Profile
Blog
Photos
Videos
Jeg har skrevet en laaaang rejsebeskrivelse/dagbog for de sidste to uger - hvis I har mod på det, er I velkomne til at læse med:
Mandag 7. juni
Det blev ikke til ret meget søvn på flyet fra LA. Ud over at være lidt urolig for, om jeg kom gennem imigrationen på Cook Øerne, så var det heller ikke nemt at finde en behagelig sovestilling. Det var godt nok et ret tomt fly - der var en håndfmuld brudepar på vej på bryllupsrejse og ikke mange andre, så jeg havde to sæder for mig selv. Jeg så "Valentines Day", fik lidt mad og prøvede så at sove. Kl ca 4.30 blev lyset tændt - vi var ved at nærme os Rarotonga. Det var dog stadig fuldstændig bælvragende mørkt overalt udenfor. Først ca. 10 min. før landing fik jeg øje på nogle lys - og så var vi der.
Det allerførste indtryk var duften. Det var køligt, da vi gik fra flyet over til den lille ankomsthal, men luftede havde en skøn, sød duft af blomster og træer. Alle fra flyet stillede sig i kø til imigrationen - der var tre skranker og kvinderne ved dem var i uniform, men havde en lille blomst bag øret. Meget charmerende. En gammel mand stod bagved på transportbåndet og sang og spillede på ukulele. Jeg kom frem til skranken, damen tog et kig på mine papirer - og jeg kunne gå igennem. Der var ikke engang nogen spørgsmål. Det var åbenbart blevet klaret i LAX. Min bagage fik jeg med det samme, men så var der lige en kø mere. jeg måtte en tur forbi gennemsyn, da jeg havde noget slik med til båden. da jeg hacde vist det, var de dog mere interesseret i grillen, men også den kom igennem. Så kunne jeg gå ud og møde Lasse i ankomsthallen.
Meget mod hvad jeg havde forestillet mig, var han på cykel til lufthavnen. Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde troet. Men jeg fik en taxa til al bagagen og kørte de 500 meter ned til havnen, hvor Lady Sunshine lå. Det var stadig helt mørkt, men Margrethe og Palle og Paola var stået op for at tage imod mig - vi var vist alle ret søvndrukne, men det var dejligt med sådan en modtagelse. De havde tydeligt hørt flyet, da vi ankom og det var da, Lasse stod op. Paola lavede morgenmad til mig (og til Lasse og hende) med dejlige æg, toast og papaya-frugt. Vi sad i cockpittet og spiste og snakkede mens solen stod op. For mig var det fuldstændig uvirkeligt endelig at være der - det er først nu, et par dage senere på vej mod Niue, det rigtig er ved at synke ind.
Det andet par, som havde været med ombord siden Columbia, Dan og Leise, var stået af på Bora Bora, så vi var kun 5 ombord. Det betyder, at jeg har fået styrbordskahytten for mig selv indtil videre. Når de andre kommer på i Fiji, skal jeg flytte til kahytten i stævnen, men sove i salonen, når vi sejler. Lige nu nyder jeg luksusen ved at have min egen kahyt, og det skal nok være fint senere også, for vi kommer ikke til at tage særlig lange stræk efter Fiji. Palle og Margrethe står af på Tonga i stedet for Fiji, så Lasse, Paola og jeg kommer til at tage turen til Fiji alene, men det er kun et par dages sejlads, så det går nok. Lasse vil måske tage til Australien i efteråret i stedet for til Indonesien, for hans mor er ret syg derhjemme. Det kan godt ske at planerne bliver ændret lidt undervejs, men det er jo en af betingelserne ved at rejse på denne måde.
