Profile
Blog
Photos
Videos
Efter en 20 timers lang bustur ankom vi til Puerto Iguazu, en lille bitte by på grænsen mellem Argentina og Brasilien. Busturen var fløjet afsted, de har de bedste busser her i Sydamerika med kæmpe, bløde sæder der kan ligges helt ned til en seng og så får man mad hele tiden! Vi ankom om formiddagen og gik ind på det første det bedse hostel vi fandt, hvorefter vi gik ud for at udforske byen lidt. Her faldt vi hurtigt over et andet hostel, der så meget bedre ud og bestyreren der, fik os hurtigt overtalt til at gå tilbage og hente vores ting fra det første hostel og tjekke ud. Det gjorde vi så, hvilket vi hurtigt blev rigtigt glade for. Vores nye hostel, Pop Hostel, havde en dejlig have med pool, så der tilbragte vi det meste af eftermiddagen. Om aftenen sørgede den unge bestyrer, Felix, for at få arrangeret barbeque party! Her faldt vi i snak med 4 piger fra England, som vi blev rigtig gode venner med. Det var en vildt hyggelig aften, med en masse flinke mennesker, god stemning, god mad og god musik. Næste morgen stod vi tidligt op for at tage til Iguazu falls, som var hele formålet med det her besøg. Vi kunne få et lift af en af de ansatte på hostel'et, hvilket vi sagde ja til, og sammen med de 4 engelske piger, maste vi os alle sammen ind i en lille bitte bil, for at begive os ud på den 30 minutters lange køretur til parken hvor vandfaldene ligger. Vi havde set billeder og hørt historier om de flotte vandfald, men havde aldrig forestillet os, at det kunne være så fantastisk! Da vi ankom skiltes vi med de andre piger, da vi havde bestilt en tur der inkluderede safaritur gennem junglen og bådtur ved vandfaldende. Turen gennem junglen var en lille smule skuffende - vi havde regnet med, at vi skulle se vilde tigre og andre dyr, men de sov åbenbart om dagen, så det vildeste vi fik set var edderkopper. Bådturen var tilgengæld en rigtig god oplevelse! Vi startede med at sejle stille og roligt forbi alle de store vandfald og igennem noget fantastisk natur, men efter lidt tid fik vi besked på, at putte kameraer og diverse andre ting i nogle vandtætte sække og så satte vi kursen direkte mod et vandfald! Vi sejlede igennem det og blev fuldstændig gennemblødte, vi troede begge to vi skulle drukne! Dette blev gentaget et par gange inden vi til sidst blev sat af på land. Herefter udforskede vi selv resten af parken, som er kæmpestor! Vi spiste en lækker frokost, kørte med et lille futtog, tog en lur under træerne og så noget af det flotteste natur vi nogensinde har oplevet! Vi gemte det største vandfald til sidst - Devil's throat... Det var en helt ubeskrivelig følelse, at stå og kigge ned på sådan et gigantisk og kraftfuldt vandfald og være nødt til at råbe til hinanden for at overdøve brusen med skummet sprøjtende om ørerne. Vores tøj der endelig var tørret fra bådturen blev helt gennemblødt igen! Efter at have tilbragt hele dagen i parken, tog vi tilbage mod byen. Her fandt vi en lille lokal restaurant, hvor vi spiste og fik en hunde-ven der fulgte os hele vejen tilbage til hostel'et, hvor den desværre ikke måtte komme ind. Om aftenen tog vi ud med de engelske piger og nogle drenge fra vores hostel. Det var første - og formentlig også sidste - gang i vores liv, at vi oplevede at kunne købe en flaske vodka og en stor cola for 25 kroner og tog på diskotek i klip-klappere og uden make up. Selve oplevelsen at et Argentinsk/brasiliansk diskotek var rigtig interessant; folk stod i rundkredse med én i midten der rystede numsen eller lavede andre latinamerikanske moves, mens andre dansede rundt på hele gulvet i en vild salsa. Næste morgen stod vi tidligt op for at tage flyet tilbage til Buenos Aires. Vi var ret smadrede efter gårsdagens oplevelser, hvilket resulterede i, at Anne-Sophie forsøgte at gå op af en rulletrappe der gik nedad og faldt ret alvorligt. Vi kom dog hele ombord på flyet og sov hele vejen til Buenos Aires, hvor vi havde én overnatning, før vi skulle videre til Mar del Plata og besøge Andrea og hendes veninder. Vi havde en rigtig hyggelig dag i BA (som vi i øvrigt stadig er helt forelskede i, fantastisk by! Har vi nævnt, at den har verdens bredeste avenue, med 8 baner trafik HVER vej - altså 16 baner, med store flotte bygninger langs siderne og grønne træer og græsplæner der adskiller vejene - fantastisk smukt!). Vi havde booket et hotel midt i gågaden, som minder lidt om strøget, og brugte bare dagen på at gå rundt og shoppe og observere alle de forskellige typer mennesker, gadesælgere og folk der dansede tango i gaderne. Om aftenen tog vi i biografen og så Burlesque og så gik vi på hovedet i seng, så vi kunne lade op til nogle kommende hårde og vilde dage i Mar del Plata.
- comments