Profile
Blog
Photos
Videos
Ihhh vi havde bestemt, at vi ville køre senest kl 8, men så vågnede vi først kl 7.30, sådan nogle sovetryner :-). Kom afsted ca 9.30. Inden vi kørte, fik vi igen en morgensmøg, denne gang sammen med damen i receptionen. Igen lidt snak løst og fast om Texas og Danmark. Hun fortalte, at hun får $8 i timen, og at man har ret til en uge betalt ferie, når man har været ansat i et firma i 1 år. Nogle firmaer er det så 1 uge ferie pr år, man har været ansat. Timelønnen kan være lige meget, men det kunne da være ok med 17-23 ugers ferie. Nå afsted med os mod Oklahoma i 30 graders varme. Landskabet bliver langsomt grønnere, og igen masser af vindmøller, der ligner faktisk lidt derhjemme bare meget meget større. Dog kan man se, at jorden er helt rød (når der er bar jord). Der var også flere gamle vandtårne, et enkelt af dem ret skævt. Vi kom til en lille by McLean, hvor de bl.a. havde en rigtig gammel tankstation og et pudsigt lille gratis museum, der bl.a. fortalte om byens grundlægger Alfred Rowe, der var ombord på Titanic (lig nr. 109). Videre til vi kørte ind i Oklahoma - vores stat nr. 6 på denne tur. Var lige omkring et Visitor Center, og damen var så begejstret over, at vi ikke - som de fleste åbentbart gør - sprang staten over, at hun fyldte en hel pose med diverse brochure og gav os en masse tips. Hver gang vi nævnte noget vi har tænkt os, vupti endnu en brochure. På parkeringspladsen kom vi i snak med en gammel flink gut, der var på vej fra Arizona til Michigan på hans nye Harley ($ 15.000 koster sådan en ny en). Han havde kørt Route66 som 18 årig, før han kom i militæret, og blev sendt til Vietnam. Videre derud af, til vi kom til Cherokee Trading Post & Boot Outlet. Igen en pudsig butik, og søreme om der så ikke gik 3 bisonokser i en indhegning bagved. En kalv, en ko og en tyr. For hulan den har bare et stort hoved sådan en bisontyr, og da koen til sidst fik nok af vores tagen- billeder, og gjorde udfald mod Dorte, så måtte vi vist hellere køre videre. Hjertet var dårligt faldet til ro, før næste "oplevelse" meldte sig. En State Ranger holdt og lurede på bilisterne, og af en eller anden grund besluttede han sig for at følge efter os. Han kørte næsten helt op på siden af os, men trak så ind bagved, hvor han blev liggende. Vi besluttede at køre fra I40, vi var alligevel sultne, og søreme om han ikke blev ved med at følge med. Helt ind til Subway, hvor vi parkerede, så kørte ham omsider videre. Mærkelig oplevelse, vi kørte ikke og havde ikke kørt for stærkt. Nåede frem til vores hotel BW Saddleback Inn i Oklahoma City. Efter et kort hvil kørte vi ud til et kæmpe Outlet Center og powershoppede. Morten: 6 Tommy Hilfiger T-shirts og 2 par Levis, Dorte: 2 par Levis, 1 bluse af ukendt mærke og en Michael Kors taske. Alt sammen til USA-priser, og så lige med 20-50% summersales rabat fratrukket. Burgers og shakes på "Steak N Shake". Og sluttede så aftenen af med en tur i poolen, der har åbent til kl 23. Dejligt, da vi faktisk nåede 37 grader i dag.
- comments
Dorrit Oh ja, man kan da sige at der er blevet shoppet igennem. Og ja, de er godt nok store de der bisonokser og kan blive ret sure. I får da en på opleveren og nu er det snart min tur. Fortsat god tur. Knus Dorrit