Dagen startede med en af de store "skal/skal ikke, jeg har ikke rigtig brug for det, åh jo kom nu, vi må jo hellere, ellers kommer vi til at fortryde"-beslutninger. Og vi endte med at gøre det, nemlig at gå ud på et glasgulv i 412 meters højde på 103. etage i Willis Tower. Lad os sige det, som det var: små forsigtige skridt, og hvis den unge pige, der skulle tage billede for os, ikke have lokket os til at gå lidt længere tilbage, så var vi ikke kommet helt ud. For hulan der var langt ned. Vi så flere der satte eller lagde sig ned, uha ikke noget for os. Der var også nogen, der hoppede. Men ellers super flot udsigt til alle 4 verdenshjørner. I øvrigt kan vi oplyse, at der skal stables 213,5 x Morten eller 345,25 x Dorte ovenpå hinanden for at nå den højde. Virkelig vigtig viden, men der var mulighed for at måle det. Så var det tid en kop morgenkaffe. Videre (til fods - vi er jo billøse) til vi kom til Millenium Park, hvor "bønnen" ligger. Skulpturen hedder Cloud Gate. Rigtig flot og sjove spejlreflekser. På den store scene ved siden af, var der et symfoniorkester, der holdt "open rehearsal". Vi satte os og lyttede lidt. Dejlig klassisk musik omend med mange afbrydelser, men hvad gør man ikke for 10 minutters sidepause i skyggen. Det har været svedende varmt igen i dag (32 og høj luftfugtighed). Flere steder så vi børn nyde diverse springvand, og Morten fik sig også en lille skylle af et vandingsanlæg (med vilje -han var gennemvarm). Videre gennem gader med vildt mange og vildt høje huse, til vi endelig nåede frem til Navi Pier, som ligger ud til Lake Michigan. Hold nu kaje, hvis det er en sø (og det er det), så har vi aldrig set så stor en sø. Det er også den næststørste af The Great Lakes. Det føltes som at være ved havet. Vi var nu så varme og trætte, men havde også besluttet at skulle sejle lidt, så det passede perfekt, at vi kunne tage en vandtaxa tilbage til et stop ved Willis Tower. Chicago River løber gennem den del af byen vi bor i, og det er dejligt med vand. Fandt et af de steder vi var blevet anbefalet at spise Chicago Deep Dish Pizza (af en mand vi mødte i Oklahoma City), så det måtte vi prøve. Efter en super lækker husets salat, kom den længe ventede pizza. Og tja det var næsten en Deep pan pizza men ikke helt så tyk, dog med meget ost og måske en dåse flåede tomater. Smagte udemærket, men var vist lidt opreklameret. Til gengæld et hyggeligt sted. Forresten kom vi også forbi The End-skiltet på Route66. Meget passende. I morgen er det nemlig slut for denne gang. Vi skal afsted til lufthavnen kl 13.45, og foran os venter en 17 timers rejse, før vi er helt hjemme i Asserbo igen efter en fantastisk ferie.