Profile
Blog
Photos
Videos
Kære kolde Danmark
Det er på det nærmeste uvirkeligt, at det allerede igen er blevet tid til at sende virtuelle beretninger hjem til lille Danmark. For mindre end 6 måneder siden var Jullemis lige kommet hjem fra Australien, og Adser tossede stadig rundt i Kina.
Rejselysten havde da et fast greb i os, og den har ikke givet slip siden.
Søndag d. 02 december, den første rigtige snevejrsdag i Danmark, satte vi derfor kursen mod Cape Town med mellemlanding i Dubai. Farvel til en hvid verden af frost samt sne og goddag til sommer og varme i frodige grønne nuancer.
Efter at have hentet vores bil, endnu en Hyundai, kørte vi mod Cape Town centrum og Rosedene Guesthouse, som skulle vise sig at være et fantastisk hjem for os de næste fem dage. Vi blev modtaget med åbne arme af vores værtinde Fatima, som straks proklamerede, at man hos Rosedene ankom som gæst og forlod stedet som familie - noget vi straks mærkede på egen krop. Rosedenes ligger med fantastisk beliggenhed på skråningen af Table Mountain med udsigt til selv samme og centrum. Stedet er indrettet i klassisk kolonial stil og har en tilhørende yderst charmerende have med masser af hyggekroge. Vores værelse havde udsigt til Table Mountain, og hver morgen vågnede vi op til synet af det fantastiske metrologiske fænomen kaldet "Tablecloth" (skyer som vælter i kaskader ud over bjergets flade top og lodret ned mod Cape Town).
Dagen derpå tog vi ned til V&A Waterfront, som er et meget turistet men også hyggeligt område lokaliseret ved Cape Towns havnefront. Her finder man shoppingcentre, restauranter og båden som senere førte os ud til Robben Island. Øen har gennem tiderne haft mange formål men har primært fungeret som fængsel. Det var også af denne årsag, at vi besøgte øen, da selveste Nelson Mandela sad fængslet her i 18 år som politisk fange. På øen fik vi stiftet nærmere bekendtskab med Apartheidstyrets grimme ansigt ved hjælp af først en guidet bustur øen rundt og dernæst en tur i "Top Security" fængslet med levende beskrivelser leveret af en tidligere politisk fange. Selvom at Mandelas umenneskelige lille celle blot var en ud af mange, gav det et ekstra sug i maven at stå netop foran denne.
Den dernæst følgende dag tog vi svævebanen op til toppen af Table Mountain tidligt på dagen. På toppen blev vi mødt af den mest fantastiske udsigt, og bjerget synes at indramme og omkranse byen i dens moderlige favn - en smuk pendant til byens andet navn "The Mothercity". Som den anarkist og antiturist Adser nu engang er, fandt han hurtigt en uautoriseret rute, som førte os gennem den smukkeste kløft med det dejligste lille vandløb. Med fuglenes kvidren, vandløbets sagte rislen og den "Avatar"- ligende Fynbos vegetation befandt vi os i et modernaturskabt paradis. Samlet blev det til 5 timer i 1000 meters højde over Cape Town.
Næste dag brugte vi på at køre ud til Kap Det Gode Håb, Afrikas mest sydvestlige punkt. Første stop på vejen derud var Kirstenbosch Botanical Gardens, som begejstrede os med sin mangfoldige og farverige flora samt sin smukke beliggenhed op af Table Mountains skråning. Dernæst stod den på nærkontakt og fotosession med sydafrikanske pingviner på Boulders Beach, en smuk lille oase fyldt med vraltende små fugle. Med sol fra en skyfri himmel nåede vi Kap Det Gode Håb, og på vores færden mødte vi både vilde og temmelig nærgående bavianer, strudse som spadserede tværs over kørebanen og fritgående landskildpadder.
Fredag besluttede vi os for at udforske Kapstaden downtown og bevægede os til fods rundt i de særprægede bydele. I Company's Gardens fandt vi i frodige omgivelser fred og ro samt afslappede lokale. På Green-Market Square fandt vi os pludselig omgivet af en livlig samling turister og sælgere, og overalt blev man mødt af smil.
Rundturen blev afsluttet i bydelen kaldet Bo-Kaap, et område med små hyggelige huse alle malet i klare pastelfarver. Her boede førhen løsladte slaver og senere de mennesker, som blev tvangsforflyttet hertil fra det berømte Distrikt 6.
Om aftenen iførte vi os vores stivestes puds, da vi var blevet inviteret til middag hos selveste borgmesteren af Stellenbosch og den tidligere ambassadør i Danmark. Amy og Conrad tog imod os med åbne arme, og vi fik gennemdiskuteret de store samfundsmæssige problemer, der for tiden præger det skrøbelige sydafrikanske samfund - alt fra Townships til racisme. Det var en utrolig hyggelig aften, og det var samtidig interessant, at blive inviteret indenfor i et fremmed hjem i en fremmed kultur.
Vi har elsket vores dage i Cape Town, som er en by, vi er faldet pladask for. Vi har hele tiden følt os sikre og er kun blevet mødt af venlighed.
Nu kører vi ud af Garden Route for at opleve endnu mere!
Fred ud
Jullemis og Adser
Billeder kan findes i et fotoalbum kaldet "Cape Town" her på siden.
- comments
Adser Som altid en dejligt levende, velformuleret og interessant beretning - et fint supplement til FaceTime og fotos. Vi følger Jer med stor fornøjelse og glæder os over, at I har dt så godt. KH Adser d. Ældre
Birgitte Tak, tak for en dejlig beretning, som vi jo er blevet så forvente med. Og tak for dejlige billeder. Det er SÅ dejligt at se, hvor glade I er. Og nyd nu endelig sol, sommer, blå himmel og varmen. Her er koldt og s k r æ k k e l i g t meget sne. Og fortsat god tur. Skønheden fortsætter