Profile
Blog
Photos
Videos
Så er der endnu en rejsebeskrivelse - denne gang fra Vava´u og turen til Fiji:
Lørdag 19. juni
Endnu en nattevagt var ovre - denne gang var det Margrethe og Palles sidste på turen, og det var de vist ikke kede af. Jeg var meget, meget træt, da jeg gik i seng kl 2 og sov tungt til kl. 7, hvor min næste vagt startede. Lasse var på vagt, da jeg kom op. Det blæste stadig en del og i mørket kunne man skimte øen. Mens solen stod op trådte Vava´u tydeligere frem foran os. Da vi rundede den første pynt, tog både vinden og dønningerne noget af. Vi blev mødt af en række sejlskibe på vej nordpå fra Vava´u - absolut det meste trafik vi havde oplevet på turen.
Vi skulle sejle mod vinden ind gennem fjorden til havnen "Port of Refuge" ved Nieafu. Derfor blev sejlet pillet ned og motoren sat igang. Jeg fik lov at tage roret en stykke af vejen. Man kunne ikke checke ind om lørdagen, så vi fandt en bøje at lægge os ved. Selvom det ikke var tilladt, besluttede vi alligevel at gå i land. Vi fandt cafeen "Aquarium", hvor der er gratis internet og ud over en gåtur i byen, som var ved at lukke ned for søndagen, tilbragte vi det meste af dagen der.
Lasse og Paola tog ud på båden, mens vi andre sad og sludrede på Aquarium hele aftenen. VI faldt i snak med en New Zealandsk mand, David, der var i Tonga for at hjælpe og undervise lærer i de lokale skoler. Han var meget interesseret i livet ombord på en båd og rigtig hyggelig at snakke med.
Det var dejligt at kunne gå i seng på en båd, der lå helt stille i den beskyttede havn, hvor vi ligger kun 20 meter fra kysten, men på dybt vand. Der var ingen knirkende senge, bølger mod skroget eller mærkelige lyde fra dækket, der kunne forstyrre søvnen, så jeg sov tungt og godt.
Søndag 20. juni
Jeg ville gerne opleve kirkegangen, så Palle, Margrethe og jeg stod tidligt op og kom i det pæne tøj, så vi kunne gå i kirken kl. 10. Det var en sjov oplevelse. Kirken var stopfuld med folk i deres fineste tøj - der var kjoler, som kunne have gjort sig som gallekjoler i 80´erne, med pufærmer, satinlook og det hele. De fleste havde flettede sivmåtter om livet - både kvinder og mænd - det er traditionen, men kombineret med vestligt tøj, ser det lidt spøjst ud. Der var masser af børn i kirken, som var ret underholdende at iagttage. De var utrolig stille, men særlig de mindste blev vist også ret utålmodige med tiden. Gudstjenesten, der var på tongansk, varede 1½ time, hvilket kun lige var, hvad vi kunne holde til. Der var ikke noget frokost bord bagefter, som de andre havde oplevet det på Rarotonga, så vi satte os på Aquarium og fik en burger. Mike, der ejer Aquarium, kom og snakkede. Han er amerikaner, men har bosat sig her og åbnet cafeen/restauranten. Vi tilbragte mange timer hos ham, for der var en rigtig god stemning, terrassen lå med udsigt over vandet, gummibåden kunne ligge der og der var gratis internet! Hans ansatte var også rigtig søde og smilende - i modsætning til Tropicana længere inde i byen, hvor ejerne var knap så venlige.
En dansk projektbåd, Oasis, var også i Vava´u og vi faldt naturligvis hurtigt i snak med Søren og Mads og de to drenge ombord, William og Jonas. De havde været så uheldige at miste masten på båden, da de sejlede hertil fra New Zealand, hvor de kom ud i noget barskt vejr. Der var heldigvis ikke sket dem noget, men båden så noget underlig ud uden mast og rig. Deres rederi derhjemme var igang med at finde ud af, hvordan de kan få en ny mast herud. De kommer til at sejle til Fiji for motor, for det er det eneste sted herude, hvor masten kan blive sat på. Vi havde en del med dem at gøre på Vava´u og vi aftalte, at vi ville leje en bil sammen mandag og køre øen rundt, efter vi var blevet indklareret.
