Tiden flyver og jeg kan snart ikke holde styr på det vi har lavet siden sidst jeg skrev blog. Det er alt for længe siden, jeg har fået skrevet herinde, men tiden går simpelthen for stærkt.. Det må jo være et godt tegn:)

Sidst jeg skrev blog, var vi på vej ud ad døren til Bohol. Vi skulle med en to timers færgetur dertil, og da vi ankom til havnen, blev vi angrebet af mange chauffører, som alle sagde hver deres overpris for kørsel til vores resort. Vi er dog klar over at de altid siger en overpris til turister, og vi er blevet ret gode til at prutte om prisen. Vi kørte derfor med ham, som gik med til den billigste pris og kørte med ham på sin tricykle. (Er på et af billederne) Vi boede et rigtig fint sted i nogle små hytter med en lille pool. Der var et stykke til stranden, så når vi skulle dertil, hoppede vi bagpå en motorcykel. Meget alternativt:) Vi havde bare brug for afslapning, så vi var ikke rigtig ude at se noget og valgte at slappe af på stranden i stedet for.

Sidste lørdag i febuar var vi til prison dance i et fængsel oppe i bjergene. Vi havde hørt og læst meget om det på forhånd, så vi var spændte på, hvordan det var. Fangerne i fængslet får muligheden for at få danseundervisning, og så optræder de med det for besøgende en gang om måneden. Det var en kanon oplevelse. Man kunne se, hvor stolte de var og hvor meget de glædede sig til at opføre deres danse. De fortalte at deres store glæde i livet var musik og dans. Da vi var færdige og var kommet ud, besluttede vi os for at gå ned af bjerget, for at se lidt på vejen hjem. Der var en rigtig fin udsigt ud over byen og da vi havde gået lidt, kom vi igennem området Beverly Hills. Det var tydeligt at se at det er byens millionærer, som bor der, men det var dog svært at se husene ordentligt pga. store porte foran. Jeg har også været i Beverly Hills i L.A., og jeg vil sige at den amerikanske version er noget mere eksklusiv end den filippinske.

Vi har også været på "Tops", som er et af de højeste punkter i bjergene. Her er der udsigt over hele Cebu City og Mactan Island. Rigtig flot! Vi tog derop sidst på eftermiddagen, så vi både kunne nå at se det i dagslys, se solnedgangen og se det i mørke. På billedet sidder vi alle fem med udsigten i baggrunden. Vi spiste nationalretten "Adobo" deroppe. Det er en blanding af kylling og svinekød i en sovs af hvidløg, eddike og soya og så selvfølgelig med ris til. Det smagte godt, men det var begrænset, hvor meget kød der var, da det meste var ben. Da vi var færdige med at spise, kørte vi med motorcykler ned ad bjerget. Vi sad to bagpå den ene og tre på den anden. Jeg brugte så mange kræfter på at holde godt fast på motorcyklen på vej ned, så jeg ikke kom længere frem mod chaufføren, hvilket resulterede i at jeg rystede en del, da vi kom ned;)

I sidste weekend sprang jeg ud i at tage dykkercertifikat:) Jeg havde egentlig ikke nogen store forventninger, da jeg ikke rigtig vidste meget om det, men jeg fandt da ud af at det er lige mig! Det var en kæmpe oplevelse. Hele fredagen havde vi undervisning i teori og senere skulle vi have den afsluttende teoritest. Vi sad og frøs hele dagen, fordi der var skruet helt op for aircondition. De ELSKER aircondition her, og det er også rigtig fint med en smule aircondition, men der skal bare ikke ret meget til, før man fryser. Så det var ikke det mest behagelige lokale at sidde i. Men jeg bestod da testen med tre fejl og var en meget træt pige, da vi kom hjem om aftenen. Om lørdagen skulle vi lave en masse øvelser i en pool på Mactan Island. Efter et par timer i poolen, skulle vi for første gang i havet og dykke. Det var helt fantastisk! En helt anden verden:) Sikke mange flotte fisk og flot koral. Efter frokost skulle vi igen i poolen og lave en masse øvelser. Søndag skulle vi ud på en båd, som sejlede til tre forskellige steder i havet, hvor vi skulle dykke. Jeg kunne godt mærke nervøsiteten over at skulle springe i havet fra en båd og over at skulle lave nogle forskellige øvelser på havets bund. Jeg var nok lidt nervøs for om jeg ville komme til at gå i panik dernede. Det skete dog overhovedet ikke. Det gik rigtig fint. Det længste vi var nede var 18 meter og samlet set var vi under vand i 2½ time den dag. Jeg kunne dog også godt mærke trætheden efter de tre dyk. Men det var det hele værd. Vi havde købt brød til at tage med i dykkervesten, som vi så fodrede fiskene med. Det gjorde selvfølgelig at vi blev omringet af de smukkeste fisk, som ville have brød. Jeg glæder mig allerede til at komme ud at dykke igen:)

