Hej igen!

Taenk, saa er der allerede gaaet naesten en uge siden sidst. Jeg skrev sidst, at det regnede lidt en gang i mellem, men der efter regnede det i tre dage. Det var ikke saa opmuntrende. I disse dage var Joanna helt nede og vende, for det var ikke meget at give sig til. Det regnede altsaa nonstop og rigtig meget. Vi havde moedt nogle danskere i lufthavnen i Heathrow da vi stod i koe, og dem moedte vi igen her paa oeen, endda paa vores hotel. Vi spiste aftensmad sammen med dem og Joanna blev lidt oplivet ved muligheden af at tale dansk.

Om soendagen regnede det stadig, men der skulle saa meget ske noget, saa vi trodsede regnen og tog til en slags mini-zoo med tarsier. En tarsier er en lillebitte abe med kaempestore oejne, der udelukkende lever paa Bohol. Den kan sidde i en haend. Der var ogsaa dovendyr og flagermus. Det muntrede lidt op. Om aftenen tog jeg beslutningen: vi har brug for en nanny. Vi spiste paa Arbitrarios restaurant og det var simpelthen saa hyggeligt. Familien er uhyre hjertelige og vi foeler os saa velkomne. Johs havde faaet naeldefeber og de skaffede os noget antihistamin. Soennen bor hos dem og han har kone og det den dejligste datter paa lidt over et aar, Isabella. Joanna er helt solgt i hende. Desuden har de tv og dvd-afspiller, saa boernene saa en film. Jeg forelagde Virgie min problemstilling og hun lagde hjernen i bloed.

Mandag koerte vi med ind til Tagbilaren for at handle lidt, familien skulle til lufthavnen, da deres anden datter, Joan, skulle rejse til Sverige og besoege Elouisa, ogsaa kaldet Darling (er det ikke skoent). Joanna blev klippet, vi var i biffen og ville saa tage bussen hjem. Jeg lover hermed, at jeg aldrig i en bus i Kbh. igen vil sige disse ord: Bussen er vel nok fuld! Vi lod den foerste bus koere, for der kunne ikke stoppes flere ind. Den naeste tog vi, selv om det kunne der faktisk heller ikke i denne. Alligevel fik vi mast os ind. Saederne var anbragt langs med vinduerne, i midten var anbragt smaa skamler og der er ikke hoejt til loftet. Johs kunne lige staa oprejst, mellem en mands laar. Joanna stod i 90 grader og jeg selv paa det bagerste trinbraedt, klamrende mig fast, for hvis Joanna faldt, ville hun ramme mig, der saa skulle gribe hende. Jeg selv kunne heller ikke staa oprejst. Paa taget var der ogsaa fyldt med baade oppakning og folk. Heldigvis skulle vi ikke saa langt, troestede jeg boernene med. Vi havde jo koert turen flere gange, paa ladet af familiens lastbil. Jeg glemte helt, at enhver bus med respekt for sig selv siksakker, for at kapre flest mulige kunder. Det tog over en time, foer vi var der, radbraekkede, men med en erfaring rigere. Med garanti husker vi denne tur.

Tirsdag tog vi paa sejltur med familien Arbitrario. De medbragte: Mor, far, soen, svigerdatter, barnebarn, bedstemor, to drenge som arbejder for dem og Lars som er deres eks-svigersoen. Med os og de to baadsdrenge, var vi 14 personer. Vi startede kl. 6 om morgenen, med haab om at se delfiner. Desvaerre var der for store boelger til at det lykkes. Foer vi naede Balicasac Island, var flere af deltagerne soesyge. Isabella kastede op, det samme gjorde hendes mor, bedstemor sad og hang og Johs naaede det ogsaa. Joanna var taet paa, da vi naaede frem. Der var lavvande, saa vi kunne ikke naa ind til kysten. Tre af maendenenblev saa sejlet derind og saa lykkedes det. I en lille baad blev Johs, Joanna, soennen og jeg sejlet ud til et fredet omraade, hvor fiskene naesten er tamme. Vi fodrede dem med broed og de blev helt vilde. Derefter snorklede vi, Joannas foerste snorkletur. Det var fantastisk. Lige paa kanten af en vaeg, der gik 30 m ned, saa vi fisk i alle stoerrelser, farver og faconer. Broderen hjalp med boernene som den naturligste sag i verden, for saadan er philippinerne: vandt til at boernene er med i hverdagen, saa alle giver en haand hvor det er noedvendigt. Johs skiftevis sad i baaden og svoemmede ved siden af, hvor han hele tiden kunne holde fast i bambusudhaenget paa baaden. Det var rigtig sjovt. Derefter sejlede vi ud til familiens fiskefaelde, som er midt ude i havet mellem oeerne. En lang raekke pinde staar med net spaendt ud og naar fiskene saa stoeder der ind i, soeger de videre langs med ind i et aflukke, der foerer videre ind i et mindre aflukke, til der til sidst er

Ok, nu maa jeg slutte, Johs er amok

Fortsaettelse foelger