Profile
Blog
Photos
Videos
Jeg mener, det var min australske swimmingpool-veninde i Port Douglas - Monette, der citerede en turist for: I'm surprised to be alive.. med henvisning til alle de farer, der lurer til lands og i vandet her downunder; slanger, edderkopper, hajer, krokodiller og stingers (ekstremt giftige brandmænd, man bare ikke skal støde ind i på sin svømmetur). Jeg har det præcis på samme måde i dag, men det er nu mere med tanke på gårdsdagens skyrail til Kuranda!
Turen op til regnskovsbyen Kuranda - lidt nord for Cairns - gik fint, flot og stille og roligt med gammel jernbane - faktisk meget meget smuk tur med vingepust helt tilbage fra 1880'erne, hvor jernbanen, tunnellerne og broerne blev bygget. Derefter havde vi nogle timer i den okay hyggelige omend MEGET turistede by Kuranda. Nedstigningen foregik som planlagt med kabelvogne, hvor man svæver henover regnskovens trækroner og nogle steder over floder og dybe kløfter.
Freja og Philip klarede den 45 minutters lange tur ned ret fint - jeg vil ikke helt sige det samme om Michael og undertegnede. Det var meningen, vi skulle nyde fuglelydene og udsigten på vejen. Min taktik var at kigge præcis ligeud hele tiden, så jeg undgik at have ret meget fornemmelse for, hvor højt vi var oppe eller at se noget som helst af den sikkert meget smukke regnskov. Michael (der heller ikke er glad for højder..) var mere resolut og valgte slet og ret at lukke øjnene hele vejen! Jeg prøvede at skabe god stemning ved at nynne et par af mine egne sange og fortælle små eventyr på vejen.. Jeg må sige, at det er noget af det mere angstprovokerende, jeg har prøvet, og medmindre man er helt tosset med at hænge i et sølle lille kabel inde i en meget lille vogn, der svæver og svajer MEGET højt oppe i luften, vil jeg på ingen måde anbefale denne tur til andre:-)!!!
Alle var glade, da vi igen havde fast grund under fødderne, og vi kunne komme tilbage til vores fine resort og dejlige swimmingpool og hav. Bare stik mig en krokodille, en haj og en slange - jeg skal nok tage mig pænt af dem - bare jeg aldrig aldrig mere skal være inde i en kabelvogn (gælder muligvis også skilifte og andre lignende transportformer).
Desværre er det jo nu den aller sidste dag på vores ferie, og vi har selvfølgelig været på stranden hele formiddagen for at nyde det sidste sol og vand. Lige nu den obligatoriske siesta-pause blandet med lidt kuffertpakning. Om lidt stikker vi i poolen for sidste gang, og i aften skal vi spise på vores absolutte yndlingsrestaurant på hele ferien, tror jeg.. Italiensk hjemmelavet med tiramisu, der smager helt urimeligt godt...
Det bliver en temmelig lang hjemtur - først til Sydney kl. 06:00 i morgen tidlig - 6 timers ventetid, 8 timers flyvetid til Singapore og så lige de sidste 12 timer til København, hvor vi lander omkring kl. 6 torsdag morgen.. Det har været en enestående fantastisk ferie spækket med oplevelser, men det er egentlig også helt okay at skulle hjem nu:-) Vi er kun blevet bekræftet i, at vi elsker Australien - både ude i vandet og inde i landet (ikke for meget oppe i luften..), og vi satser stærkt på at komme tilbage, lige så snart vi har sparet lidt flere penge sammen:-)
Håber, det har været hyggeligt at følge med os - det har været dejligt at sætte ord på vores oplevelser, og det er rart at have en slags dagbog nu bagefter, så vi kan huske, hvad vi har set og oplevet. Vi ses i Danmark!
No worries - store kænguruknus og koalakrammere fra Freja, Philip, Michael og Karen Marie
- comments
jette lykke århh, hvor vi snart glæder os til at se og kysse jer igen. kh søs