Profile
Blog
Photos
Videos
Hej Alle :)
Så er der igen blevet oplevet en hel masse her i Filippinerne og meget mere er selvfølgelig på vej :)
For nogle weekender siden var jeg ude at se "Chinese Cemetery", som er en gammel kinesisk kirkegård, hvor der nu bor hjemløse. Da vi nærmede os, kunne vi hurtigt se at det var et fattigt område. Det første vi så var nogle unge fyre, som spillede basketball. De havde nogle tatoveringer og bandanaer på, som signalerede, at de var medlemmer af en bande. Men de virkede nu heldigvis stille og rolige. Vi gik ind og kunne nemt se at kirkegården ikke blev brugt til dens formål længere. De hjemløse havde i hvert fald helt invaderet den. Det var en kirkegård, hvor kisterne lå på jorden med nogle fine pavilioner over disse. Familierne brugte dem som deres hjem. En enkelt sad og vaskede familiens tøj på en kiste, mens vi så nogle børn sidde og lege på en anden. Desuden så vi en kiste, som var helt udgravet. Vi tænkte om den måske blev brugt som et slags "sovekammer". Det overraskede mig, at der ikke var en eneste, der kom og tiggede om penge eller mad. Det plejer vi jo at opleve rundt omkring på gaderne i Cebu City. Men ikke her! Det virkede også som et meget fredeligt sted at være, men jeg må da indrømme at jeg slappede lidt mere af, da vi kom ud fra kirkegården igen. Nok mest pga. de lidt hårde gutter;)
På børnehjemmet er der besøgsdag hver onsdag, og især en af fædrene er god til at komme og besøge sin datter, hvis han altså ikke skal arbejde. Vi har snakket med ham nogle gange derude, og onsdagen lige før påske spurgte han, om vi havde lyst til at komme og besøge ham dagen efter. Han havde nemlig fri, fordi det var helligdag. Vi havde lidt svært ved at sige nej, så det endte med at vi sagde ja og han kom og hentede os, da vi havde fri fra arbejde dagen efter. Han havde fortalt os at han boede tæt på børnehjemmet. Men det passede da slet ikke! Først gik vi i et stykke tid, derefter tog vi en jeepney i 20 minutter efterfulgt af 30 minutters gåtur op i bjergene. Så det var noget af en tur. Vi kunne hurtigt mærke at det var et fattigt område. Det var nogle gamle slidte hytter, som folk boede i. På vej op til hans hus gik vi forbi flere af hans venner og familie. Der var ingen tvivl om at han havde fortalt om os. Han blev flere gange klappet på skulderen og nogle nævnede Danmark i deres samtaler. Meget sjovt:) Da vi langt om længe nåede frem til hans hus gik det op for os, hvor fattig han egentlig er. Han havde ikke rigtig nogen materielle goder, og hans hus bestod af lidt beton, bambus og andet forskelligt materiale. Han havde trods alt en helt fantastisk udsígt, som der også er vist på billederne! Han nævnede nogle gange at han var meget fattig, og at hvis han havde flere penge, så kunne han bygge til og få hans datter hjem og bo. Vi har efterhånden vænnet os til at blive tigget om penge - også på en lidt indirekte måde. Desuden ville det også være meget urealistisk for ham at få hans datter hjem at bo, da han arbejder det meste af dagen, og hun ville ikke selv kunne få mad osv. Så man kan da ikke undgå at have lidt ondt af ham. Efter en times tid fulgte Pepito os ned ad bjerget igen og sørgede for at vi kunne få en tricycle og jeepney hjemad. På besøget kunne det nogle gange være svært for os at finde noget at snakke med ham om, men det viste sig at være et hyggeligt besøg, og så er vi da den oplevelse rigere! Han har efterfølgende, når han har besøgt sin datter på børnehjemmet, nævnt noget om næste gang vi kommer på besøg. Men vi tænker dog at vi holder os til den ene gang :)
Dagen efter vores besøg hos Pepito var det langfredag. Påsken er jo filippinernes største helligdag, så vi var spændte på, hvor meget vi kunne mærke dette i byen. Vi havde både hørt at der ville ske korsfæstelser i byen og at folk ville gå i optog og piske hinanden. Alt dette sker dog også. Men de rigtige korsfæstelser sker kun to timer væk fra Cebu. Alle korsfæstelser her i byen var kun skuespil. Folk piskede dog sig selv og hinanden rundt om i byen, men det var heller ikke noget, vi var vidne til. Det vildeste vi oplevede var et lille optog ude på børnehjemmet, hvor munkene på vores arbejde og nogle af de lokale fra området gik og prædikede og bad. Men hvad der var rigtig dejligt ved påsken var at der næsten ingen trafik var. Det var skønt at opleve byen så stille :)
En weekend tog Stine, Troels og jeg på sightseeing i Cebu City. Det er lidt sådan noget, som der godt kan blive glemt, når man har en hverdag her og ser byen som sit hjem. Men denne weekend tog vi til Santo Nino Church, som er Filippinernes ældste kirke bygget i 1500 tallet. Vi var blevet fortalt at kirken skulle have en rigtig flot udsmykning, men eftersom vi kom der i påsken, var stort set alt udsmykningen åbenbart tildækket med lilla stof. Så vi må hellere tage derned en anden dag, så vi kan se det hele:)
Efter Santo Nino gik vi ned mod havnen til Fort San Pedro. En gammel ruin, som har haft flere funktioner - bl.a. et fængsel, men som nu nydes af turister pga. dets fine haver.