Om eftermiddagen tog Lasse, Paola og jeg gummibåden en tur ind i en fjord lidt nordligere end Port of Refuge. Det var heldigvis stadig højvande, for ved lavvande er grunden nogle steder helt tørlagt. Vi sejlede under en bro, som for efterhånden lang tid siden var brast sammen - synd for dem, der bor på den anden side!
Mandag 21. juni
Lasse stod tidligt op og gik på toldkontoret. Desværre skulle de have båden over til kaj, så vi måtte have motoren i gang og ligge og cirkle rundt, indtil der var plads til os. Forinden havde jeg været i land for at finde Søren, så vi kunne rykke planerne. Han havde problemer med biludlejningen, da de pludselig ville have dobbelt så meget end aftalt, så det blev aflyst.
Ved middagstid var vi endelig indklareret og kunne lægge os over til bøjen igen. Vi tog i land og mødte Søren og Jonas. De ville gerne med på tur og opleve lidt af øen. Turistbureauet var ikke videre hjælpsomme, men Lasse fandt en taxachauffør, som var med på at køre os alle rundt for 100 dollars. Ind med os i en lille minibus (der så nyere ud end de fleste biler på øen) og afsted ud på landevejen. Det var ikke nogen videre kønne landsbyer vi kom igennem. Der var meget fattigt - de eneste bygninger, der var gjort noget ved, var kirkerne, som til gengæld også strålede.
Kongen i Tonga giver hver familie 4 hektar land. Det betyder, at alle har nok jord til at forsøge sig selv og de dyrker, hvad de har brug for. Der går også grise rundt overalt - og til dels høns. På den måde overlever de, for der er næsten ikke noget arbejde at få. Det betyder også, at madvarer er temmelig dyre her. Kongen selv og hans familie ejer naturligvis en masse, men det er ved lov forbudt at tale dårligt om kongen, så det vil jeg lade være med!
Vi fik taxamanden til at kører os ned at nogle småveje, som han helst ville have passeret (guide var han bestemt ikke!), så vi fik også set et par strande, men ikke noget der var fantastisk. Han stoppede dog ved et skur, hvor 4 mænd var igang med at lave kava (en brun drik, de drikker, som er mild euforierende og lavet på rødder og grene fra et bestemt træ/busk). Det var virkelig manuel arbejdskraft! En mand sad med en stor si, som han rystede pr. håndkraft. Tænk at gøre det en hel dag!
Tilbage i Niafu fandt vi et lille supermarked, hvor vi fik fyldt depoterne lidt op. Vi tog ud til båden og grillede i regnvejr. Når solen er gået ned bliver jeg automatisk træt, så det er nogle tidlige aftener på båden - bare jeg nu ikke ender med at blive A-menneske.
Tirsdag 22. juni
Palle og Margrethe stod tidligt op, for de havde bestilt en dykkertur sammen med Søren og Jonas.
Paola og jeg tog i land lidt senere for at gå en tur op til Mount Talau lige ved byen. Vi gik igennem et beboelsesområde og op ad bakken. Da vejen blev en grussti, kunne vi begynde at ane udsigten. Desværre var stien op til toppen blokeret med pigtråd, så vi kom ikke helt op, men udsigten over Port of Refuge var også meget værd.
Om eftermiddagen var jeg med Palle og Margrethe inde i byen, hvor vi hang omkring på cafeer og fik kaffe og kage - og surfede på internettet.
Onsdag 23. juni
Vi besluttede at udforske lidt mere af øen og og tog vejen sydpå ud af byen. Der kom vi forbi en lillebitte smykkebutik, som en familie lige havde åbnet i deres hjem. De laver skærearbejder i ben (oprindeligt var det hvalben, men nu bruger de okse) og vi købte alle lidt. De var utrolig søde og vi piger fik hver en gave, da vi gik.
Videre ud af vejen kom vi igennem et beboelsesområde for de mere velhavende - der var store hegn om husene, der var store og meget fine. Et hus var bygget som stævnen af et skib - meget specielt, men ikke særlig kønt.