De andre havde planlagt en gåtur hen over øen samme dag, sammen med et australsk/amerikansk par, de havde fulgtes lidt med tidligere (Alecia og Louie). Jeg var frisk på at lave noget, da jeg nok ellers nemt ville kunne falde hen. VI tog afsted ved 9 tiden med mad og vand i taskerne. På vejen op mod det indre af øen, som var dækket i skovklædte klipper, gik vi forbi huse og små marker med køer, grise og høns. I vejkanten så vi flere grise og en flok grisebasser. Vi kom ind i skoven og fulgte et spor - desværre viste det sig, at sporet ikke var det rigtige. Efter en times klatren, hiven sig op ved lianer og rødder og gliden rundt i mudder, kom vi endelig til en top - og kunne se over på den ret markante top, som vi skulle have været ved, for at komme over til vandfaldet. Æv. Ned igen. På dette tidspunkt, var jeg ved at være godt træt og mine ben ville ikke helt som jeg ville. Men vi kom ned igen (det var ikke helt så hårdt som op) og fandt den markerede rute (med pink bånd og maling). Så gik det op igen - jeg måtte kræve en pause halvvejs, for det var stejlt. Vi fik en kage, som paola havde bagt i anledningen af at jeg kom. Sødt! Det gav lige lidt mere energi og vi kom til den rigtige top. Så skulle vi bare finde ned igen!!! De andre gik helt op til toppe og nød udsigten, men jeg blev nede sammen med Paola og hvilede. Først gik vi af en rute ned mod vandfaldet - men da den begyndte at stige, valgte vi at vende om, for at tage en anden rute. Den viste sig bare at være en sti til vedligeholdelse af et vandrør, der løb langs stien - så vi måtte op igen og tilbage af den første sti! Christ! Nu var jeg træt - meget træt, men vi skulle længere ind i skoven.
Det vi troede var en 10 min. tur til vandfaldet fra toppen, var i mit tempo nok nærmere en times vandring op og ned og over vandløb og glatte sten. Havde jeg været udhvilet ville det have været helt vildt sjovt, men mine ben ville ikke som jeg, så jeg måtte hage mig fast med armene og kæmpe mig frem. Det meste af vejen ned fulgtes jeg med Lasse og Paola, men Palle ventede på os og tilbød at bære min taske for mig. Det var rigtig pænt gjort og gjorde den sidste del af turen lidt lettere. Endelig nåede vi vandfaldet og jeg tog en hurtig dukkert i det meget kolde vand. Der var en hel del lokale der også, for det var helligdag på Rarotonga. Efter den lange tur derover blev vi meget kort ved vandfaldet, for vi var nu på den anden side af øen og det var blevet senere end forventet på grund af alle omvejene. Vi ville prøve at få en bus tilbage til vores side af øen, så vi gik (heldigvis et kort stykke) ned til landevejen. Bussen var lige kørt, så vi begyndte at gå og der gik ikke lang tid, før en venlig mand tog os med op at køre. Vi kunne være i bilen alle 7, så det var helt perfekt.
kl. var 5, da vi var tilbage ved bådene - alle godt udkørte og møgbeskidte! Tøjet røg direkte i vaskemaskinen (som vi heldigvis har ombord - Alicia skulle vaske ved håndkraft dagen efter). Vi tog bad på agterdækket af båden efter tur. Der er en håndbruser med ferskvand derude, så man står nede på agterdækket og vasker sig, med Dannebrog viftende ved siden af sig - hvis vinden er i den rigtige retning, kan det være svært ikke at blive viklet ind i flagte samtidig!
Den nye grill, som jeg havde haft med, skulle indvies, så Alecia og Louie var inviteret til b-que på båden om aftenen. Det var rigtig hyggeligt at sidde i cockpitten med en øl og vin og lækker mad fra grillen, mens vi sludrede og lærte hinanden lidt at kende, men jeg var nu ved at være helt udkørt, så det blev en tidlig aften (hvilket det vist normalt er om bord). Jeg sov, inden jeg ramte puden.
Tirsdag 8. juni
Vi tilbragte dagen på Rarotonga, da det var planen at sejle videre dagen efter. Man står op som man vil i havn, men det bliver gerne tidligt, for det er for varmt at ligge i kahytte for længe. Morgenmaden tager man selv, som det passer. Når vi sejler, plejer frokosten at være hovedmåltidet, men i havn er det lidt, som man selv vil.
