Profile
Blog
Photos
Videos
Hverdagen i Australien
Først vil jeg lige starte med at undskylde at der ikke kom en blog om vores hverdag i sidste uge som lovet. Jeg havde faktisk skrevet den, men da jeg skulle til at opsummere gik det op for mig at jeg egentlig ikke havde skrevet noget der adskiller vores hverdag fra den derhjemme. Faktum er at vores hverdag egentlig ikke adskiller sig så meget fra den vi har i Danmark. Vi laver begge noget fagligt i løbet af dagen, vores omgangskreds består hovedsagligt af danskere og kulturen minder meget om den danske. Helt ærligt føler vi ikke at vi befinder os på den anden side af jorden. Lad mig i stedet prøve at fremhæve nogle af de ting der adskiller vores hverdag fra den danske. Eftersom at det bliver lyst allerede før kl. 5, sker det at Jørgen nogle morgener står tidligt op, tager sit surfbræt under armen, går de 20 skridt ned til stranden og tager en morgen session. Jeg tager af sted allerede 6.30, og så meget morgenmenneske er jeg altså ikke at jeg tager en surftur inden jeg skal af sted. En anden ting der adskiller sig er at vi ikke først bruger 10 min på at finde ud af hvordan vejret er inden vi kan bestemme hvilket noget tøj vi skal have på, ligegyldig hvad, er det varmt udenfor og koldt indenfor. Når vi så først er kommet af sted er den største forskel at man hilser og er venlig overfor sine medmennesker. Dette betyder at man hilser på gadefejeren, siger "tak" til buschaufføren når bussen kommer frem, han kvitterer til gengæld med at takke alle passagerne på deres vej ud af døren og man snakker med folk i elevatoren, spa'en osv. om løst og fast. De morgener jeg skal på kommunen skal jeg krydse en vej hvor der er vejarbejde, jeg har her tre mænd til at følge mig over vejen, en der fortæller mig at jeg skal passe på fordi der er lidt mudret og resten hilser på mig. Selvom det måske hænger lidt sammen med at jeg er en ung pige med lang lyst hår afspejler det alligevel meget godt den australske mentalitet. "No worries man" (ingen bekymringer), er det generelle svar, selv når bussen kør for næsen af en, eller den er fyldt så man ikke kan komme med. I starten blev min tålmodighed sat lidt på prøve, men nu har jeg vænnet mig til det, og jeg synes egentlig at "no worries" er et meget godt udtryk, en ting jeg vil tage med mig hjem til DK. Aftenerne minder også meget om vores aftener i Danmark med lektier, madlavning, tøjvask osv. Forskellen er her at hvis vi vil ud og gå en aftentur foregår det langs stranden eller igennem byen hvor man kan høre Elvis synge, en aboriginal der spille didjidoo eller se gøglere, men sådan er du nu engang når man har valgt at bosætte sig i vel nok Australiens største turistby. En anden ting der adskiller sig er at vi oftere læser bøger om aftenen end at se tv, fordi australierne generelt er mega dårlige til at lave tv. Deres nyheder handler om slankekurer, tooth whitning osv. og der er reklamer ca. hvert 3. Minut. Dette har også medført at jeg har sat personlig bogrekord hernede med ca. 20 læste bøger på de 4 måneder vi har været her. En anden ting der r lidt anderledes er vejrfænomenerne. De fleste af jer har nok set billeder fra dust-stormen i vores blog, og hernede stopper togene ikke pga. blade eller sne på skinnerne, men pga. af brand. Således stoppede mit tog for to uger siden, to stationer før jeg skulle af fordi der var bush-fire på skinnerne. Med det nylærte udtryk "no worries" var jeg i starten meget tålmodig, men da tre toge mere med hver 200 passagerer også strandende på den samme station og der på en time kun var kommet én bus, ringede jeg efter Jørgen. Bilturen hjem var også rimelig action-fyldt med bush-fire på begge sider af vejen, ild centimeter fra vejkanten og helikoptere flyvende over hovedet med kæmpe "vandballoner" hængende under sig klar til at smadrer ilden. På det tidspunkt var der 3000 brande alene i Queensland (den stat vi bor i), men med lidt regnvejr og nogle dygtige brandmænd tror jeg de er ved at have styr på de fleste. Og nu jeg snakker om brand vil jeg da lige fortælle at vi blev evakueret fra vores hotel i sidste uge. Der ankom tre brandbiler, et par politibiler og en ambulance. Efter ca. 1 time fik vi lov til at komme ind igen efter det der viste sige bare at være en køkkenbrand. Den største forskel til vores liv i Danmark er som nævnt hvad vi bruger vores weekender på, men det vil jeg ikke komme ind på her eftersom jeg skrev om dette sidst. Jeg vil dog lige komme med en lille beskrivelse af vores tur til Fraser Island:
Først vil jeg lige starte med at sige at I kan se billeder fra vores tur til Fraser Island og fra vores hverdag i fotoalbummet. Der er dog ingen billeder fra kommunen, eftersom mit gamle kamera valgte at slette dem.