Efter et par kilometer kom vi til landsbyen Toula, som var rigtig hyggelig med små huse og haver, hvor der var masser af blomster. En flok kvinder sad i en hal og flettede måtter - og blev meget glade for noget tøj, som Margrethe havde taget med. En flok børn blev også begejstret for hendes balloner.
Kort derfra lå grotten, som vi var gået efter. Den var nu temmelig lille, men Palle hoppede i vandet inde i den (jeg ville egentlig også, men var overbevist om, at jeg ikke kunne komme ned ad klipperne uden at slå mig). Kyststrækningen var helt fantastisk. Det var ebbe, så vi kunne gå et stykke i sandet/på klipperne og kigge på havdyr og de grotter, som vandet gennem tiden har lavet i klippen. Det var et rigtig dejligt sted - som også blev gennemfotograferet.
På hjemturen stoppede en østrigsk kvinde for os og kørte os ind til byen - meget pænt af hende.
Om aftenen havde vi bestilt bord på "the Dancing Rooster", som var ejet af en schweitisk kok og de havde buffet-aften. Der var nu kun 12 gæster incl. os 5 og maden var nu ikke noget at råbe hurra for - og jeg fik sådan en mavepine, at jeg ikke kunne sove hele natten. ÆV!
Torsdag 24. juni
Palle og Margrethes sidste dag! Vi startede med at lægge os over til molen for at få diesel på. Lasse checkede os samtidig ud, for at vi kunne købe den toldfrit - lidt snyd, da vi først tager afsted lørdag morgen. Det tog det meste af formiddagen, og jeg var rigtig skidt - heldigvis som den eneste.
Derfor tog jeg det med ro og tog ikke med Palle og Margrethe ind i byen. De fik ordnet de sidste indkøb og planlægning.
Til aften besluttede vi at tage ind på Aquarium til deres pastaaften. Det viste sig at være en rigtig god ide, for det var superhyggeligt. Et ukulele-band sad på gulvet rundt om en spand kava og spillede for os. Maden var rigtig lækker og der var den dejligste stemning. Mike var henne hos os et par gange. Han havde barberet sit fip-skæg af, så det var næsten ikke til at kende ham. Desværre var min mave stadig ikke helt i orden, så ret tidligt måtte jeg bede om at blive sejlet ud til båden, hvor jeg i fred og ro kunne pleje min dårlige mave. Rigtig ærgeligt på de andres sidste aften.
Fredag 25. juni
Palle og Margrethe skulle flyve kl. 9, så de var rigtig tidligt oppe for at pakke det sidste. Vi andre kom også op for at få sagt farvel. De kom godt ned i gummibåden med taskerne, der var tunge og fra båden så Paola og jeg taxaen, med vores chauffør fra forleden, ankomme inde ved Aquarium som aftalt.
Så er der var os tre tilbage på båden indtil Fiji. Der blev meget stille. Vi tog ind til byen for at købe ind til turen over og tog det ellers med ro. Søren og Mads inviterede os på mad hos dem om aftenen. Mads og William skulle flyve hjem dagen efter, så det var deres sidste aften. I den anledning havde William fået lov at bestemme menuen, som stod på store bøffer! Til dem var der luksusen: salat og ovnbagte rodfrugter - og pandekager med is til dessert. Det var noget af et festmåltid. Det var en rigtig hyggelig aften og fint at få set "båden uden mast". Vi sagde farvel ved 11 tiden - Søren og Jonas ser vi måske igen på Fiji, hvor de skal over for at få sat ny mast og rig på, når deres nye styrmand ankommer den 3. juli. Det har været et hyggeligt bekendtskab, så det vil være dejligt, hvis vi når at se dem i Suva.
Lørdag 26. juni - tirsdag 29. juni
Vi var tidligt oppe for at gøre klar til afgang. Morgenen var fin og vi havde en rolig sejlads ud til det første waypoint. Turen fra Vava´u til Fiji på omkring 450 sømil er berygtet, for østsiden af Fiji består af en masse rev, som gør det svært at besejle øerne. Heldigvis har Lasse sejlernes "bibel", som er en bog skrevet af Jimmy Cornell med detaljerede rutebeskrivelser og kursen blev lagt efter den, sådan at vi først gik nord om en lille ø ca 34 sømil vest for Vava´u, derefter lidt mod sydvest for at komme fri af revene og så igen lidt nordpå mod Suva mellem et par øer og rev, der ligger forholdsvis langt fra hinanden.
