Profile
Blog
Photos
Videos
Nihao trofaste læsere
Efter næsten 100 dage på farten og utallige oplevelser rigere ser jeg med en vis glæde frem til snart at vende næsen hjemad mod et forhåbentligt sommerdejligt Danmark - man kan vel håbe. Det er dog ikke uden en snert af vemod i sindet, at jeg skriver dette aller aller sidste blogindlæg, som i denne omgang vil omhandle brødrene Sørensens oplevelser i Kina, den genopståede verdensmagt.
Efter en uge med afslapning i Cairns' subtropiske klima var jeg efterhånden kommet godt ned i gear. For første gang i flere måneder kunne jeg mærke en form for kedsomhed snige sig ind i hverdagen, men det var overraskende nok en velkommen følelse. Ikke siden New York havde jeg sovet samme sted mere end tre nætter, så perioden i Cairns fungerede faktisk som en slags mental terapi med formål at klargøre hjernen til flere oplevelser.
Efter 17 timer i luften, dog med en mellemlanding i Auckland, fik jeg endelig kinesisk jord under fødderne i Beijing International Airport. Idet jeg tog første skridt ud af flyvet, blev jeg revet væk af en livlig menneskestrøm, som i ankomsthallen mundede ud i et vuggende ocean bestående af hundredevis af sorthårede hoveder. Det havde sine fordele at være et hovede højere end masserne, og jeg fik hurtigt øjet en langskægget mand iført yderst slidte shorts - en vis Hr. Søren A. Sørensen. Den broderlige genforening udløste stor gensidig glæde og sammen begav vi os mod Beijing centrum.
Efter en længere vandretur gennem Beijings luftfugtige gader ankom vi til vores hotel beliggende tæt på Den Forbudte By. For at få et indtryk af byens omfang tog vi til Jingshan Park, som er domineret af Kulbjerget. Fra toppen af dette havde vi i teorien en uspoleret udsigt over Beijing og i særdeleshed Den Forbudte By. Grundet det altid tilstedeværende "smog", en blanding af tåge og os, blev der dog lagt en dæmper på synets skønhed. Den høje luftfugtighed og temperatur drænede os langsomt men sikkert for den energi, der var tilbage efter vores respektive flyture, så dagens resterende timer blev brugt på det dejligt nedkølede hotelværelse.
Den efterfølgende dag startede vi ud med at besøge Qianmen gågaden. Denne var blot nogle år tilbage en yderst befærdet og ucharmerende gade præget af faldefærdige bygninger. Som med magi, eller nok nærmere en hær af bulldozere, blev denne lavet om til en flot gågade med flotte nye bygninger alle bygget i klassisk kinesisk stil. Man kan beundre kinesernes handlekraft, men resultatet virkede mere kunstigt end indbydende. Med kompasset pegende mod nord bevægede vi os mod den Himmelske Freds Plads. Denne plads kan prale af at være verdens største, hvor tusindevis af kommunistiske soldater kunne marchere skulder til skulder til Formand Maos store glæde. Selv samme herres røde spøgelse hjemsøger dog endnu pladsen. Hvor den nordlige ende domineres af et kæmpe portræt omkranset af røde faner, afskærmes pladsen mod syd af Maos Mausoleum, hvor de jordlige rester af formanden kan findes. Fra kommunismens højborg satte vi kursen mod de gamle kejseres Forbudte By.
Bag de 13 meter høje mure regerede de isolerede kinesiske kejsere landet, og kun familie og embedsfolk var tilladt adgang. Nu til dags er stedet dog så overrendt af kinesiske turister, at de gamle kejsere må vender sig i graven. Til tider var vi fast overbeviste om, at vi havde forvildet os til en rockkoncert, da der blev skubbet, mast og råbt blot for at fange et glimt af de kejserlige artifakter.
Dagen efter tog vi til den Olympiske By, opført i forbindelse med OL i 2008. En kæmpe boulevard skærer sig som en kniv gennem området, og til siderne ses de imponerende arkitektoniske kunstværker Fuglereden og Watercube - henholdsvis stadion og svømmehal. Den Olympiske By er et pragteksempel på de negative og positive følger af kinesernes målrettethed og handlekraft. Kinas engagement i OL i 2008 tog verden med storm, og landet slog sig endnu en gang fast på verdenskortet. Fire år senere står områdets imponerende faciliteter næsten ubrugt hen, og turismen er det eneste, der holder liv i de smukke bygningeværker. Kina befinder sig pt. i en så rivende økonomisk udvikling, at den vestlige verden må se sig afsporet. Den Olympiske By er dog et eksempel på udvikling udelukkende for udviklingens skyld. Man kan ikke undgå at få det indtryk, at projektet ikke er blevet gennemtænkt, men blot iværksat uden bekymringer om fremtidige konsekvenser.
Eftermiddagen blev tilbragt i et spirende kunstnerkvarter kaldet 798. I gamle nedlagte fabrikshaller prøver en ny generation af kinesiske kunstnere at gøre op med traditioner og indføre en moderne, provokerende og kritiske kunst, som ellers tidligere har været ulovliggjort af staten. Her fornemmende vi en mere frisindet kinesisk ånd, hvor disciplin og ensrettethed var skiftet ud med åbenhed og plads til individualisme.
Et af formålene med at tage til Beijing var at besøge vores tidligere babysitter Nana, som de seneste år har boet lidt uden for byen med hendes mand Jesper og deres to børn. Nana var dog selv på sommerophold i Danmark, men Jesper tog imod os med åbne arme, da vi dagen efter kom på visit. Jesper har en indre drengerøv gemt i sig, så dagen blev brugt på bordtenniskampe, snak om IT og computerspil - afslapning med andre ord. De nye omgivelser var kærkommende, da vi havde fået nok af Beijings varme og forurenede gade samt hakkende, spyttende og masende kinesere.