Vores kollega Rema spurgte os en dag, om vi havde lyst til at komme hjem os besøge hende. Det har vi snakket om, siden vi startede i praktik, at vi håbede på at komme hjem og se, hvordan hun bor. Så vi blev glade, da hun spurgte os. Hun bor heldigvis rigtig tæt på børnehjemmet, så vi skulle ikke ud på så stor en udflugt, som da vi besøgte Pepito. Vi skulle ned af nogle smalle stier, for at komme hjem til hende. Det var et rigtig hyggeligt område, og man kunne se, hvor meget naboerne havde med hinanden at gøre. Og alle hilste selvfølgelig på os, da vi gik derhjem, fordi vi jo er Remas venner ;) Da vi kom indenfor kom en af naboerne (en dreng på 9 år, som kommer og hjælper på børnehjemmet næsten dagligt) ind med nogle færdigkøbte hamburgere til os og en sodavand. Vi havde egentlig selv taget sodavand og lidt kage med, som vi havde regnet med vi skulle spise, men det beholdte Rema som gave. Vi havde ikke ligefrem lyst til at spise burgeren og ville hellere spise vores medbragte kage, men det ville have været uhøfligt at lade være. Så vi lod være med at kigge på den og lod som om vi spiste den med velbehag. Det smagte ikke særlig godt!!
Forrige weekend tog vi til Apo Island. Vi var blevet fortalt at der skulle være Apo Island Fiesta med guitarspil og stegt pattegris på stranden. Det skulle vi ikke gå glip af. Vi tog bussen om morgenen og var først fremme kl. 18:30 om aftenen. Det var en lang rejse med ventetid på nogle transportmidler flere steder. Bus - færge - jeepney - tricycle, bus og båd. Da vi nåede frem til havnen i Malatapay, hvor vi skulle med båden videre til Apo Island, stod der flere mennesker og ventede på båden, som ville sejle 2½ time efter. Vi havde ikke bestilt værelse hjemmefra, fordi vi ikke kunne komme igennem på nogle af numrene til de forskellige resorts. Da vi var på havnen, sprugte vi nogle af de lokale, som også skulle til fiesta, om de troede at det ville være muligt at få et værelse derovre. Det tvivlede de på, da der var så mange mennesker, som skulle til fiesta og have overnatninger. Det var surt at få at vide efter så lang en rejse. Men et par af de lokale var så søde at ringe rundt og spørge, og de fik heldigvis arrangeret at vi kunne få det eneste værelse, der var tilbage. Det var en lettelse. Da vi var nået frem fandt vi ud af at "festivalen" ikke helt var, som vi havde regnet med. Det var ikke ligefrem guitarspil på stranden, men i stedet et diskotek, som blev holdt på en gammel basketballbane. Ikke lige vores stil, men det var nu meget hyggeligt, og vi kom da i snak med mange mennesker. Vi blev bl.a. inviteret til stegt pattegris dagen efter af en lokal, der hed Kenny, som ville invitere os hjem til sin familie. Vi sagde dog hverken ja eller nej og valgte at lade være, og aftenen efter, da vi ville gå ned til festen hørte vi en på stranden råbe "Where have you been". Han havde tilsyneladende ventet på os. Han endte så med at gå med os ned til festen, hvor vi hyggede os endnu en aften. Udover fest bød øen på lækker afslapning ved den dejlige strand. Vandet var helt klart og vi var ude at snorkle, hvor vi så mange forskellige fisk og flot koral. De første to overnatninger havde vi vores eget værelse, men den sidste dag fik vi at vide at der var sket en dobbeltbooking, og at vi derfor skulle ned på et syv mands dorm og sove. Her var værelset endnu mere primitivt, end det vi først havde oplevet. Der var ikke noget bad nogen af stederne. Der var en spand, hvor vi skulle tage vand fra og hælde over os. Det var nu også fint nok, men på det sidste værelse var der ikke nok vand til os alle! Det var ikke kun pga. badeforholdene og det begrænsede vand at øen var primitiv at bo på. - Der var kun strøm om aftenen og om formiddagen. Men det var en super hyggelig og lækker ø at være på.
