03.04.2014 MOLOKAI

Vi er pt ikke på Nettet !!! Stor er panikken ! Men ok - jeg kan skrive om vore oplevelser og publicere dem på et senere tidspunkt. Det er jo - trods alt - ikke BREAKING NEWS. Mest tænkt som info til familie og venner hjemme og til de, der har deltaget på vore tidligere ture. - Så om der går en dag eller to før næste melding, er absolut til at leve med - men det er nu mærkeligt: det fungerede i morges - men ikke da vi vendte hjem efter dagens tur til øens vestlige ende.

Sjovt nok - så har ingen fulgt os her til denne lille "øde" ø, selv om vi har været her nu tre gange.

Vi bor på øens østlige ende - lidt til den læ side (vest). Øen er smal og lidt lang og orienteret i øst-vest-retning. Vel nok ca 75 km fra ende til anden. I areal lidt større end Bornholm. Men vi mærker den for øjeblikket ret kraftige NØ-passat, der lige nu er i ØNØ og derfor lige smyger sig rundt pynten og køler vor bolig. Men det regner ikke. Skyerne er forsvundet og i morgen er der lovet fuld solskin.

Vi kørte vestpå i morges/formiddags og på vejen besøgte vi den lille hvide kirke med statuen af Father Damian, som da vi sidst var her, netop blev helgenkåret og blev hædret under stor lokal festivitas. Det var ham, der gav sit liv på at lindre sygdommen Hansens Disease (spedalskhed) for Hawaiis udstødte. Vi nåede til sidst ud på den vestlige ende, hvor vejen slutter ved Dixie Maru Beach. Den hedder sådan fordi en japansk trawler engang for meget lang tid siden er forlist her. Intet kan ses - men efter det oplyste kan man via snorkel ane resterne på bunden. Vi var derude i det absolut mest tørre, mennesketomme og lidt specielle område ved 11-tiden. Søerne buldrede ind mod det beskyttende rev og formede en konstant hvid skummende mur. Og vi var mutters alene - og det var under de omstændigheder lidt trykkende. Men efter en halv time kom endnu et par og pludselig formelig væltede det ind med folk: 12 - med os selv - vil jeg tro blev det til i alt !!!. Så gik det an at prøve at bade - og selv Irene vovede sig i bugten to gange. Og varmt var det - vi kunne næsten ikke gå i sandet på grund af, at det føltes gloende. 2,5 timer var vi derude og nød solen, vandet og stemningen i den lille bugt. Vandet var pragtfuldt - krystalklart, lunt og salt.

Så kørte vi via byen Ho'olehua og nød en god kop kaffe på det lokale kafferisteri før vi slog et slag rundt molen ude i vandet og endte med at bestille een pizza, som vi nu har nydt her med udsigt til Maui.