Dagen derpå var vi så priviligerede at få lov til at "låne" familiens bil og dertilhørende privatchauffør, som uden skavanker kørte os op til en sektion af den Kinesiske Mur kaldet Mutianyu. At stå på muren og iagttage den bugte sig som en slang over bjergkam og ned i dale dybe var på mange måder en surrealistisk oplevelse. Den menneskelige hjerne syntes ikke i stand til at opfatte bygningsværkets storslåethed og omfang, hvilket faktisk resulterede i, at man stod tilbage med en følelse af magtesløshed. Muren var som en enorm organisme, og menneskerne derpå blot ubetydelige skabninger unden indvirkning på denne. Endvidere var disen der hang som silketæpper over området med til at skabe et drømmescenarie, hvor dele af muren syntes at forsvinde ind i intetheden for blot at genopstå få minutter senere - den kvælende varme forsvandt dog aldrig.
Uret ringede ubehageligt tidligt næste morgen, da vi skulle med lyntoget fra Beijing til Shanghai. Med over 300 km/t drønede vi igennem det kinesiske land, og uden for vinduerne fløj marker, bjerge og byer forbi. Toget var som en højteknologisk pil der skar sig gennem en forældet rustning. Markerne, som tydeligvis blev drevet med håndkraft, samt de mange usle og faldefærdige huse stod i skarp kontrast til lyntoget, som var spritnyt og futuristisk indrettet. Tog og dets omgivelser var som legemliggørelsen af den klasseforskel, der i disse tider er en konstant voksende faktor i det kinesiske samfund. Dem, der ikke kan følge med de høje hastigheder, må i mange tilfælde se sig efterladt.
Den næste dag skulle Shanghai undersøges lidt nærmere, og vi besøgte derfor Shanghais moderne kunstdistrikt M50, Folkets Plads og slentrede ned af gågaden Nanjing Donglu, som i nattens muld og mørke var oplyst af et hav af neonreklamer.
Det stod hurtigt klart for os, at Shanghai var af en anden kineser-kaliber. Hvor Beijing var udtryk for en mere "rå" og direkte kinesisk attitude, kunne Shanghai beskrives som "Kina Light". Byen var mere international præget, hvilket medførte, at man følte sig mindre fremmedgjort og mere velkommen. Der blev ikke mast lige så meget i metroen, og der fløj ikke så mange spytklatter gennem luften.
Allerede dagen efter skulle vi flyve videre til Hong Kong, så formiddagen blev brugt på The Bund, hvorfra man kan nyde udsigten over floden til Pudongs skyline. Hvor The Bund er en havefront præget af gamle bygninger opført i klassisk europæisk stil, er Pudong en dynamisk ny bydel, hvor skyskrabere skyder op som ukrudt. Hvor der nu rejser sig en dominerende skyline, var der for blot 20 år siden rismarker og landbrug.
Endnu en gang måtte vi se os slået af luftfugtigheden, så vi satte tidligt kursen mod lufthavnen, hvor vi kunne dase i kølige omgivelser. Efter blot 2,5 time i luften landede vi i bystaten Hong Kong, som indtil for 15 år siden var under engelsk herredømme - området er nu en delvis selvstændig del af Kina.
Sørensen og Sørensen er enige om, at øsiden af Hong Kong er en ekstremt svedig by. Hong Kong har haft status som storby i lange tider, så her er byplanlægningen gået op i en højere enhed, og hele byen virker ekstremt gennemført. Skywalks, svævende fortove, forbinder diverse bygninger og sørger for effektiv og hurtig transport for fodgængere. Under fødderne suser busser, biler og sporvogne rundt, og overalt ses grønne områder, der fungerer som byens åndehuller. Da byen ligger placeret på en stejl bjergside, indvindes der hvert år land ud i det smalle stræde, der adskiller øsiden af Hong Kong med fastlandssiden Kowloon.
Fra toppen af Hong Kong-ørn, Victotia Peak, kan man få en fantastisk udsigt over begge bydele og den frodige grønne natur, som er en integreret del af byen.
Hvor øsiden af byen har et meget futuristisk og sterilt udtryk, er Kowloon siden mere som en almindelig storbyen. Bydelen besidder dog en god del kinesisk charme, ja sådanne eksisterer faktisk, og er betydelig mere livlig.
Det har været ufatteligt dejligt at kunne slutte sin jordomrejse af i en by, hvor det har været nemt at være turist. Hong Kong har efterladt et stort indtryk på mig og er uden tvivl et besøg værd en gang i fremtiden.
Samlet set har tiden i Kina været utrolig interessant. Landet fylder ekstremt meget i medierne der hjemme, og jeg følger mig yderst priviligeret, at jeg nu har et levende indtryk af kulturen og befolkningen, som jeg vil være i stand til at kunne referere til i fremtiden. Kina er som en anden verden, og hvis man ikke ser sig for, bliver man trumlet ned eller overhalet indenom. Når tanken om Kina som verdens nye supermagt figurerer min hjerne i fremtiden, vil jeg være usikker på, om jeg skal grine eller græde.
Men nu vil jeg også gerne hjem til Danmark! Jorden rundt på 102 dage - been there, done that.
På gensyn i DK
Adser
Billeder:
Billederne bliver i denne omgang fremvist i Danmark af undertegnede efter anmodning.
P.S.
Undskyld beretning blev så lang i denne omgang. Jeg havde ikke tid til at gøre den kort :)
- comments
Birgitte Spændend, spændende beretning. Tak og tak igen, igen. Og så ses vi heldigvis i morgen ;-)