I torsdags og fredags blev min 25 års fødselsdag så fejret. Jeg blev vækket med morgensang og flag og det lækreste morgenbord samt gaver. Jeg havde bagt chokoladekage til at tage med til kollegaerne og børnene på børnehjemmet, hvilket var en stor succes. En af pigerne på børnehjemmet havde også fødselsdag, og det virkede også til at hun nød dagen - og kagen meget :) Vores to medstuderende fra Hjørring havde købt en gave til mig og en meget stor og fin ballon, hvor der stod "happy birthday". Den ballon havde jeg så æren af at bære rundt på hele dagen, for det viste sig, da vi havde fri fra arbejde, at jeg ikke skulle hjem, men i storcenteret Ayala. Så jeg måtte jo så fint gå med ballonen;) Så kunne folk da se at jeg havde fødselsdag, og flere sagde da også tillykke på vejen ;) Stine, Sofie og jeg fik italiensk is og efterfølgende havde de planlagt, at vi skulle ind og have pedicure, manicure og håndmassage. Det var ikke dårligt :) Sent eftermiddag tog vi hjem og jeg fik at vide at jeg havde 1 time at gøre mig færdig i. Derefter tog vi en taxa op i området Banilad og fik god aftensmad.
Aftenen efter havde jeg inviteret vores genboer og kollegaer med på den lokale bar/restaurent Chicken & Beer. Hvad jeg ikke vidste var at de andre havde inviteret dem hjem til os inden til et glas rødvin eller øl. Det var en super hyggelig aften. Der blev sågar sunget fødselsdagssang for mig af musikanterne, som spillede livemusik dernede.
På børnehjemmet sker der masser af udvikling. En af drengene har vi lært at spise selv (han bliver dog en lille smule frustreret over at han spilder lidt på sig selv, men han bliver bedre og bedre). En 2½ årig dreng har nu lært at kravle og er blevet stærk nok til at han kan sidde selv på en stol. Det er blot et par eksempler. Vi kan virkelig se udvikling på alle børnene, og det virker til at personalet på stedet efterhånden kan se at det godt kan betale sig at tage børnene ud af deres tremmesenge og aktivere dem. (De gør det dog desværre begrænset) Men der sker virkelig meget! Det er så skønt at se.
Vi har lige fået en ny lille pige på børnehjemmet. En pige på kun 9 måneder, men som desværre næsten ligner en helt nyfødt. Hun kommer fra en meget fattig familie med flere børn, så forældrene havde hverken råd eller overskud til at have hende. (De fattige familier får desværre ofte alt for mange børn.) Vi har fået at vide at hun både er blind, døv og har en hjertefejl. Vi mener dog allerede efter blot en dag at have fået bevist at hun hverken er døv eller blind. Nu må vi se, hvem der har ret. Men hun reagerede umiddelbart på flere lyde og vi syntes også at hendes blik flere gange fulgte vores.
Alt går altså stadig rigtig godt her i Filippinerne, og lige nu går jeg og glæder mig til at mine forældre og moster og onkel kommer d. 6. maj og besøger mig i et par uger :) Det bliver dejligt at se dem og vise "min by" frem ;)
- comments