Vi startede med at sætte storsejlet udenfor indsejlingen til Vava´u, men det holdt kun et par timer, for vinden løjede og var al for ustabil - øv. Så den måtte ned igen. Men jeg fik da prøvet kræfter med at stå ved masten og mosle med så stort et sejl - jeg skal nok få det lært. Jeg ville bare ønske, at jeg var 10 cm højere, så jeg bedre kunne nå. Det er det samme for at se over sprayhooden i cockpittet - jeg skal så på tæer for at se ud over. Mon plateau-sko er svaret?
Dagene går i et på sådan en passage. Det første døgn havde jeg stadig dårlig mave og kunne ikke rigtig spise noget. Det bestød også, at jeg blev lidt søsyg - eller jeg ved ikke, hvad der var hvad, jeg var i hvert fald dårlig.
Lasse sov i cockpittet, mens Paola og jeg skiftedes til at være udkig med 3 timers vagter. Af mine vagter var den fra 2-5 var helt klart den sværeste. Natten til mandag var dog utrolig smuk. Månen var fuld og ved at stå op, da jeg kom op kl. 20. Den stod hel mørkegul i kimmingen og kravlede så langsomt op på en næste skyfri himmel. Natten var meget lys og vandet lyste i måneskinnet.
Desværre måtte vi sejle for motor det meste af turen, for der var meget lidt vind. Vi havde dog genovaen oppe meget af søndagen og jeg fik lært at sætte spilerstagen på, så vi kunne sejler med genovaen spændt ud, så den ikke stod og blafrede.
Det var en meget stille tur, hvor jeg brugte timer på bare at se ud over vandet og tænke på livet, universet og alting! Jeg har ikke fundet noget svar endnu, men det er vel heller ikke meningen.
Omkring kl. 4 natten til mandag rundede vi waypoint nr. 3 og gik mellem en ø og et rev. Vi kunne nu kun se dem i søkortet, så der var god plads til os.
Kl. 20.43 mandag aften rundede vi 180 længdegrad og gik fra vestlig længde til østlig. Der skete nu ikke noget - der er ikke nogen ceremonier eller andet, som når man runder ækvator (nok fordi, der ikke er så mange, der runder 180, som ækvator).
Ved middagstid tirsdag fik vi endelig Fiji i sigte. Der er et rev udenfor Suva, som vi skulle igennem, men med det elektroniske søkort gik det fint. Det var nu også forholdsvis let at se i dagslyset - og der var sat et par bøjer op. Men i mørke vil det være praktisk taget umuligt at komme ind.
Før vi ankom havde vi kontaktet havnemyndighederne, som sagde vi skulle ankre op ved yachtklubben, så det gjorde vi. De forskellige myndigheder ville komme ombord. Vi gik igang med at rigge båden af - der var ikke meget at gøre, da vi havde sejlet for motor og alt var i skønneste orden ret hurtigt. Men myndighederne kom stadig ikke. Lasse kaldte over radioen - jo jo, de ville være her lige om lidt. Et par andre både kaldte også op, de havde ventet hele dagen på at blive indklareret. Men så - et par timer efter vi ankom - kom båden med immigrationsmanden, sundhedsmanden (som var så tyk, at han havde problemer med at komme ombord) og toldkvinden. De havde en masse papirer, som skulle udfyldes, men alt i alt tog det vel ½ time og de var meget hyggelige og ville gerne snakke og grine.
Så var vi endelig ankommet til Fiji. Vi tog et smut ind til yachtklubben for at fejre det, fik en øl og så tilbage til båden, for vi var alle udmattede efter 4 dage uden en ordentlig natsøvn. Der var stille ombord meget tidligt. I morgen skal vi udforske Suva og gøre båden klar til de nye gaster.
- comments
Kirsten Hej Karen. Igen en omfattende og meget spændende beretning, samt fantastiske billeder fra Vava'u - mere af den slags udbedes venligst, men bestemt!!!! Knus og kram fra Mor