Vi startede med at lave en indkøbsliste og handle til turen over til Niue (udtales new-ay). Det blev til en kæmpe indkøbsvogn fuld og vi stod lidt i supermarkedet og snakkede om, hvordan vi skulle få det hele ned til båden fx ved at låne indkøbsvognen med. Men problemet løste kassedamen for os - hun tilbød simpelthen at køre hele læsset ned til båden i hendes frokostpause. Sikke en venlighed. Det bestød, at vi bare skulle bære kølevarene til båden selv.
Eftermiddagen blev brugt på en tur gennem byen sammen med Margrethe og Palle. Byen består af en enkelt vej langs kysten, med butikker og cafeer. Jeg fik købt et nyt snorkelsæt og kan slet ikke vente med at få det brugt. Vi gik på et lille konditori og fik kaffe og kage og derefter på internetcafe, så dem derhjemme kunne få besked om, at jeg var kommet godt frem. Margrethe og Pallle havde fået en artikel i Ribe Ugeavis, som vi også skulle se.
Det var rigtig svært at komme op af stolen igen, for hele kroppen var øm eftet gårsdagens tur. Men jeg kom da ned til båden igen. Vi grillede noget kød til aftensmaden og gik forholdsvis tidligt i seng.
onsdag 9. juni
Dagen hvor vi skulle afsted! Formiddagen gik stille og roligt. Jeg var ret usikker på, hvad der skulle gøres inden vi kunne sejle afsted, så jeg gik lidt rundt om mig selv. Lasse var oppe og checke os ud og betale havnepenge, og så blev det tid til at sejle afsted. Desværre var der ikke nogen vind, så vi måtte gå for motor. Ankeret kom - med lidt besvær - op og vi gik ud netop som en regnvejr indtog Rarotonga. Øen lå hyllet i tåger, mens vi sejlede ud i solskinnet. Lasse stod ved roret, men meget hurtigt kunne autopiloten tage over, så vi ikke behøvede at håndstyre.
Vagten blev fordelt, som de andre plejede at køre. To mand sammen i 4 timer. For mig bliver turen lidt luksus, for mine vagter bliver to-timers med 6 timers mellemrum - sidste time af Lasse og Paolas vagt og første time af Margrethe og Palles vagt. Det betyder at jeg har vagt fra 15-17, fra 23-01 og igen fra 7-9. Lige til at holde til.
Min første indtryk af Stillehavet var at det var blåt. En hel utrolig kongeblå farve. Det levede også godt op til sit navn, for der var utrolig stille og næsten ingen dønninger. Desværre heller ikke nogen vind, så vi må sejle for motor. Den første dag havde jeg svært ved at slappe af - det var alt for spændende at være afsted, og samtidig skulle jeg også finde ud af, hvordan rutinen er ombord, når man sejler. Dem der har vagt, skal egentlig bare holde udkig efter andre både og andet, der kan have betydning for sejladsen og holde øje med, at autopiloten ikke slår fra. Man sidder i cockpitten og læser, skriver, snakker eller kigger ud over vandet (vi ser meget efter hvaler, for det er sæson for dem nu). Dem der ikke har vagt sover eller sidder også i cockpitten. Der er ikke på denne tur nogen madordning eller plan for, hvem der skal gøre rent mv. Det bliver gjort lidt af alle, men det kræver jo også, at alle sørger for at deltage i det.
Lasse bøvlede noget med navigationsskærmen, som jeg havde haft med fra Danmark. Den var slet ikke blevet repareret. Det var rigtig ærgeligt, men vi kan sagtens klare os med det andet søkort - det er bare rart at have to og kunne se skærmen i cockpittet. Al navigationen foregår elektronisk, hvilket gør det dejligt nemt, men vi er også meget afhængige af, at teknikken virker. Turen over til Niue er på ca 595 sømil og vi regner med at tage 4 døgn om turen. Vi har en kurs på ca. 280 grader, men en del afdrift, så den styrede kurs svinger mellem 260-270 grader. Lasse holder med mellemrum øje med, at vi ikke kommer væk fra kursen. Det går bare ligeud i 4 dage.
