Profile
Blog
Photos
Videos
Hej alle - venner og familie.
Jeg har nu nattevagt, og vil bruge lidt af tiden her på at skrive lidt på dette indlæg. Det er 5. nattevagt jeg har her, og de har indtil videre været meget stille. Der er næsten først noget at lave kl 06 - med mindre en patient bliver dårlig, men de fleste af dem har det heldigvis godt. Indtil videre har jeg nået at strikke en masse, men andet er der heller ikke rigtig at bruge tiden på - orker ikke rigtig at læse mm. om natten, desværre. Far har været her på besøg, og det føles allerede som længe siden han tog hjem, selvom det kun er 3 dage siden. Det var så dejligt med hans besøg. Jeg vil fortælle lidt i det følgende om hvad vi lavede.
Far kom fredag d. 4 oktober (jeg havde haft nattevagt så mødtes først med ham kl 15.) Han havde lejet en to-værelses lejlighed gennem Hans-Egede hotellet 10 minutters gågang fra mig. Solen skinnede fra blå himmel den dag han ankom. Perfekt ankomst vejr! Far syntes dog, at det var lidt koldt, men jeg syntes det var dejligt vejr, en varm dag - det var jo 4-5 grader + solskin + vindstille= varmt vejr i Nuuk :) utroligt som man vender sig til alting. For far var det selvfølgelig også lige et temperaturfald på 10-15 grader på få timer. Jeg lavede aftensmad til os derhjemme den dag, så hyggeligt.
Lørdag var vi på sejltur med min personaleforening. En tur ind i kysten til en nedlagt bygd med nogle enkelte beboede sommerhuse og ellers kun den restaurant som det var planlagt at vi skulle spise frokost på. Med i prisen var en fin frokost på denne restaurant. Far syntes det var en sjov oplevelse allerede at komme ud og sejle og se naturen her. Der var faktisk grandtræer her, som vi ellers ikke troede groede i Grønland. Vi spiste frokosten sammen med nogle sygeplejersker fra anæstesien og op-afdelingen som er her et par måneder. Det var sjovt at høre om deres oplevelser her. Lørdag aften var vi på lækker restaurant (min fødselsdagsmiddag fra far) og fik de lækreste rensdyr bøffer og lækker dessert. Søndag var det meningen at vi skullle på sejltur med en turistforening, i en lille speedbåd, men den blev aflyst en halv time inden, fordi det blæste for meget inde i fjorden - hvilket man overhovedet ikke kunne mærke på land. Vi gik i stedet en lang tur ud af byen, så fik far også set lidt af det.
Mandag pakkede vi rygsække til vandretur ved et af fjeldene udenfor Nuuk. Lille Malene, som det bliver kaldt. Der er også store Malene, men det er højt og der ligger meget is nu. Der var også en del is på denne tur, men det var til at gå de fleste steder. Der er meget smukt derude og det er sjovt at komme ud og fornemme den gigantiske natur her. Vi havde heldigvis rigtig flot solskinsvejr også den dag - men koldt, omkring 2 grader - så der blev ikke holdt lange pauser. Far havde glemt sin madpakke, så vi måtte deles om min :D Nogle steder kunne vi ikke helt forstå, at man kunne gå eller at det var det der var meningen (vi fulgte et vandrekort), men der var heller ikke nogen sti - men det var den vej man skulle gå. Der var flere stejle skråninger ned og op og med is og vandløb man skulle springe over. Det er sjovt bagefter at tænke tilbage på, men jeg fik også lige udfordret min højdeskræk et par gange. Jeg håber meget på at vejret er til at Camilla kan komme med ud på denne tur også. Der er meget smukt. Der er allerede nu i løbet af denne uge begyndt at ligge kraftig frostlag langt op af dagen på vejene.. og de salter ikke her, så her er meget glat. Selvom solen skinner fra kl 08 om morgenen, er det først hen på eftermiddag at den kommer igennem frostlaget på vejen.
