Profile
Blog
Photos
Videos
Klokken er 22:30 om aftenen og jeg sidder på min lille balkon med et glas hvidvin og tiltrængte pistacienødder og nyder, at det er holdt op med at regne. Jeg troede, at jeg havde oplevet regn, men den smule sommerregn jeg gerne brokker mig over derhjemme er intet i forhold til Costa Ricas! Men lad mig starte fra begyndelsen.
"Direkte"
Mandag morgen stod jeg op kl. halv 7 for at blive klar til at køre med Aleksander til bussen kl 8. Bussen kørte kvart i 9, billetten kostede 2500 colones (27,50 dkk) og turen sku vare ca. fire timer. Igen var der ik så mange med, så jeg havde god plads, men det blev jeg ikke ved med. Hernede bruger de vist termen "direkte" som, at man ikke skal skifte bus undervejs, for bussen stoppede ved hvert eneste lille stoppested langs ruten og chaufføren råbte "La Fortuna, La Fortuna" til folk på vejen og hvis nogle skulle derhen af, kom de med. Bussen blev så tæt pakket, at folk stod hele vejen ned langs midtergangen og jeg måtte sidde med mine to tasker på skødet ved siden af en mor med sin lille dreng på skødet. Der var ingen aircondition, vinduerne åbnede dårligt og solen bagte, så det var en ulidelig tur! Nu var det heldigvis en bedårende lille dreng jeg sad ved siden af, men efterhånden blev han også meget utilfreds med situationen og skabte sig virkelig meget, men der er ikke det en dansk tuc-kiks ikke kan klare. Men det var spændende at køre ude på landet og se de små landsbyer. Nogle af dem er virkelig charmerende, andre ser faldefærdige og decideret livsfarlige ud, som et lille slumkvarter bare uden mudder. Jeg anede de første floder og snart kom vi op i bjergene og kørte gennem landskaber, der lignede noget fra Ringenes Herre. Vi var så højt oppe, at jeg fik propper i ørerne, men det var virkelig smukt. Og så glemmer jeg aldrig det spanske ord for ko eftersom min lille sidemand råbte "vaca!" Hver gang han så en ko -og der var mange!! Den sidste time var virkelig hård, da vi sneglede os gennem landskabet og hele tiden stoppede uden noget formål, så det føltes som en evighed, før jeg nåede frem. Blandt andet fordi busserne har for vane at dytte til hinanden, når de mødes, så det bliver til virkelig mange dyt på sådan en tur ...
Aleksander har booket mig ind på det fineste lille hotel i downtown La Fortuna. Det hedder The Central Lodge og er selvfølgelig ejet af en af hans venner, så det er til en god pris ;) Lørdag aften ringede én, der hedder David, der, såvidt jeg husker, er søn af hotelejeren, og sagde, at han ville hente mig, når jeg ankom og hjælpe mig med at arrangere udflugter. Da jeg kom, ringede jeg selvfølgelig til ham, men jeg havde fået skrevet et forkert nummer ned, så jeg ringede til hotellet. Jackie, der tog telefonen, ku ik finde mig i deres system, men sagde, at hotellet lå lige ved siden af, så jeg ku bare gå derhen og så ku vi finde ud af det.
Så jeg gik og gik indtil jeg blev stoppet af en, der spurgte om jeg var Julie? Det viste sig at være Jackie og at hotellet for nyligt har skiftet navn til the Central Lodge, men de har ikke skiftet gadeskiltet, så det gør det lidt svært at finde selv ... Nå, men hun ringede til ejeren og alting var i orden, han havde bare ik noteret det nogen steder s: Men hotellet er så fint! To store dobbeltsenge, kæmpe brusekabine, fladskærm (ved dog ik hvad den er til for) og en lille balkon med udsigt til poolen. Og så er der en hårtørre, som nok er noget af det jeg savner mest! Jeg har en rejsehårtørre med, men stikket passer ikke til min adapter :( Senere ringede David og sagde, at han var bekymret over ikke at ha hørt fra mig og jeg sku bare sige til, hvis jeg manglede noget. Da jeg spurgte ind til David på hotellet, er der ingen, der ved hvem det er og ejerens søn er to år gammel, så det kan ik være ham. Jeg har prøvet at skrive en sms til ham, men den gik ik igennem, så nu har jeg spurgt Caro om hun kan huske, hvem han var, så venter spændt på at få det mysterium opklaret. Jackie er til gengæld virkelig sød, hun er meget interesseret i at høre om Danmark og har hjulpet mig med at finde nogle spændende ture, som jeg ser frem til.