På denne første dag til søs lavde Paola kylling og ris til os. Jeg havde fået en søsygepille just in case da vi forlod Rarotonga, men mærkede ikke noget videre til søsygen. Jeg var nu alligevel lidt forsigtig med at spise for meget og holdt mig udenfor så meget som muligt. Selvom det var stille vejr, så gynger båden jo i dønningerne alligevel. Jeg sag sammen med Margrethe og Palle i cockpittet mens solen gik ned og mørket faldt på. Det var let overskyet, så der var ikke så mange stjerner at se, men det var en mærkelig følelese at være helt alene ude i det store mørke. Det føltes nu på inden måde utrygt, bare stort.
Jeg fik en lur i løbet af aftenen og blev vækket igen ved 23-tiden. Paola gik i seng og jeg sad med Lasse i cockpitten. Han var også ved at være godt træt efter en lang dag, så jeg forsøgte mig med at holde udkig. Det skete nu ikke noget og kl. 00 kom Palle op til sin vagt. Margrethe fik lov at sove lidt længere, indtil jeg gik ned ved 1-tiden. Jeg havde ingen problemer med at sove overhovedet og tørnede ind uden problemer.
torsdag 10. juni - lørdag 12. juni
Der er masser af tid, når man sejler. Den ene time tager den anden, og scenariet omkring båden skifter næsten ikke. Det der skifter er skyerne. Der kommer en del byger - især med støvregn, som gør alt i cockpitten fugtigt. Temperaturen er behagelig - når solen er på er den varm, men man kan finde skygge under soltaget. Min hvide hud er temmelig følsom, så jeg smører mig ind i solcreme - de andre har en fantastisk kulør nu, så de er holdt op med det. Om ikke så lang tid, vil jeg også have fået en flot kulør, men inden skal jeg jo nok igennem nogle skoldninger. Jeg forsøger nu at undgå det og lader være med at sidde i solen i middagstiden.
Paola og jeg blev enige om, at vi på turen vil lære hinanden henholdvis spansk og engelsk. Vi holder skole et par timer hver dag - en bonus for turen må man sige. Det er nu svært, men det lidt franske og italienske jeg kan hjælper. Det bliver også nemmere og nemmere at forstå Paola.
Dagen gik ellers meget som den foregående og det hele går lidt i et. Jeg sov da det blev mørkt, men vågnede ved at motoren blev slukket. Det måtte jeg op og undersøge. Lasse havde sat genovaen, for der var kommet noget vind. Vi sejlede godt nok ikke så stærkt - kun 4-5 k*** - men det var dejligt at slippe for motoren et stykke tid. Man kunne pludselig hører vandet langs båden meget tydeligere - og udstødningslugten var også væk. Det er ellers ikke meget motoren larmer, men stilheden var alligevel dejlig. Alle lydene fra båden blev også meget tydeligere - noget der rasler eller slår mod siden. Dejlige lyde at sove til. Desværre holdt vinden kun et par timer. Da jeg kom op til aftenvagten, var motoren sat til igen. Jg fik historien om købet af båden, mens vi lå og kiggede på en fantastisk stjenehimmel. En træt Palle afløste Lasse ved midnatstid og jeg tørnede ind 1½ time senere. Der havde hverken være skib eller hvaler i sigte. Den første nat havde Palle og Margrethe set et skib i horisonten, men siden har vi været helt alene herude.
Jeg er ved at få lært de andre at kende. Palle og Margrethe er fra Ribe - vi har endnu ikke fundet fælles venner, men vi kan på en eller anden måde relatere meget godt til hinanden. De er rigtig søde og har været rigtig gode til at hjælpe mig med at finde mig til rette ombord. Margrethe er ergoterapeut og Palle er falckredder. Han søger ind til politiet nu, så de vil muligvis være i København, når jeg kommer hjem. Det kunne være hyggeligt.
søndag 13. juni
I løbet af formiddagen fik vi The Rock i sigte - de 595 sømil var klaret. Øen virkede nu ret flad trods dens kælenavn. Vi gik stadig for motor og da vi rundede den første pynt blev havet meget uroligt, med søer der kom ind fra alle sider. Det forsatte næste hele vejen op langs vestkysten af øen, til vi kunne gå ind mod Alofi, der trods alt lå en lille smule i læ for syd-vesten vinden.
