Profile
Blog
Photos
Videos
Oye alle sammen! Så er der opdatering fra fantastiske Buenos Aires! Vi ankom med fly fra Rio tirsdag den 11. ved otte tiden om aftenen. Anne-Sophie's gamle CISV veninde, Andrea, havde været så sød, at tilbyde vi kunne bo hos hende de dage vi er i BA (selvom de ikke havde set hinanden siden de var 11). Vores gode venner fra gymnasiet, Mathias Løg og Mathias Mencke, rejser også rundt i Sydamerika, og da Mencke deltog i samme CISV camp som Anne-Sophie og Andrea for snart 9 år siden, var de også blevet tilbudt at bo hos Andrea. Der var altså fuldt hus hos Andrea den aften! Vi tog en taxa fra lufthavnen hjem til Andreas papás lejlighed, (hendes forældre er skilt) som ligger midt i hjertet af Buenos Aires, byen der aldrig sover! Det var et glædeligt gensyn mellem alle parter, da Andrea, Løg og Mencke mødte os ude foran lejligheden! Efter et hurtigt bad var klokken blevet omkring 22 og vi gik ud for at spise aftensmad. Det er en af de ting vi lige skal vænne os til ved Sydamerika - man går ikke ud og spiser før tidligst klokken 21.30 - derefter bliver alle udendørs cafe'er og restauranter til gengæld fyldt med mennesker, der spiser og drikker vin og snakker til langt ud på aftenen. Det er helt fantastisk hvordan Buenos Aires kommer til live ud på de sene aftentimer! Vi spiste en hyggelig middag med tilhørende champagne og vin i lange baner, og havde bare alt i alt en rigtig dejlig aften og nat (på trods af, at Løg sagde Menckes kjole var gennemsigtig)! Virkelig sjovt at se 2 venner fra Danmark på den anden side af jorden!
Næste formiddag tog vi afsked med drengene som skulle videre, da de allerede på dette tidspunkt, havde boet hos Andrea i 10 dage. Resten af dagen tog vi det stille og roligt, Andrea viste os lidt rundt i Buenos Aires's smukke gader og vi spiste frokost i Palermo. Om aftenen tog vi tilbage til hendes papás lejlighed - hun havde i forvejen advaret os om, at det bare var en "lille" lejlighed og der ikke var så meget plads, men for os danskere der er vant til Københavns små lejligheder, var det var et fantastisk sted! Helt nyt og lyst og lækkert med en kæmpe altan og absolut ikke lille for en aleneboende mand! Andreas far er et meget intelligent og interesseret menneske, som har rejst i stort set hele verden (også Danmark!) og studeret på Harvard. Om aftenen inviterede han os alle tre ud og spise på en fin restaurant, hvor vi sad udenfor og nød varmen og byens puls i mange timer. Ved halv tolv tiden tog vi tre piger i biografen og så en meget uhyggelig gyser!!
Næste dag stod den på sightseeing! Andrea var vores private tourguide og viste os ALT hvad der var værd at se, fx diverse musseer, monumenter, kathedraler, kirkegårde, shoppingcentre, boghandlere og smukke områder og parker! Trafikken her er fuldstændig sindssyg. Folk kører ekstremt hurtigt og skifter baner frem og tilbage og dytter og motorcyklisterne er ikke bange for, at drøne imellem to biler selvom der ikke er meget mere end 50 cm imellem! Vi så også et sammenstød den ene dag, en bus der kørte ind i en taxa! Om aftenen tog vi hjem til Andreas mor, Kitty, et meget livsbekræftende og glad menneske! Hun bor i udkanten af Bunoes Aires i en village, som er et smukt overklasse område bestående af omkring 300 huse, tennisbaner, skole, mm., indhegnet af pigtrådshegn og svært bevæbnede vagter! Det er et fantastisk smukt og stort hus med alt hvad man kan drømme om, lige fra pool til maid i uniform som opvartede os 24 timer i døgnet! Fx kunne vi bare sige, at vi gerne ville have pasta til aftensmad og tyve minutter senere blev maden serveret - vi skulle ikke engang tage ud efter os selv. Vi blev tilbudt at få et værelse hver, men valgte at dele, og havde naturligvis også vores eget toilet(!).
Dagen efter stod den atter på sightseeing og vi var ude og spise frokost med Andreas mor midt inde i byen i en gammel munke-park. Om aftenen var vi inviteret til pool party - det var virkelig virkelig sjovt, helt urealistisk at hoppe i en pool i januar måned! Den følgende dag var desværre også vores sidste, da vi skulle med bussen til Puerto Iguazu for at se nogle flotte vandfald. Vi sagde farvel både til Andreas mor og far, og til Andrea var det på gensyn, da vi skal i sommerhus med hende og hendes veninder i Mar del Plata den 19.! Hun har været en fantastisk hjælp og har vist os en hel anden side af Buenos Aires end hvis vi selv skulle have fundet rundt. Hele oplevelsen har bare generelt været rigtig god, begge hendes forældre er nogle af de mest gæstfri mennesker vi har mødt og oprigtigt interessrede i Danmark og vores kultur. Det er absolut ikke sidste gang vi har besøgt Buenos Aires!
PS. Sussie mangler stadig sin bagage....
- comments
Mor Lene Hvor lyder det dejligt, og skønt at høre at I værdsætter den gæstfrihed og interesse, I møder, og suger til jer af andre kulturer. Det er vel blandt andet det, hele jeres dannelsesrejse går ud på. Fortsat god tur!
Ellinor Sikke nogle fantastiske beskrivelser. Bliv ved med det. Husk at vis der er noget mere 'privat' I vil gemme kan I lægge det en som kladder i jeres egen email. det gælder jo også adresser og tlf nr. I ikke vil miste