Dav'dav Folkens..

Mandag morgen var det meningen, vi ville forlade Geraldton og køre videre nordpå, men da vi friske og veloplagte satte os ind på forsædet af vanen præcis kl. 10, ville bilen ikke starte - IGEN! Nu var det simpelthen nok, vi besluttede os for at ringe til selskabet, vi havde lejet bilen hos, og klage over batteriet. Det var godt nok nemmere sagt end gjort!

Heldigvis ville det flinke personale på "campingpladsen" låne os deres telefon, og derefter snakkede vi ellers med 100vis af forskellige folk i 45 minutter og ingen så ud til at kunne hjælpe os. Først og fremmest havde de givet os et forkert nummer fra starten af, så vi blev bedt om at ringe til kontoret i Perth, som så stillede os videre til et andet "overkontor", som stadig bare stillede de samme forvirrende spørgsmål og biltype og hvilket slags gear (og andre ting vi ikke anede noget om). Vi måtte skiftes til at snakke i den skide telefon, så den ene lige kunne køle sine aggressioner ned, mens den anden talte. Endelige sendte de en mand ud, som skulle hjælpe os - roadside assistance - kalder de det. Jo tak. Det eneste han kunne gøre, var at kickstarte vores batteri, men hvad ville det hjælpe? Lige så snart vi holder stille et øjeblik, er det jo fladt igen.

Derfor bliver vi nød til at starte hele virvaret med telefonopkald igen! Først snakker vi med kontoret i Perth, som sender os videre til et andet kontor - som så slet ikke forstår, hvorfor vi skal snakke med dem, og derfor sender de os tilbage til kontoret i Perth (Tror ikke, at vi var ret sure da vi for 7. gang ringede op til den samme dame med det samme problem!) Vi endte med at blive enige om, at bilen skulle bruge et nyt batteri - men vi ville under ingen omstændigheder betale for reparation af deres møgbil. I stedet bad vi søde Niels Henrik om hjælp, og han ringede (for gud ved hvilken gang) op til kontoret i Perth, som nu har lovet at betale os tilbage for batteriet, hvis bare vi har en kvittering. Så sad vi lidt på græsplænen og spekulerede over, hvad man gør, når man aldrig har ejet eller lejet en bil før, sidder på den anden side af jorden og skal skifte et batteri, som man ikke engang ved hvor sidder. Heldigvis havde vi de flinkeste "naboer" på campingpladsen, som også havde haft problemer med deres bilen, og derfor vidste, hvor vi skulle køre hen. Og søde, som de var, kørte de os hele vejen derind, så vi endelig fik købt det batteri. Nu skulle batteriet bare skiftes, og det klarede den flinke tyske nabo også :) Hvad skulle vi have gjort uden lidt mandligt hjælp der?

Nu burde der ikke være nogle problemer med bilen - til gengæld var vi helt udmattede, og kunne slet ikke overskue andet end det yderst nødvendige indkøb af mad. Hvor kan man dog blive træt af at snakke i telefon (det gør vi jo ikke ret meget til hverdag). Men alt i alt besluttede vi os for at tage en overnatning mere i Geraldton, hvilket vil sige, at vi kom en dag bagud i forhold til planen, men det klarer vi jo også nok. En ting vil vi dog sige: den dame, som sidder på kontoret i Perth, skal ikke glæde sig til, vi kommer tilbage den 6. november - så skal hun lige høre et par alvorsord om, at man ikke lejer en så dårlig bil ud til folk uden at fortælle dem det først!

I dag d. 20 oktober er vi ankommet til Kalbarri efter at have overnattet et totalt øde sted i "vildmarken". Her har vi lejet os ind på en campingplads for to nætter. I morgen, når solen står op, tager vi bilen hen til Kalbarri National Park, for at opleve de smukke omgivelser, vi befinder os i. Her er så varmt, det anbefales at drikke 3 liter vand hver dag pr. mand. Derfor er vi på vej hen i supermarkedet for at købe en stor omgang vand, vi glæder os ikke til at slæbe det hen til campingpladsen. Vi sidder og nyder livet, da vi allerede her til morgen har set mindst 10 døde kænguruer, (levende) papegøjer og en meget smuk ørn. Dyrelivet her er fantastisk, dog er de mange, mange fluer ikke lige så spændende og fascinerende som kænguruerne, nærmere vildt irriterende. Så vi investerer snart i et meget smart fluenet til at have over hovedet. Vi ved det godt, vi er charmerende.

Vi har endnu ikke bestemt om vi bliver 3 nætter, men eftersom vi bor ved siden af verdens største og mest larmende børnefamilie, hiver vi nok pløkkerne op fredag og tager til vores sidste stop nemlig Denham, tæt på Monkey Mia.

Mange varme tanker fra de to opdagsrejsende