Der så ikke ud til at være ret meget liv på øen, man kunne kun se et par enkelte huse hist og her blandt træerne og så en ret trist og lille havn. Der var ikke nogen mole og det er for dybt til at ankre op ud for øen (ca 30 meter dybde). Lystbåde skal lægge sig ved en række bøjer ud for byen og så tage gummibåden ind. Vi havde læst nogle drabelige historier om landingen med gummibåden, hvor den skal hives på land med en kran på molen. Da vi var kommet i stand på båden (ved bøje nr. 13), sejlede Lasse Margrethe, Palle og mig ind til øen, så vi kunne gå på opdagelse. Der var fuldstændigt mennesketomt! Gaderne lå øde, med det var jo også kirkedag, hvilket de går meget op i. VI havde håbet på, at finde en cafe og få lidt kaffe og kage, men det virkede ikke ret sandsynligt. Vi gik ud af hovedvejen - frem og tilbage - og overvejede at tage ud til en bar kaldet Washaway Cafe, som skulle ligge 5-6 km væk. Inden gik vi ned til en lille sandstrand, som jeg havde set fra båden. Her mødte vi Fraser, som var en skottisk New Zealænder på besøg hos hans tidligere patient, Jeff, der havde bosat sig på øen. Ham kom vi til at se mere til, men i første omgang fortalte han os, at Washaway Cafe var det eneste sted, der ville være åbent. Derfor besluttede vi os til at prøve at tomle derud.
Den allerførste bil stoppede for os. Det var Tony, en lidt sær tandlæge fra Brisbane, Oz. Han var også turist og ville vist gerne have selskab. Han kørte os derud - og tilbage igen. Cafeen var et specielt sted! Der stod et par piger og lavede burgere, men drikkevarene i baren måtte du selv hente, blande og huske på, hvad du havde fået. Stedet var kun åbent om søndagen og gæsterne var hovedsaligt "Palangi" -vestlige folk. Fraser kom der kort efter os, sammen med Jeff. Jeff var 81, havde haft strubekræft, men havde bekæmpet sygdommen og bygget sig et skønt hus på klipperne i Alofi - Retoration Reef. Vi havde set det tidligere på dagen og fik senere lov at komme ind og se den fantastiske udsigt og hans sti over klipperne i "haven" til udsigtsstolen.
Efter et glas vin og en burger på Washaway Cafe kørte Tony os tilbage. Vi fik en whisky af ham og så solnedgangen fra en lille lagune. Men så var det også blevet tid til at komme tilbage til båden. Desværre kunne vi ikke få radioen til at virke, så vi stod på molen og vinkede og viftede med lys, for at Lasse skulle se os. Først, da vi fik en bil til at blinke med lygterne, det gik op for Lasse, at det var os på kajen - men så kom han også straks efter os. Aftenen var stille og rolig på båden. Der var gratis internetadgang, så vi sad med hver vores computer og tjekkede mails mv. Vi kunne konstatere, at Danmark havde tabt den første kamp i VM til Holland.
mandag den 14. juni
Nu skulle Niue udforskes. Vi tog ind til øen straks efter morgenmaden og fik os checket ind; først i yachtklubben (som også var en lille cafe), så på politistationen(hvor vi også fik et Nuie kørekort) og tilsidst på toldkontoret. Jeg hævede lidt penge i banken, mens de andre fik lejet en bil. Vi mødte Fraser igen og inviterede ham med på turen rundt på øen - hvilket han var glad for. VI hentede ham ude hos Jeff og så samtidig hans fantastiske hus på klippen. De var igang med et spil skak, men Fraser virkede ikke ked af at måtte afbryde det. Jeff røg store cigarer - og særligt når han var ved at tabe et spil!