I går kom vi hjem fra en forlænget weekend i Panagsama Beach, som ligger tre timers buskørsel syd/vest for Cebu City. Der blev ved med at stå forskellige sælgere på i bussen, som solgte vand, tørred frugt m.m. Når de så havde været på bussen i et stykke tid og måske havde solgt lidt, hoppede de af igen. Sådan foregik det hele vejen. Da vi nåede frem til byen Moalboal, tog vi en tricykle ud til Panagsama Beach, hvor vi skulle finde et sted at bo. Vi undersøgte nogle forskellige steder og endte med at finde et rigtig fint sted, som lå lige ned til stranden. Føste dag regnede det en del ind imellem, og vi valgte derfor bare at gå en lille tur i området. Vi kom forbi et sted, hvor nogle lokale underholdte sig med spiderfight. De havde fanget nogle edderkopper, og så satte de to op på hver sin ende af en snor, hvorefter de gik mod hinanden. Når den ene faldt ned, var kampen ovre. Så fik man da også set det:) Derefter gik vi videre til et "Bottlemuseum". Det var et ægtepar, som havde samlet flasker i 15 år og lavet et museum med det. De havde egentlig ikke gjort så meget ud af det, men blot samlet en masse forskellige flasker. Da vi ankom, fik vi en lille gave, som bestod af en lille seddel vi skulle tage op fra en flaske og læse den. På hver vores seddel stod der et lille stykke, som vi fik at vide omhandlede os. På mit brev stod der at jeg var født meget glad, med et flot smil m.m. Det var da fint med en lille gave, men samtidigt lidt mærkeligt det der stod i nogle af vores breve:) Fredag aften var der livemusik på stranden ved vores resort. Det regnede, men det gjorde ikke noget, da vi kunne sidde under en stor bambus parasol. Lørdag legede vi tre motorcykler (en lille udgave af en motorcykel), som vi kørte rundt på hele lørdag. Jeg kørte selv hele dagen, hvilket var rigtig sjovt. Der er heldigvis ikke rigtig noget trafik i Moalboal. Man skal dog være meget opmærksom på hundene, som løber over vejene, som det passer dem. Jeg havde ikke regnet med at jeg ville være så tryg ved at køre, men jeg blev hurtigt vild med at køre den:) Rigtig fedt! Vi kørte ud til Kawasan Falls, som var et rigtig fint vandfald ude i en skov. Vi skulle parkere vores motorcykler et stykke derfra og gå resten af vejen. Efterfølgende kørte vi videre og så nogle forskellige ting, bl.a. en grotte med kildevand i. Det var en meget smal og ujævn vej, der førte dertil og motorcyklerne havde lidt svært ved at trække op af nogle af bakkerne. I går valgte vi at have en dag på stranden, inden det vi skulle tilbage til hverdagen i Cebu. Der var vejret heldigvis med os:) Da vi skulle med bussen fra Moalboal til Cebu City i går, var busserne helt proppede, så det var ikke den mest behagelige tre-timers køretur hjem. Men så har vi da også prøvet det!

På børnehjemmet går det rigtig godt og vi er rigtig glade for at være der. Vi laver nogle forskellige aktiviteter med børnene, hvilket fungerer godt! Nogle af børnene er dog begyndt at give os nogle flere udfordringer. De er begyndt at protestere højlydt, hvis de ikke får mad som de første, og især hvis de slet ikke får mad af os studerende, men i stedet af health care moren. De har nægtet at få mad af health care moren, ved at smide sig i deres tremmeseng. Det virker ikke til at health care moren er helt tilfreds med det, men man må da sige at det er selvbestemmelse fra børnene :) Nogle af børnene bliver også jaloux på hinanden. Især i situationer, når de ikke bliver taget med ud til aktiviteter. Problemet er bare at vi ikke kan have alle børnene med ud på samme tid, da der bare ikke er nok hænder til det. Og vi vil jo selvfølgelig også have de stille børn med. Men det er de lidt mere aktive børn bare ikke helt tilfredse med. Det viser de igennem høj gråd og frustration. Vi prøver at forklare dem igennem kropssprog, tegn, toneleje m.m. at de nok skal komme med ud senere og at det desværre ikke hjælper noget at vise deres frustrationer på den måde. Vi tror helt sikkert at to af børnene er kvikke nok til med tiden at forstå vores budskab. Men det er da rigtig ærgerligt at vi ikke kan aktivere alle børnene på én gang!

Desuden er der også en lille udfordring med health care mødrene. Vi har ofte ikke en fornemmelse af, hvad de mener og om der er noget, de er utilfredse med. De siger det sjældent, hvis der er noget, men vi har nogle gange haft en følelse af at der er noget galt. Det er heller ikke altid at de svarer reelt på vores spørgsmål. Så man går nogle gange rundt i en uvished! Den anden dag skulle jeg give en af børnene mad, og pludselig kommer health care moren over, tager maden og siger "I am the one to feed her" uden nogen forklaring. Der kan være mange grunde til at hun ville give hende mad, men det kunne bare være dejligt med en forklaring. Det skal dog siges at de generelt er rigtig søde. Det er bare kulturforskellen, der kan være en udfordring nogle gange! Os studerende er rigtig gode til at få talt nogle problemstillinger igennem og få hinandens syn på tingene, hvilket er rigtig rart. Desuden har vi også fået en god kontakt til socialrådgiveren på stedet, som er meget åben for spørgsmål. Hun har fortalt os at de er meget taknemmelige for vores hjælp på børnehjemmet og at personalet lærer rigtig meget af vores arbejdet.

Nå, nu må jeg hellere stoppe, inden det bliver en lang roman. Men det går altså bare helt super og jeg ELSKER at være her og nyder hvert sekund! :)