Salsa
Efter at have pakket ud, gik jeg en tur ud i byen. Det er en rigtig fin lille by, med masser af restauranter, butikker, en park og både lokale folk, men også mange turister. Jeg var på vej hjem igen, da jeg spottede en gigantisk kjolebutik i to etager på den anden side af gaden. På vej derover var der en mand, som begyndte at tale til mig. La Fortuna er ikke som San José. Det er et meget sikkert område, fordi det er så turistet, så de har et godt rygte at varetage. Manden spurgte om det sædvanlige, som hvor jeg var fra, hvad jeg hed og hvad jeg lavede her. Da jeg sagde, jeg sku være her til på fredag, sagde han: "No shiiit! I wanna surprise you!" Han tog mig med ned på en lille restaurant, der viste sig at være hans egen og begyndte at snakke om alt mellem himmel og jord. Han kalder sig Dixon og hele byen kender ham fordi han er (citat) "the only black man with a business here". Restauranten serverer caribisk mad og hedder Samdix, der er en blanding af hans forældres to efternavne. For mange af de lokale er Danmark hovedstaden i Sverige indtil man nævner København og de så siger "You have a football team, right?" Og så kender de flere danske fodboldspillere og jeg må bare sige, at så lærte jeg også noget nyt :P Men Dixon, han har rejst og rejst og rejst via forskellige jobs, så han har set mange kulturer, men slog sig ned her, fordi byen ikke havde nogen caribisk restaurant.
Det var ikke underligt at snakke så meget med en fremmed, det har jeg efterhånden vænnet mig til, men han har sindssygt meget energi og mange historier, så det går stærkt. På et tidspunkt spurgte han, om jeg var okay og han var ik overbevist om, at det var jeg, så han tog min hånd og spurgte om han måtte føle min puls. Han syntes, den gik for hurtigt, men jeg var for forundret til at tage mig af det! Det er generelt sjovt at møde så mange mennesker, der er så forskellige fra én selv, for man lærer virkelig meget, også om sig selv. Dixon var meget imponeret over at have set, at danske mænd i jakkesæt og også KVINDER i arbejdstøj cykle til arbejde, for det ville costaricanske kvinder aldrig gå med til. En anden sjov ting var, at han syntes det var underligt, at vi i Skandinavien tager skoene af, når vi er indendørs og det er sjovt at opdage, at små, helt almindelige hverdagsvaner pludselig bliver en kulturel forskel. Det med skoene har jeg senere lært er en meget dansk ting, eftersom flere, også europæere, har været lige så forundrede over det, og det kom bag på mig.
Vi fik snakket om rigtig mange ting, men det vildeste var, at han er salsainstruktør !! Så vi mødtes om aftenen og han tog mig med til en latinbar, hvor han ville lære mig det. Carolina har fortalt, at det kun er gamle mennesker, der danser salsa, men det var vist bare en dårlig undskyldning, for stedet var fyldt med par i alle aldre, mest på min egen alder, der gav den max gas på dansegulvet til de lækreste rytmer og med stor elegance. Jeg har købt en virkelig flot turkis og, i mit hoved, salsaperfekt kjole, men det var godt jeg ik tog den på, for de andreas tøj var ik så glamourøst, men dansen var fortryllende. Jeg var også virkelig imponeret over fyrene, der virkelig førte an og trods de feminine moves ikke lagde bånd på sig selv -det ku de danske fyre godt lære noget af ;) Men snart blev det min tur til at prøve og i starten var det lidt skræmmende at bevæge sig ud blandt de svævende latinamerikanere som bleg nybegynder, men Dixon var en virkelig god instruktør og tog det helt fra basis, så jeg kom hurtigt ind i rytmen og jeg nød det så meget. Jeg håber, at jeg kan overtale Caro til i det mindste at tage på en reggaeton bar, for jeg kan ik vente med at komme afsted igen! Jeg var hjemme kl. 4 om morgenen og det øsede ned, men jeg bemærkede det ikke rigtig, før jeg skulle stille min alarm, for jeg havde et stramt program dagen efter.