Vi kørte nordpå til Limu Chasm, som var en smuk lagune, hvor ferskvand fra øen blev blandet med havvand. Vi snorklede rundt der, og jeg fik prøvet mit udstyr af - ud over et sår på benet gik det meget godt. Vi fortsatte nordpå til Takaleve Chams, som var lidt det samme. Der var dybere og to klipper stod lodret på hver side. Det var meget smukt. Stien delte sig ved parkeringspladsen, og da vi tog den højre sti kom vi gennem et krat ud til en grotte med søjler og smukke formationer, som gav udsyn over en klippe formet som en bue.
Vi var nu blevet rigtig sultne, men på turen videre rundt om øen, var der ikke en eneste cafe eller bar, så vi kørte tilbage til Alofi, hvor Fraser blev sat af hos Jeff. VI blev inviteret med på en Hash Harriers Walk, men afslog. Det eneste sted, hvor man kunne få lidt mad var en indisk takeaway (ikke noget man regnede med at finde), men vi tog en let snack (mødte igen Fraser!!) og tog så ud til båden, hvor vi grillede. Det var ikke noget problem at få gummibåden op af vandet eller i igen, så nu mente vi, at vi havde styr på det - men det var også vindstille og næsten ingen dønninger.
Tirsdag 15. juni
Palle, Margrethe og jeg havde lejet bilen for to dage, så vi blev sejlet ind kl 8. Vi ville først på markedet, som skulle være startet kl. 6. Da vi ankom, var der tre boder med lidt håndarbejde tilbage og et par stykker, som solgte en klistret, sød, kokosgrød. Jeg prøvede lidt af den, men var ikke solgt. Jeg har den grød mistænkt for et lille maveonde senere på dagen...
Efter en besøg på internetcafeen, hvor jeg fik oprettet en blog og lagt lidt billeder op, hentede vi igen Fraser hos Jeff. Denne gang var der plads til ham på bagsædet - han havde siddet i bagagerummet dagen før. Vi kørte denne gang syd ud af byen og kom til nogle udsigtspunkter, hvor man kunne se blowholes. Vi kom forbi dykkercenteret, hvor vi forhørte os om muligheden for at komme på en hvaltur. Vi havde hørt fra yacht-klubben, at der havde været spottet et par pukkelhvaler omkring øen dagen før, men de kunne ikke love at vi ville få nogen hvaler at se - det er stadig lidt tidligt på sæsonen. Pukkelhvalerne kommer til Niue og Tonga hvert år, for at få deres kalve og parre sig og vi ville rigtig gerne se dem. De vil dog normalt først være her i juli.
Ved frokosttid var vi ved resortet på øen og vi kørte derind og fik en dejlig frokost på terrassen. Meget civiliseret! Det var et skønt sted, men også ret friseret. Der var udsolgt af øl på øen (der var ikke kommet nogen med det sidste forsyningsskib, fordi regeringen åbenbart skyldte nogen penge til New Zealand), men resortet var det eneste sted vi oplevede, at det var helt umuligt at få øl! Jeg fik en indbagt mahi-fisk og kokosnød at drikke! (den friske kokosnød bliver stillet for dig i en skål og der er boret et hul til sugerøret!
Mætte forsatte vi rundt om sydspidsen. Vi kom forbi en Noni-juice-farm og kørte ind forbi. Forpagteren, Tom, mødte os, og da han lige skulle igang med en rundvisning for et par andre gæster, blev vi inviteret med - så nu ved vi alt om, hvordan man laver noni-juice. Det smagte forfærdeligt, men alligevel købte vi alle en flaske, for det skulle være så sundt.
Vi fortsatte turen mod Toga chasm. Vejen var blevet til en grussti og pludselig stod skiltet der. Først gik turen gennem skoven, der var som taget ud af Tolkiens univers. Man ville ikke været blevet overrasket over at se et træ tale derinde. Stien sluttede brat, hvor man ved et palmetræ kunne se havet igen - og så så man ud over et klippelandskab af helt skarpe spidser, der spredte sig 100 meter ud mod havet. En venlig sjæl havde lavet en sti af cement, så det var muligt at gå ud over klippelandskabet, og vi blev ført til en 20 meter lang træstige, der førte ned til en sandplet med palmer midt mellem klipperne. Meget fantastisk - og overraskende.
