Profile
Blog
Photos
Videos
Hej allesammen (-:
Her går alt dejligt, vejret er endelig begyndt at vise sig fra sin gode side, hvilket hjælper gevaldigt på alt andet!
I lørdags var jeg ude at sejle i båden med Jamie, hans kammerat Matt og Ida, min svenske veninde (-: Vi tog af sted tidligt, og vejret var virkelig skønt! Liiiiige indtil vi kom ud til Wellington Point, hvor vi sejler fra..... Det blæste en hel pelikan, og det gik fra at være sol og blå himmel til grå skyer og kæmpe bølger! Vi skulle alligevel ud, for det havde vi jo aftalt - og med det skiftende vejr, ville det højst sandsynligt ikke være så slemt hele tiden. Vi sejlede egentlig bare rundt om øerne heromkring, og Jamie dykkede efter fisk, han kunne nakke med hans harpun. Og det lykkedes 2 gange! På et tidspunkt kom han op til båden med en ret så stor skilpadde - den blev bakset op i båden og i ægte turist-stil fik Ida og jeg taget billeder, hvor vi holder den; det var virkelig sjovt! Vi sejlede videre til skibsvrag, hvor vi fik prøvet at snorkle en smule, og det var virkelig sejt! LIGE nedenunder mig var der flere hundrede farverige fisk - store som små. En meget speciel oplevelse, som jeg håber at prøve igen snart! Nok ikke lige samme sted, for da Jamie kravlede op af vandet, hvor vi havde snorklet og han havde dykket, lagde jeg mærke til, hvad der lignede en fodlænke, om hans ene ankel. Jeg spurgte, hvad det var, og Jamie grinede og sagde, han egentlig havde ventet på, vi skulle spørge, for han ville ikke fortælle det før vi kom op af vandet - det var en haj-beskytter; en lænke, der udsender elektriske impulser, som holder hajer væk. ja, HAJER!!!!!! Ida og jeg blev i båden resten af turen, haha :D
Vi var også på Moreton Island, som er verdens 2. største sand-ø, hvorfra der var en fantastisk udsigt - selv i regnvejr! Herefter sejlede vi lidt rundt, gutterne fiskede mens vi spiste chips og solede os - en fantastisk fordeling (: Frokosten blev indtaget på et ferie-resort med en masse asiatiske turister, hvilket betød, underholdningen også var sikret, de var lidt sære...
Turen i båden hjem var forfærdelig - vi sejlede lige ind i en storm, og den lille båd blev kastet rundt! Arm-muller havde her været en kæmpe fordel! En lang time gik og vi var hjemme, trætte, men glade! Om aftenen tog jeg i byen med Jamie og Bianca, og vi havde det virkelig sjovt!
Søndag fik vi et nyt familiemedlem: Harriet! Og yes hun er sød!!!
Håber I allesammen overlever den forfærdelige sne derhjemme, og at den snart forsvinder! Spændt på at holde australsk fødselsdag på lørdag, også selvom det bliver uden alle jer og det højst sandsynligt bliver ret så underligt... Billederne fra denne bådtur kommer ind senere, der er lige lidt tekniske vanskeligheder...
Knus og tanker fra julle
- comments
Julie nårh ja, billedet af Jamie er hans forsøg på at hale en kæmpe fisk ind - den slap væk, og vi blev allesammen enige om, at det måtte have været en lille haj .....
Trine Ååååh det lyder dejligt det hele :)
Trine Og PS så kan du godt lige sige videre at du da bare overhovedet ikke skal sættes i noget som helst vand med hajer i!!!!!?!