Profile
Blog
Photos
Videos
04.04.2014 MOLOKAI
Vi er lige kommet tilbage fra byen, hvor vi har haft den store fornøjelse at deltage i Molokai's "fredags jam-session" på Hotel Molokai. Af musikere var der vel en ca 15-20. Ældre kvinder dansede og sang !! Og så er det åbenbart her, at byens gamle familier og vi besøgende mødes ! Vi fandt de to eneste ledige stole ved et bord med et andet par. Lynhurtigt indledte de en samtale med os - og så var vi ellers i gang ! Fuldstændig som vi har oplevet det tidligere på Kauai, når vi var til musical South Pacific med Liselotte+Bjørn og Winni+Per !!!! Det viste sig, at de boede i samme hus som os - bare lige etagen over (214 og 314). Og så fik vi herefter en masse at vide om hinanden (hun var tidligere lærer - han var tidligere i Pentagon - nu ved militæret i Honolulu). Der blev sunget og danset hula - vi nød Molokai Mudslide og MaiTai - og vi sluttede med at rejse os alle - holde hinanden i hænderne og synge noget på det lokale sprog og til sidst en patriotisk amerikansk sang. Så betalte vi og tog afsked (han lignede Cloony - syntes jeg). Vi tankede Dodgen, da vi skal tidligt afsted i morgen - kørte til den lokale burgerbar og bestilte noget take away. Medens vi ventede på færdiggørelsen kom et 'ældre' ægtepar hen til os: Om vi ikke var fra Denmark? Det viste sig så, at dem, vi havde siddet sammen med til barsammenkomsten lejede lejligheden af det nye ægtepar og de havde fortalt dette ægtepar, at de havde hygget sig med os - og så gik snakken endnu engang, så vores mad var nær blevet kold !!!! Disse amerikanere - de er noget så sociale - og det er ikke altid, det lige passer i os "kolde" nordboere - men det er nu sjovt alligevel !
Ja, det var så lige vores helt friske oplevelse.
Dagen begyndte med, at vinden flovede og vejret blev flot klart. Vi sadlede bilen og kravlede østover ad den meget smalle og snoede vej, der fører ret ud til - "hvor den slutter". Her har vi naturligvis også været før - men det er nu noget så smukt. Også vejen dertil er noget af en oplevelse - så stor, at Irene hver gang har insisteret på, at hun absolut er den bedste af os to til at køre bjergkørsel. Og så har det også den fordel, at den ene af os ikke bliver køresyg !!!! Til orientering mødte vi ikke en eneste turistbil - og blot en 4-5 arbejdstrucks. Så det er helt ude, hvor ingenting er, - hvor stueplanterne kravler op ad træstammerne, - lianerne hænger ned over vejen, - fuglene skriger og kvidrer i det tætte løv - og hvor ikke to biler kan passere hinanden.
På tilbagevejen gjorde vi en ca. 2 timers pause ved den smukke strandstrimmel, der går under kælenavnet 20-mile Beach. Men efterhånden trak skyerne sig mere og mere sammen om øens østlige side, hvorfor vi kørte de 7 miles vestpå til vort logi. Her skinnede solen - da bjerget stopper for skyernes fremmarch - og vi tog en tur i poolen og nød den dejlige varme sol. Temperaturen ligger konstant på 27 gr om dagen og 24-25 om natten. Uanset om det er overskyet eller solskin. Vinden sørger for at fordele varmen ud over hele øen !!!
Nu er klokken snart 2130 og vi skal afslutte vort pakkeri, da vi skal flyve i morgen tidlig kl. 08 til Honolulu og ved 10-tiden forenes med Anna louise, Margit og Morten, som kommer fra Kona, Big Island og med hvem vi skal tilbringe den næste uge i et dejligt hus lige i strandkanten på Sunset Beach, North Shore, OAHU.
Til orientering: Så varskoer jeg ikke længere på Facebook, når er er nyt. Det bliver for anmasende. Men vi bestræber os på at bringe nyt hver dag - så hvis I har lyst: Så se efter på denne blog. MAHALO.
- comments