Naa, det med billeder maa vente til en anden gang, hvor der er roligere forhold, for der er koe ved maskinerne. Det har indtil videre ikke vaeret saa nemt at komme til at skrive, som I nok har bemaerket.

Kort fortalt:

Vi har det godt. Turen herned tog tre gange saa lang tid som forventet, da der var store problemer med sne og is i Heathrow lufthavn, London. Vores fly fra Kbh. var en time forsinket, men da der foerst manglede en trappe til flyet og dernaest en bus, der kunne koere os til terminalen, blev vi yderligere 1 1/2 time forsinkede. Det betoed, at flyet til Hong Kong var afgaaet. Vi blev bedt om at stille os i koe ved Cathay Pacific, sammen med alle de andre, der var i samme situation. Ca. 4-5 timer efter, var det vores tur. Da jeg havde boern med, tilraadede manden bag skranken os til at blive i London natten over og flyve naeste dag. Det takkede jeg ja til, og vi maatte helt til centrum af London for at faa et hotel, da alt i naerheden var fuldt. Der var i det hele taget koer over det hele, for alle fly var forsinkede og alle mistede deres connecting flights. Vi tog det med sindsro, for vi havde ikke travlt og boernene klarede det til guldmedalje. Joanna var saa flink til at se efter bagagen naar jeg var paa toilettet med Johs og til at passe Johs naar jeg stod i koe. Det var meget kedeligt for dem, men jeg var stolt over dem. Paa hotellet var det karbad og vi fik aftensmad og morgenmad paa British Airways regning. Det var nemlig dem der stod for Kbh. - London rejsen. Det var alletiders mulighed for at se London, men det umuliggjordes af kulden, som vi slet ikke havde toej med til at beskytte os mod. Vi proevede at trodse den, bare for at naa en butik, hvor vi kunne skaffe noget varmere toej, men det var slaedehundekoldt og isen paa fortovet umuliggjorde al loeb.

Vi floej 11 timer i en boing 474 til Hong Kong, med hver sin dvd afspiller i det foransiddende saede. Fine forhold, men hold op hvor sidder man daerligt i en flyvemaskine! Boernene fik da sovet lidt (paa skift!) og det gjorde jeg nok ogsaa, selv om det ikke foeltes saadan. Da Joanna vaagnede, blev hun daarlig. Hun var forkvalmet og svimmel og begyndte at kaste op. I Hong Kong laa hun fladt, mens alle damerne faldt i svime over Johs' charme. Jeg fik lidt broed og lidt vand i hende og saa fik hun det bedre. Lige indtil vores naeste fly lettede til Cebu, saa fortsatte det. Hun er bare ikke god til at flyve, sejle og koere.

I lufthavnen i Cebu, blev vi hentet af hotellet (heldigvis!). Der var en leben uden lige i lufthavnen, saa det var helt klart en lettelse. Johs puttede fingrene i oererne ligesom nytaarsaften. Joanna kastede op i taxaen. Vi koerte til hotellet og pludselig kunne jeg huske Filippinerne igen. Det skraemte og overraskede Joanna lidt, at mennesker kan leve i en saadan fattigdom. Cebu er en stor by, og hovedstad paa oeen Cebu, og den fremstod snavset, fattig og uoverskuelig. Dermed forekom hotellet som et paradis, da vi ankom der. Der var en smuk tropisk palmehave, swimmingpool og et rent vaerelse at bo i. Heldigvis blev Joanna kendeligt oplivet, da hun saa poolen og vi svoemmede os en tur. Den aften graed boernene sig i soevn, fordi de var overtraette, maette af indtryk og savnede deres far og alt og alle derhjemme.

Tre naetter tilbragte vi paa hotellet, fik hvilet, haevet penge og svoemmet en masse. Dernaest tog vi flyvebaaden til Tagbilaren paa Bohol, som er nabo-oe til Cebu. Der blev vi hentet af Virgie og Noni Arbitrero, som er mor og far til Elouisa, som er veninde til Mulle, min filippinske veninde. Det var dejligt at gaa forbi alle de, der gerne ville saelge alt muligt og bare blive koert til hotellet. Der bor vi nu, paa et lille vaerelse med koldtvandsbad, fan og lille veranda. Der er dejlig swimmingpool og det ligger lige ved den dejligste strand. Vaerelset koster 800 peso, som skal divideres med 9 for at faa den danske pris.

Vi har vaeret paa Virgie og Nonis restaurant og spist kylling med ris. Dejligt og billigt. En tredjedel af hvad det koster her i omraadet, hvor der er mang eturister, saerligt mange dykkere. Her er dejligt varmt. Det har dog regnet lidt ind i mellem, hvilket ikke goer spor, for det svaler! Jeg synes det er vidunderligt at se Filippinerne igen. Folk er soede og naturen er uden mage. Og vi er daerligt nok begyndt! Johs klarer det fint, han savner dog sin far hver gang han faar skaeld ud. Det er lidt vaerre med Joanna. Hun er pludselig blevet kraesen og vil daarligt nok spise eller drikke, da hun synes alt smager maerkeligt. Desuden savner hun sit vaerelse, sine ting, sine venner, sin far og alt derhjemme, saa hun graeder hver aften. Jeg haaber virkelig det gaar over, naar vi har vaeret her lidt laengere tid. Det skaerer mig selvfoelgelig i hjertet at se hende saa ulykkelig, men tror ogsaa hun er overtraet, maettet med indtryk, lider under varmen, toerstig og ikke helt har vaennet sig til tidsforskellen. Jeg haaber vi vil moede nogen boern hun kan lege med, for hun savner ogsaa at lege.

Nu vil jeg slutte, uden at vide hvornaar jeg igen kommer paa. Det er svaerere end jeg havde forestillet mig, at faa Johs pacificeret mens jeg skriver. Han hyler og skriger som en vild. Men vi er ved godt mod, jeg er ihvertfald. Vi taenker paa Jer derhjemme og savner Jer selvfoelgelig hver dag.

Hej og kaerlige hilsner fra

Johs, Joanna og Mette