienten ikke kan tale Engelsk og vi ikke kan tale Luganda. Denne patient kunne, til hans store held, tale engelsk og da resten af personalet var til frokostpause og alle havde forladt deres poster var vi sat til at styre modtagelsen og laboratoriet. Diagnosen malaria og øvre luftvejsinfektion. Medicinen blev udleveret og patienten forlod modtagelsen efter kun 15 min. ventetid. Succes og en god fornemmelse i maven. Efter fyraften tog vi sammen med laboranten Florence som K arbejder sammen med og sygeplejersken Beatrice som Simone arbejder med i modtagelsen, ned til stranden for at hygge og lære hinanden bedre at kende udenfor hospitalets vægge. Her sad vi ved bålet og så solnedgangen, fik lidt mad og drikke samt fik snakket en masse tøse snak om kærlighed, sygepleje, Danmark, Uganda og en masse ligheder og uligheder. Det var en utrolig hyggelig aften med to rigtigt søde og humoristiske piger som vi helt sikkert kommer til at opleve en masse sjovt sammen med i de kommende måneder, men også to fagligt kompetente piger som vil kan lære tonsvis af. Da vi kom hjem til huset var Patrick kommet hjem fra Kampala, så ham fik vi hilst på ham for første gang og sat et ansigt på navnet. Han er en meget stille mand der går og kommer som han har lyst til, alle på øen ved hvem han er, han er vellidt og smilende.

Lørdag d 26/02-2011 - Denne dag var vi på øtur med en lokal guide der hed Abraham Thomsen. Vi sejlede i en stor træbåd med lokal kaptajn rundt omkring Kalangala District og så en masse smukke øer, 13 ud af i alt 84 Ssese øer. Vi så fantastiske ubeboede områder bl.a. en magisk ø hvor rygtet lyder at hvis man er utro og tager sin elsker med til øen for at "putte" bliver man opslugt af øens klipper som straf fra guderne, her så vi også en 20 kg stor Victoria Patch som er Lake Victorias største fisk der kan veje helt op til 50 kg. Vi så mange fiskerlandsbyer med små børn der nærmede sig os som var vi fra en anden planet. Abraham lavede en lækker frokost af grillet fisk og tomater på en ubeboet smuk sandstrand … en super hyggelig og afslappende lørdag og anbefales hvis man er i området ;0)

Søndag d. 27/02-2011 - I dag var vi i kirke med vores far Patrick, dette var traditionel kirke præcis ligeså kedeligt som i Danmark - desværre! Så næste gang vi tager i kirke vælger vi en mere afrikansk inspireret oplevelse med dans, sang og feststemning - det er vist mere vores stil. Bagefter vaskede vi tøj og hang ud på vores terrasse.

Mandag d. 28/02-2011 - Arbejde, Arbejde … masser af spændende cases og behandlingsforløb.

Tirsdag d 01/03-2011 - Denne dag døbte vi trælse tirsdag. Personalet i modtagelsen mødte ikke op før klokken 11 så Simone var overladt helt palle alene i verden med 40 patienter. Kamilla var på HIV-klinikken hvor effektivitet var noget man kunne lede længe efter og aldrig ville finde og hvor prognoserne for patienterne meget ung som gammel var utroligt ringe. En dag med rigtig mange kedelige fremtidsudsigter for mange patienter og kedelige diagnoser. Ineffektivitet og mangel på ekspertise var nok nøgleordene for denne dag. Heldigvis kunne vi komme af med vores frustrationer på volleyballbanen om aftenen. Vores far Patrick er aktiv på byens volleyball hold hvor lokale mødes hver aften for at hygge sig med en omgang volley. Volley bliver brugt meget på øen og alle lokalsamfund har volleyballbaner hvor de mødes og tager et slag bold før mørket falder på. Det var super skægt og de var også ret gode til det. Meget bedre end os mzunguer i hvert fald, så der blev også grinet og pjattet en hel del. Helt sikkert noget vi vel gøre igen da det var skønt at møde de lokale et andet sted end på et hospital, hvor alt er så seriøst.

Kys fra Simone og K.