Det er dérfor, det hedder en regnskov
Tirsdag morgen kom der endelig et ophold i regnen, så jeg hoppede en tur i poolen og svømmede i cirkler mange gange (den er oval og man spiser godt hernede ...) Derefter gjorde jeg mig klar til min første guidede tur. Planen var, at jeg skulle på vandretur omkring vulkanen i La Fortuna og derefter til nogle varme kilder. Jeg var total jungleklar med grønne shorts og mine fødder tapet ind i plaster, så de ku klare turen i mine "gode sko", og jeg spurgte Jackie om det gik an og hun godkendte det, men sagde det nok var en god ide med et regnslag. Og bedst som jeg havde købt det, begyndte regnen igen, så jeg måtte skifte til lange bukser og finde min sweater...
Jeg blev hentet i en transportbus foran hotellet og vi var en gruppe på seks, der skulle vandre: en fyr fra Portugal, et canadisk pensionistpar og en mexicansk mand med sin datter. Guiden var en sjov fyr, der vekslede mellem engelsk og spansk, så til sidst blev det til spanglish, men han fortalte mange spændende ting. Costa Rica har ni vulkaner, hvoraf fem er aktive.
Den vulkan, jeg besøgte, hedder Arenal og har to toppe. Sidste gang den var i udbrud, var i 1979, hvor ca. 70 mennesker døde af gasserne, der flytter sig med 60 km/t, og nærområdet blev druknet i aske og lava. Det beyder, at det område med regnskov, vi gik igennem og som idag er et naturreservat, kun er 45 år gammelt, og når I ser billederne, vil I heller ik tro det. Af dyr så vi en lille gul giftig slange, eksotiske fugle og et pelsdyr, der ligner en blanding af en abe og en ræv, som jeg ikke ved hvad hedder. Det var desværre en rigtig overskyet dag, så forskellen på et bjerg og vulkanen var ik lige til at finde, men man kan se den tydeligt fra byen også, så jeg kan måske få nogle gode billeder en dag det klarer op.
At gå gennem regnskoven var en ret vild oplevelse, men da vi begyndte at bevæge os opad mod vulkanen, kom regnen. Jeg har aldrig set så store regndråber før! Man kunne se deres symmetriske dråbeform og de faldt til jorden med et plask, som var de animeret. Nu var jeg virkelig glad for det regnslag og selvom det ikke ser ud af meget, så holdt det tæt, selvom det regnede og regnede og regnede. Og far, jeg så en pige fra en anden gruppe, der brugte en paraply, så er du ikke stolt af, at det ikke var mig? :P Nu er det ulovligt at gå på selve vulkanen, men vi kom op og gå på glatte lavasten og visheden om, at den var lige dér, kompenserede for skyerne.
Baldi
Fra vulkanen kørte bussen os videre til Baldi Hot Springs, der er ét ud af mange områder, med kolde og varme pools med vand fra vulkanen.
Baldi er et af de største områder med 22 pools og flere barer og restauranter og det var virkelig flot (og menneskeskabt).
Jeg fulgtes med det canadiske par, Linda og Gert, og vi startede med at spise på restauranten, der mindede om en all inclusive restaurant, så det var ikke noget særligt. Derefter gik vi fra den ene pool til den anden, nogle med grotter, nogle med vandfald, nogle med rutsjebaner og nogle, der bare var som et varmt gigantisk badekar, der aldrig blev koldt.
Det var så afslappende, men vi havde desværre kun halvanden time efter maden, inden bussen kørte og jeg ville gerne have nået at se stedet i dagslys, for både farverne og billedernes skyld. Det hele er udendørs og der kører eksotiske rytmer i baggrunden så det var en perfekt afslutning på vandreturen. Jeg var hjemme ca. 21:30, hvor jeg satte mig ud og begyndte at skrive til sent, men det hele gik desværre tabt, så her kommer anden halvdel. Jeg undskylder for billedet, men jeg har næsten kun taget billeder med mit kamera og man kan ikke lave et blogindlæg uden et billede, så har taget et billede med mobilen af et billede på kameraet, indtil jeg kan lægge dem ordentligt ind :P
I dag, onsdag, har været en actionfyldt dag, men det må I vente med at høre om til på fredag, for nu vil jeg slappe af, inden jeg skal i byen med et fransk par. Men jeg må lige sige tak til kære mormor for at have givet Sofie en reprimande (som hun selv siger) i forhold til at lade mine ting være derhjemme♥ Vi skrives og læses!
- comments
Mor Tag regnslaget med hjem - det vil vi gerne se herhjemme:)
Julie Haha okay, det skal jeg gøre :P