Profile
Blog
Photos
Videos
Vil lige fortaelle jer lidt om sikkerhedssituationen her i Yei efter at i nok alle har hoert om arrestordren paa praesident Omar al-Bashir og de konflikter det har medfoert i Khartoum og Darfur.
Lad mig foerst minde jer om, at Sudan er Afrikas stoerste land, og at jeg er tusindvis af kilometer fra disse braendpunkter. Desuden var Bashir fjenden under krigen, saa de fleste hernede er enten ligeglade med eller glade for arrestordren - saa vi bliver ikke smidt ud af landet lige foreloebig.
Men her er dog andre dramaer. Fredag var Signe og jeg involveret i et motorcykelstyrt paa vej hjem fra landsbyen Rubeke, hvor vi havde besoegt Maja. Min kollega Anett koerte med Signe og jeg bagpaa og havde frygtelig travlt med at komme tilbage til Yei. Maaske ogsaa lidt for travlt naar man ser paa hvor daarlige vejene er. I hvert fald ramte vi en kant og floej af cyklen.
Signe og jeg slap med skraekken og nogle hudafskrabninger, men Anett havde smerter i baade ben og brystkasse. Men vi var en times koersel fra Yei og uden for mobildaekning, saa der var ikke andet for end at kravle op paa "hesten" igen og fortsaette. Da vi naermede os byen tog vi ind paa en gratis klinik drevet af en kristen forening. Her rensede en sygeplejerske vores rifter og kiggede paa Anett, mens hendes mand ringede efter Camilla, der straks kom og hentede os.
Derefter gik turen til hospitalet, hvor Anett kunne blive roengtenfotograferet. Jeg sad sammen med hende paa bagsaedet og hun krympede sig ved hver en lille ujaevnhed i vejen.
Da vi endelig kom frem til hospitalet var der naesten ingen personale og slet ingne baare, saa vi maatte endnu engang halvt baere halvt traekke Anett ind paa hospitalet, hvor laegen var aldeles upaavirket af hendes tilstand. Roengtenafdelingen var lukket for den dag, og hun blev indlagt paa staerke smertestillende indtil i dagen efter. Hun er nu udskrevet med en braekket for og to braekkede ribben.
Paa sygestuen laa saa mange mennesker med frygtelige skavanker, at man kun kan blive mere syg af at opholde sig der. Kvinden i sengen ved siden af manglede eksempelvis en haand og havde store brandsaar paa begge arme. Sandsynligvis resultatet af naerkontakt med en UXO (Unexploted Object).
Vi har siden sidste haft curfew her i byen og maa ikke bevaege os ud efter kl 22. Og den var vi meget glade for natten mellem fredag og loerdag, da LRA angreb en mindre landsby faa kilometer uden for byen. Hele natten gik advarselstrommerne omkring byen, men Signe og jeg sov trygt fra det hele.
LRA var ni personer, kun bevaebnet med pangaer, og fire personer blev draebt paa stedet, to doede senere paa hospitalet. Heldigvis er vi sikre her inde i byen, hvor de er for faa og for daarligt bevaebnede til at turde angribe. Men Maja blev hentet ind loerdag, mest pga. frygt for at vejene ud af byen bliver spaerret.
Naar alt dette er sagt, saa har jeg det skoent. Og vi maerker meget lidt til disse ting, selvom vi hoerer om dem jaevnligt. Vil bare fortaelle jer, at jeg har det fint, og at I ikke skal vaere bekymrede.
Weekenden har virkelig staaet i hyggens tegn. Loerdag bagte jeg pizza til vores to MS-ansatte, Camilla og Peter, Signe, Maja og to tyske FN-soldater. Det blev en virkelig hyggelig aften med god mad og roedvin - mums!
Soendag lavede vi pandekager og saa film hos Peter. Pyh, det er varmt at ligge og putte i bjerge af taepper og puder i 35 graders varme!
Signe og jeg har sat gang i et meget ambisioest projekt. Et krigsmuseum i Yei, som sandsynligvis vil blive det foerste af sin slags i hele Sydsudan.
Da vi fremlagde ideen for Eric, der er manager paa ressourcecentret, var han forest uforstaaende. Men dad et endelig gik op for ham, hvad vi ville, var han fyr og flame. Han ringede straks til en af vagterne, Bakata, og faa timer efter var bombetskjulet ryddet, rengjort og klar til brug. Ingen "African time" her.
Vi har ogsaa faaet tildelt en frivillig fra ressourcecentret til at hjaelpe os med at samle alle de historiske facts mv. som vi skal bruge.
I aften har vi et moede med vores minerydder ven Alistair paa Green Mango, et restaurant, der af mange lokale betragtes som "Syndens Hule". Her moedes alle kawhaja'erne hver torsdag aften og drikker oel.
Sidste torsdag moedtes vi med Leo, der arbejder med Post Traumatisk Stress Syndrom. Han er helt vild med ideen om museet. Faktisk er han kun utilfreds med at han ikke selv fik ideen - saa vi har sandsynligvis sikret os midler fra hans organisation!
Ellers nyder jeg bare livet, byen og min dejlige "familie". Det er skoent at kunne samles med kvinder og boern paa en flettet maatte i gaarden, naar man kommer hjem om eftermiddag. Signe og jeg tumler rundt med ungerne, der forsoeger at laere os arabisk, og naar maden er klar spiser vi allesammen med fingrene fra et stort fad!
Naa, men det var alt for nu. Skriver igen naar vi er naaet lidt videre med projektet.
- comments