Nu var dagen ved at ende, så vi kørte tilbage til Alofi, hvor vi blev i land for at bade og skifte tøj - jeg hos Fraser og Magrethe og Palle på havnen. Vi havde nemlig bestilt bord til en buffet og show hos Jennas. Der mødte vi Lasse og Paola (som havde taget vin og øl med) og også Faser og Jeff. Det var en lækker buffet (bla. fersk fisk marineret i kokosmælk - utrolig lækkert). Derefter var der show, hvor familien på skift gik på scenen og viste niueanske og tonganske danse. For mig, hvor det var første gang var det spændende, men de andre havde set det før. Til slut skulle vi alle op at danse med dem - det var så knap så kønt.
Da showet sluttede sagde vi farvel til Fraser, hvilket var lidt ærgeligt, for det havde været rigtig hyggeligt at være sammen med ham. Vi gik mod havnen for at tage gummibåden ud til båden. Men det var blevet højvande og det havde blæst op, så vandet stod ind over trappen, hvor båden skulle lægges i. Dønningerne var et par meter høje, så det ville være en udfordring først at få gummibåden i vandet med kranen, og derefter at få os alle sikkert i gummibåden. Efter længere drøftelse frem og tilbage, blev vi enige om at vente til det blev mere lavvandet kl. 12. Så sad vi der på en trappesten en times tid! Til sidst gik vi ned til havnen og prøvede - og det gik fint, selvom det var lidt vildt. Men godt teamwork og klar besked om, hvad alle skulle gøre var løsningen - og så lidt panik på. Vi var vist alle lettet, da vi nåede ud til båden.
Onsdag 16. juni
Margrethe vækkede mig med ordene: Der er delfiner heroppe! Jeg var straks ude af sengen og på dækket. Vi hoppede i en fart i badetøjet og lagde os med masker på bag båden. Der var en hel flok delfinder et stykke fra båden. Desværre var sigtet ikke så godt, så jeg så dem kun kort. Men dejligt endelig at have set dem. De var ikke legesyge - nok nærmere inde ved kysten for at finde mad, så de tog sig ikke af os. Men det var en god start på dagen.
Vi skulle afsted ved middagstid, så Margrethe. Palle og jeg tog ind til byen for lige at få det sidste med og checke os ud. Vi spiste frokost på Crazy Uga og tog så ud til båden igen, for at gøre klar til afgang. Båden skulle skrubbes, så Lasse, Palle og Margrethe sprang i med svampe. Paola og jeg gjorde rent.
Ved 3 tiden var vi klar til afgang. Fortøjningen blev taget og storsejlet kom op, for der var lovet en god vind (20-25 meter i sekundet). Den første del var lidt søen temmelig skæv, så vi nøjedes med storen, men senere kom fokken også op. Vi gjorde god fart (8-9 knob) og snart forsvandt Niue bag os. Det havde været et rigtig godt besøg.
Turen til Vava´u i Tonga er på ca. 285 sømil. Kursen er 266, men på grund af vinden må vi gå noget lavere. Vi må derfor tage en bomning engang i morgen. Der var fuld drøn på og 3,5 meter dønninger. Sjovt! Stille og roligt blev det mørkt og endnu en nattevagt begyndte. Der var en masse nye lyder i båden, som jeg lige skulle vænne mig til og bevægelserne er også helt anderledes, men søsygen udeblev heldigvis.
- comments
Mette Jensen Karen, det er simpelthen skøn læsning!!! Og de billeder.... Som Pernille lige sagde: "Nu kan jeg næsten ikke se flere billeder - jeg er helt med-sundelig" :o) Ja, det er jeg nu også, men jeg kan sagtens tage flere billeder ;-) 1000 kæmpe-knus og kram fra os alle Mette
Jens Lund Fantastisk :-)