Fraser Island er verdens største sandø og den er på verdens naturfredningsliste. Fraser Island er også verdens eneste sandø hvor på der gror en regnskov. Inde på øen er der desuden ca. 40 ferskvandssøer. Det var rigtig smukt og det er ikke for ingenting at de lokale kalder øen "K'Gari" eller på dansk paradis! Vi kørte fra Surfers Paradise omkring midnat torsdag aften. Vi havde valgt at tage af sted den weekend hvor der er et kæmpe billøb (inkl. 250.000 mennesker) i Surfers Paradise, hvilket gør at natten stort set er det eneste tidspunkt hvor du kan køre i byen (om onsdagen gik jeg hurtigere hjem end bussen kunne køre). Der var en 400-500 km køretur derop, hvilket gjorde at vi kørte det mest af natten. Næste morgen lejede vi en firehjulstrækker og efter at have set en introduktionsvideo (hvilket er lovpligtigt at man gør inden man tager til Fraser) kørte vi ned til færgen. Færgeturen over tog ca. 1 time og så var vi bare super klar på oplevelser. Desværre blev dette udskudt lidt af en kæmpe gå ikke langt fra færgen. Uden regn i flere måneder og på en sandø giver det kombinationen: rigtig svært terræn. Der var derfor flere biler der sad fast fordi de ikke vidste hvordan de skulle køre derovre. Vi endte vel med at sidde ca. 30 biler i kø, før bilerne foran kom fri. Vi kom op uden problemer og vi sad faktisk ikke fast en eneste gang, takket være vores dygtige chauffører, Steffen og Jørgen. Hverken jeg eller Majbritt havde det store behov for at skulle prøve at køre bilen. Vi startede med at krydse øen og kørte derefter op ad østkysten. Her passerede vi bl.a. en rigtig ren kilde nogle farvede sandklipper og et gammelt skibsvrag, men det kan I alt sammen se i fotoalbummet derfra. Vi slog lejr for natten på stranden, lavede mad over primus og gik ellers i seng allerede kl. 20 efter biltur hele natten før. Eftersom der bliver mørkt allerede kl. 18 og lyst allerede kl. 5, får man nu også automatisk ændret sin døgnrytme. Vi gik dog lige en tur på stranden inden vi gik i seng og uden nogen byer i miles omkreds var det helt imponerende flot alle de stjerne vi kunne se. Næste morgen kl.5 blev vi vækket af solopgangen, vi fik taget nogle billeder og lå ellers bare i teltet og nød den. En fantastisk måde at vågne på. Denne dag kørte vi op til et område der hedder Indians Head hvo der er nogle høje klipper hvor man kan se ud over vandet. Her så vi bl.a. 6 delfiner og nogle hajer der jagede. Og apropos hajer, så anbefaler de ikke at bade på Fraser Island da der er rigtig mange hajer i vandet. Fra Indians Head gik vi ned til noget de kalder Champagne Pools, her kunne man bade i havvandet der skyllede ind over nogle klipper. Da det begyndte at blive lavvandet igen (man kør kun på stranden når det er lavvandet, da bilerne ikke kan tåle saltvand) kørte vi tilbage sydpå, og slog igen lejr på stranden. Næste dag kørte vi ind til Lake McKenzie, som I også kan se billeder af. Det var helt fantastisk sted. En lille oase inde midt på øen. En helt klar turkis ferskvandssø omgivet af snehvidt sand. Rigtig lækkert. Dette var vores sidste stop inden vi igen krydsede øen for at komme tilbage til havnen. Det var en rigtig lækker primitiv tur, en lille forsmag på det liv der venter os de sidste 3 uger i Australien. I kan se billeder fra hele vores tur i fotoalbummet. Jeg undskylder meget de mange billeder, men vi havde taget over 600, og det var altså svært at sortere…
Denne weekend er brugt på Halloween party, et besøg i Q1, verdens højeste beboelses-bygning (billeder følger snarest) og lektier. Mens næste weekend er planen en farveltur inkl. camping til Byron Bay.
Vejr-updaten lyder på 25-30 grader rimelig konsekvent, og nattetemperaturen ligger efterhånden omkring de 20 grader. Til gengæld nærmere regntiden sig, og vi har haft en del byger de sidste par uger. Vi havde dog helt perfekt vejr da vi var på Fraser, og den pæne mørke kulør på vores kroppe er kommet tilbage.
- comments