Profile
Blog
Photos
Videos
Jamen goddag igen
Netop som duoen er blevet genformenet, skal den skilles igen. Det er med sorg i hjertet, at vi kan konstatere, at dette formegentlig bliver vores sidste blogindlæg på denne jordomrejse.
Efter er lang og knap så behagelig 13 timers bustur ankom vi til byen Airlie Beach tidligt den efterfølgende dag. Vi spildte igen tid med snølen og fandt hurtigt os selv gående langs bugtens fantastiske kyststrækning i 27 grader og høj sol. Airlie Beach er en hyggelig og intim lille havneby fyldt med liv og glade dage. Eftermiddagen blev tilbragt med solbadning, afslapning og læsning i byens kunstige lagune. Jullemis nød det i så høj grad, at hun stolt annoncerede, at byen var hendes favoritby på østkysten.
Efter en god nats søvn, dog afbrudt af en beruset nordmand/fjeldabe, satte vi den efterfølgende formiddag kursen mod byens smukke havn. Her gik vi om bord på en stor katemaran sammen med 20 andre glade unge mennesker, og sammen skulle vi tilbringe de næste to dage til havs blandt de eksotiske Whitsunday-øer. Første stop var Luncheon Bay på Hook Island, som er en lille afskærmet bugt gemt væk på øens nordlige side. Udstyret med dykkerbriller, snorkel og svømmefødder samt iført våddragt hoppede vi ud fra båden og befandt os straks i en forunderlig verden under havets overflade. En verden hvor bygningerne bestod af koreller i alverdens former og farver, og hvor indbyggerne var en mangfoldig samling farvestrålende og sære fisk. En verden så betagende at faktorer som tid og sted syntes at holde op med at eksistere. Temperatur er dog en altid gældende størrelse, så godt nedkølet vendte vi tilbage til båden. Her var der gjort klar til varm te og kaffe, og overordnet set var forplejningen og den generelle standard på båden i top. Mandskabet tog sig af al opvask, tilberedte al mad og var samtidig ekstremt venlige og yderst kompetente i alle henseende. Vi blev endda indlogeret i en kahyt, hvor vi fik tildelt vores egen store dobbeltseng.
Takket være vores kaptajns fremragende evner til at sejle i mørke var vi allerede tidligt næste morgen ved første stop - den legendariske Whitehaven Beach på Whitsunday Island. Det unikke ved denne strand er dens ultra hvide siliciumsand, som ved flod og ebbe danner imponerende flotte sandtunger i det krystal klar vand. Hver dag males der ved hjælp af tidevandet et kompliceret maleri af svirvlende blå og hvide farver, som ingen lighedstegn har med den efterfølgende eller forgående dags kunstværk. Det var først efter lang tids beundren, at det lykkedes at løsrive os fra det smukke sceneri og vende tilbage til båden. Hen på eftermiddagen var vi tilbage på Hook Island og skulle snorkel ved Manta Ray Bay. Vi besad dog ingen speciel god skildpadde- eller rokkekarma og oplevede ingen af disse dyr i deres naturlige fauna. Midt om natten blev vi dog vækket af ophidsede stemmer og fik set en enlig delfin jage fisk i nærheden af, hvor båden lå for anker.
Kl. 06:30 næste morgen blev vi vækket af besætningen, og allerede kl. 07:20 befandt vi os endnu engang i det våde element. Denne gang plaskede vi rundt i Blue Pearl Bay på Hayman Island - en privatejet ø med en af verdens bedste og dyreste hoteller. Det var med ambivalente følelser at vi om formiddagen vendte stævnen mod Airlie Beach. Vi var kede af, at vi allerede skulle forlade de tropiske øer, men samtidig ufattelig glade for at være blevet oplevelsen rigere. Endvidere havde vi mødt mange søde mennesker, og følte at vi allerede havde et specielt bånd med besætningen.
Allerede den efterfølgende dag skulle de to nomader videre, denne gang med kurs mod byen Townsville. Med en sen ankomst fik vi os et hurtigt indtryk af den søvndrukne by. På trods af en flot turistorienteret strandpromonade virkede byen forladt af al liv og kun beboet af arbejdende jakkesæt. En efterfølgende samtale med et lokalt par bekræftede vores hypotese, og forklarede at byen for mange rejsende blot var et hurtigt stop på vej mod områdets hovedattraktion Magnetic Island. Og mindsandten om vi ikke selv skulle til øen dagen efter.
