Profile
Blog
Photos
Videos
Har en tidlig alene-hygge-morgenstund på balkonen med kaffe og udsigt til hav og solopgang - det er sgu' fedt...:-) Vi er ankommet til rejsens sidste destination - Trinity Beach lidt nord for Cairns. Kæmpe lejlighed, stor balkon, meget stor swimmingpool og giga hav lige udenfor - der er ikke noget at være sur over..:-)!
Vi kørte fra Port Douglas fredag morgen, og første stop var Daintree River, som snor sig gennem det store regnskovsområde Daintree. Vi havde bestilt pladser på en lille hyggelig båd, der skulle sejle os rundt på floden en times tid med håbet om at se krokodiller.. Og det så vi - både et par helt små babykrokodiller, der lå og dasede på en træstamme, så man skal kigge godt for at få øje på dem! Og når de er små, er de godt nok søde, nuttede og nårrrhh - også selvom de med lethed ville kunne bide en finger af! Vi så også en hunkrokodille og en af de store hankrokodiller, og der forsvinder det nuttede måske lidt - det er mere sådan wouw - hvor er det nogle store, fortidsagtige dyr, og hvor er det godt, vi sidder i en båd i passende afstand....
Efter flodsejlads spiste vi frokost og kørte videre til Mossman Gorge, hvor man kan gå rundt i regnskoven og se vandfald og wildlife. Vi besluttede os til at gå de 2 kilometer hen til selve indgangen til de stier, man skulle gå på - man kunne også have valgt at tage med en shuttlebus. Da vi skulle tilbage, efter at have nydt regnskovens hemmeligheder, ville vi gerne køre med bussen tilbage - altså mod betaling naturligvis. Det var begyndt at regne ret kraftigt, og det var vist alligevel også lidt længere end 2 km.. Nå men det måtte man altså ikke...! Hvis man havde gået ud, skulle man også gå hjem, fik vi at vide - sådan lidt straf-agtigt.. lidt sjov måde at drive forretning på - i stedet for at tjene penge på alle dem, der gerne vil køre med tilbage:-) Ingen kære mor - vi gik i silende regn tilbage - heldigvis tropisk varm regn - og den efterfølgende kaffe og is var ret velfortjent!
Derefter kørte vi videre til Coral Sands her ved Trinity Beach, hvor vi som sagt skal være de sidste dage. Det er en fornem afslutning på en skøn ferie, og i går og i dag er der ikke de store udsving andet end vand og sol:-) I morgen skal vi med en gammel jernbane op til byen Kuranda, hvor der er diverse markeder og aboriginal events. Man kører altså med et tog op, og tilbageturen foregår i kabelbaner, hvor man svæver henover trækronerne i regnskoven. Undertegnede er ikke helt tosset med tanken om de der kabelvogne, men det er ligesom et must-do, når man er heroppe, og der er vist også noget om, at det er sundt at træde ud af sin "comfortzone" i ny og næ..
Håber, I alle har det godt i DK - kan se, at det er vildt godt vejr! Knus fra os alle 4 (går jeg ud fra - resten sover endnu:-)
- comments
Grethe Bille Kære Karen Marie, det lyder, som om oplevelserne stadigvæk står i kø. Ja, den med tilbageturen i regnvejr var nok ikke så sjov - var børnene sure? Og så skal i lege Crocodile Dundee i trætoppene? God tur :-) Her blomstrer foråret og solen skinner, og I vil nok blive forbavsede, når I kommer hjem. Er der noget, jeg skal sørge for? I hvert fald Philip har nok en forventning om, at jeg dukker op i lufthavnen torsdag morgen, så det vil jeg forsøge på, selv om I nok er trætte. Jeg skal til Annemaries fødselsdag om lidt. Knus og kærlig hilsen fra mor Grethe