Tirsdag var far, jeg og Louise-Marie på sejltur til isfjorden, som Louise-Marie og jeg har været før. Men det er en så smuk tur så den kan man tage flere gange.. Der havde været lidt snak frem og tilbage om turen ville blive til noget pga vejret, det skulle blive dårligt vejr hen på eftermiddagen. Vi kom afsted og det var fint vindstille vejr om formiddagen, dog lidt kedeligt gråt vejr. Vi kom ud til den smukke isfjord og far syntes også rigtig godt om det. Ude på isfjorden fik vi madpakker. Sejlturen derhen tager omkring 2 1/2 timer, og nogenlunde det samme tilbage. På tilbageturen sejlede vi forbi den bygd som vi også var lørdagen inden, far og jeg. Det var dog svært at kende den, fordi vejret var lidt dårligere denne dag - så der gik lidt tid før vi opdagede det. Da vi lagde til kajen, støtte vi hårdt på noget med båden og det virkede ikke så godt. Da vi kom tilbage fra at have været oppe at kigge i bygden, stod vores to skippermænd med hænderne (og næsten hovederne) nede i vandet omme ved bagenden af båden og lavede et eller andet. Det var åbentbart den ene skrue som var gået i stykker da vi stødte på noget. Den forsøgt de så at lave de næste to timer. Vejret blev dårligere og dårligere og begyndt at slud-regne. Vi havde det fint nok og sad og hyggede inde i båden. Vi var ca 10 stykker med på turen. Nå men efter 2 timer fik de lavet den. De fortalte at hvis de ikke fik lavet den ville det tage over 3 timer at sejle tilbage og nu ville det kun tage lidt over en time. Det blev mere og mere stormvejr som vi nærnede os Nuuk og skipper sejlede mega stærkt og båden slog ned på bølgerne med store bump hele tiden - ikke særlig behageligt. Det blev vildere og vildere og bølgerne slog op på ruderne. Vi overlevde turen, men jeg var godt nok bange undervejs. Da jeg spurgte skipper, da vi var kommet i land, om han syntes det havde været slemt - kiggede han helt uforståeligt på mig :) om det var slemt - nej, nej.. det kunne da være meget værre. De er vant til vejret heroppe. Jeg har også fuldstændig tillid til dem, de har styr på det. Da vi kom hjem kunne vi se at det blæste omkring 27 meter i sekundet!
De næste dage med far var det storm og regnvejr og vi lavede mest indendørsaktiviteter, så som kagespisning på en ny ynglingscafe og besøg på nationalmusseet. Jeg arbejdede også 3 dage mens han var her.
En aften købt vi friskfanget laks på brættet, som er en butik hvor de sælger et frisk fanget fisk og kød. En anden dag købt vi muskus bøffer. Rigtig lækkert det hele.
Far fik også prøvet den berømte grønlandske kaffe, som er med grand manier, kalhua og whiskey og den flamberes i et flot show på et bord lige foran én. Så det er en helt oplevelse.
Far rejste hjem tirsdag. Det var lidt trist at sige farvel - havde helt vænnet mig til at være så meget sammen med ham og have ham her i Nuuk. Vi havde også rigtig været i feriestemning. Og lidt mærkeligt at der så går lang tid før vi ses igen. Men det er dejligt, at han ved hvad jeg taler om, når jeg fortæller noget heroppe fra.
Onsdag startede jeg til grønlandsk undervisning. Mandag var vi til sådan et introhold - hvor alle, som var meldt på et hold kunne møde op. De holdte dette møde, da der var gået noget helt galt i holdfordelinge og beskrivelserne af de forskellige hold i kursusbladet. Det er 3 danskere som har de 3 grønlandsk-hold og har givet beskrivelserne + tidspunkter af holdene til kommunen, som så har til opgave at sætte det i kursusbladet og tage imod tilmeldinger. De har så formådet at bytte helt om på holdene. Jeg havde meldt mig på et begynderhold mandag, da jeg så kommer ud til introdagen, finder jeg ud af at mandagsholdet er for øvede og at jeg slet ikke står på nogle af holdene. Mange havde det på samme måde. Det er rimelig grønlandsk stil, ikke at være så organiserede mm. Så man griner bare af det, og undrer sig nogen gange hvordan tingene kan gå så galt. Heheh..
Men onsdag var jeg til min første time og det var rigtig sjovt. Det er en dansk dame på 62 år som underviser os, og hun har boet i Maniitsoq i mange år og de sidste 10 år i Nuuk. Hun kan klare sig nogenlunde på grønlandsk. Vi lærte alle utalelsesreglerne og begyndte på en bog vi skal følge. Jeg lærte også at sige nogle forskellige sætninger.. så det skal nok blive godt. Hun går også meget op i at fortælle om kulturen og historien, hvilket er ligeså meget det jeg gerne vil lære.
Fredag var jeg til sjov tøsefest hos en af pigerne jeg kommer sammen med heroppe. Det var rigtig sjovt. Vi havde købt billetter til en festival nede i kulturcenteret, som vi aldrig kom afsted til fordi vi hyggede os så godt.
Jeg føler mig mere og mere hjemme her. Nyder den friske og tørre luft heroppe og den flotte natur at have udsigt til lige gyldigt hvor man går. Ser charmen i det skiftende vejr. Solen skinner meget mere heroppe end i DK - og det er meget mere klart når der er blå himmel. Og så alle siger, så kan man se længere heroppe end i DK. Afstanden snyder en gang imellem. Nordlyset har jeg også allerede nydt synet af mange gange, det er der næsten altid når der er skyfri himmel, men lidt forskelligt hvor kraftigt det er. Det bevæger sig mere end jeg havde forestillet mig, det danser over himlen og er meget betagende at kigge på.
Jeg har i øvrigt fået lov til at låe dansk-grønlandsk ordbøger af en ekspedient i en tøjbutik som jeg faldt i snak med. Det viser lidt om deres venlighed heroppe, som er helt fantastisk.
Nå, jeg tror det var det for denne gang..
Håber I alle har det godt derhjemme. Glæder mig til at se jer igen om snart 4 mdr.
Knus Katrine
- comments