Saa har her vaeret ballade igen. Maerkeligt nok paavirker det os mindre og mindre. Tror man bliver haerdet af at vaere her.

I onsdags gik de saarede helte paa gaderne i protest over, at de ikke havde modtaget loen i seks maaneder. Hvis ikke de fik deres penge snart, saa de sig noedtsaget til selv at tage dem. Derfor lukkede alle byens forretninger af frygt for roeverier. Onsdag og torsdag kunne vi derfor ikke opholde os andre steder end derhjemme, da soldaterne skoed og biler blev konfiskeret.

Fredag dukkede praesidenten for Sydsudan, altsaa ikke al-Bashir, op for at tale til byen. Desvaerre maatte vi ikke tage op og hoere ham for MS, der var bekymrede for sikkerheden. Det viste sig dog at vaere helt ubegrundet. Der havde ingen problemer vaeret - og vores overpylrede familie havde da ogsaa foreslaaet, at vi tog med dem derop.

Men nu har soldaterne faaet deres penge, saa der skulle ikke vaere flere problemer med dem.

I mellemtiden er en af vores nabos fem koner doed. Det resulterede i, at vi i flere naetter har maattet sove til lyden af trimmer og sang. Saadan soerger man nemlig i Sudan. Musikken er med til at forhindre, at folk soeger ind i sig selv. I stedet deler man sorgen imellem sig.

Naboen havde aabenbart ikke faaet betalt fuld brudepris for sin nu afdoede hustru, saa hendes foraeldre naegter at begrave liget, foer de har faaet 50.000 sudanesiske pund (ca 100.000 dkr) samt syv koeer. Frygteligt, at folk kan taenke paa penge, naar de lige har mistet deres datter!

Situationen foerte dog til en interessant diskussion med vores far om polygamy og brudepris. Juma mente nemlig, at hvis han tog en kone mere, var det mindst lige saa meget for Susans skyld. Saa skulle hun ikke foede saa mange boern, og hun ville have en til at hjaelpe sig med husarbejdet.

Men det synes Susan bare ikke om. Hun havde reageret meget promte, da der engang gik rygter om, at Juma havde en elskerinde.

Han forsvarede sig ved at sige, at han jo ikke havde planer om at gifte sig med det andet pigebarn - hun var jo bare en veninde!

Han kunna da ogsaa til noed affinde sig med kun at vaere gift med Susan, hvis han saa maatte have kaerester ved siden af. Men til spoersmaalet om hvordan han ville foele, hvis Susan tog sig en elsker svarede han blot "she's not allowed to". Hurra for ligestilling!

Signe og jeg knokler videre paa vores museumsplaner. Vi har haft problemer med at skaffe de fornoedne funds, men nu ser det omsider ud til at lykkes.

Vi har skrevet alt materialet om fredsaftalen og valgprocedurer, der skal udstilles i moedesalen. Vi arbejder lige nu paa de portraetter med personlige historier, der kommer til at pryde bombeskjulet paa resource centret.

Torsdag har vi moede med MAG, minerydningsfolkene, som har lovet os plakater om mine risk education, samt et eksempel paa en klyngebombe!

Saa tingene skrider fremad, selvom vi begynder at have lidt travlt. Om 5 uger er vi paa vej til Kampala - og museet skulle jo gerne have aabnet inden da.

Sidste mandag var Signe og jeg oppe og redigere nyheder med jounalisterne paa Liberty FM. Redigeringsstudiet laa i et rum, der samtidig var sovevaerelse for to mennesker. Her stod en aeldgammel computer med et simpelt redigeringsprogram. Med en baandoptager indspillede de overskriften, og da vaerten stillede om til reporteren, byttede de to plads, saa reporteren nu talte i mikrofonen. Vi har faaet lovning paa en CD med alle deres nyhedsoptagelser, saa vi kan tage det med hjem.

I naeste uge tager Signe og jeg til Juba med Peter fra kontoret fra mandag til tirsdag. Det bliver fedt, at se noget andet end Yei, selvom det bliver en kort smuttur.

Og i paasken skal Peter og pigerne ogsaa paa tur. Denne gang til Arua id et nordlige Uganda, hvor der er hotel med pool - og hvor man kan faa ost, yoghurt og chokolade og mange andre gode ting, som vi ikke har adgang til heroppe.

I gaar gik den vilde insektjagt pa vores vaerelse. Udbyttet blev tre kakerlakker, en hveps og en gigantisk edderkop - bvadr!!!

Det var alt for nu - I faar en update, naar jeg kommer "hjem" igen.