En 20 minutters færgetur er alt der adskiller Townsville og Magnetic Island, men de to områders forskellighed er enorm. Hvor Townsville syntes grå og kedelig, var Magnetic Island sprudlende med liv og üpper ø-hygge. Til vores glædelige overraskelse var øen ikke overrendt af turister men fuldstændig fredelig og naturskøn. Blot en kort gåtur fra vores hostel førte os til en isoleret lille bugt kaldet Balding Bay, hvor vandet var friskt og lækkert og sandet blødt og varmt. I vores uvidenhed var vi dog endt på øens eneste nudiststrand, så vi følte os en smule betuttet, da en ældre mand kom spankulerede noget så lystigt uden en trevl på kroppen. Så snart han var uden af vores synsfelt, kunne vi dog igen nyde den smukke udsigt.
Den efterfølgende dag blev brugt på at udforske øens nok mest kendte vandretur kaldet The Forts. Området blev under 2. verdenskrig udstyret med to antiluftskyts og radiotårn for at kunne agere forsvarsværn mod en eventuel japansk invasion. Kanonerne blev dog kun benyttet en enkelt gang, hvor det til gengæld lykkedes dem at skyde et venligsindet amerikansk jagerfly ned. Flot!
Gåturens endedestination var toppen af radiotårnet, hvorfra vi havde et vidunderligt smukt 360 graders udsyn over øen. Området er kendt for sine vilde koalaer, og vi gik derfor med næsen i sky og fik på det nærmeste hold i nakken. Håbløsheden fik sit greb i os, og håbet var ved at rinde ud, da vi pludselig så en grå uldtot bevæge sig i et nærliggende eukalyptustræ. Til vores store glæde sad en lille nuser koalabjørn blot få meter fra os og gumlede løs på eukalyptusblade. På trods af at den var bedøvende ligeglad med os, gjorde denne oplevelse hele turen til Magnetic Island værd.
For at det ikke skal være lyv, så vi endda vilde wallabies, mini kænguruer, på vej hjem til vores hostel samme eftermiddag.
Næsten morgen blev vi vækket af naturens åh så ydefulde vækkeur, skrigende psykopatfugle, og kom derfor hurtigt ud af fjerene for at tage båden tilbage til Townsville. Her ventede vores sidste bustur, og her til aften er vi ankommet til vores absolutte endedestination i Australien, Cairns. I morgen skal vi tulle rundt i byen og spise lækker afskedsmiddag på en lokal restaurant.
Lørdag morgen vender Jullemis snuden hjemad, og Adser har stadig 3 uger på farten med bl.a. besøg i Kina. Vi føler os utrolig priviligeret, at vi har oplevet så ufatteligt meget og set så mange smukke steder på vores lille planet. Tiden er fløjet af sted, men gør den ikke altid det, når man har det sjovt?
Vi må vidst hellere stoppe, inden at det hele bliver for sentimentalt. Så farvel og på gensyn!
Jullemis og Adser
Billeder:
https://www.icloud.com/journal/#1;CAEQARoQnvBIgp-y1WUVZ5LQK4RUfA;EF06B83D-CA9E-4F3F-AD02-83515EFAE233
- comments
Naja Kæreste begge. TAK fordi I har delt jeres fantastiske eventyr så levende med os alle herhjemme. Hvert eneste indlæg er blevet modtaget med glæde, taknemmelighed og benovelse over alt det, I oplever, og jeres smukke billeder har givet ekstra dimensioner til oplevelsen. Forstår så godt, at der er vemod knyttet til, at det er ved at være slut, men vi kan næsten ikke vente med at få jer hjem igen og glæder os til at gense jer! Jullemis, jeg ser frem til at få min skønne løbemakker retur-jeg har savnet dig på mine mandagsture. Og Adser, pas godt på dig selv på den sidste færd, kom snart hjem og join resten af flokken til noget rar mad og masser af fortællinger fra jeres tur! Knus og kærlighed til jer begge fra Naja
Papsi Hvilken finale på Jeres fantastiske tur! Vi glæder os usigeligt til at gense Jer begge - og Jullemis allerede på Søndag! Fortsat god vind til Adser på de sidste tre ugers rejse i Kina. Knus, Laura og far