Farlige dyr

Som mange af jer nok ved er Australia kendt for at have mange af verdens farligste dyr både til lands, til vands og (til dels) i luften. Her vil jeg lige komme med en kort gennemgang af vores erfaringer med disse farlige dyr.

Lad os starte i luften. Efter at være ankommet til Australien er det gået op for mig at jeg nok ikke er den store fugle-fan. Egentlig ikke fordi jeg bange for dem, men nok mest fordi jeg synes de er lidt klamme. Og klamme er mange af fuglene hernede fordi de har vænnet sig til at leve af menneskenes affald og derfor konstant roder i affald eller prøve på at kapre vores madpakke (Maria doesn't share food, og specielt ikke med fugle). Decideret farlige er der nu ingen af disse fugle der er. Men der findes en fugle hernede, der (i sæson) angriber mennesker, Magpie hedder den (den første gang jeg hørte om den troede jeg det var en yderst farlig tærte de snakkede om, pie=tærte). I nogle få måneder om året angriber den mennesker, og specielt cykel-postbude er udsat. Jeg har endnu ikke været udsat for at angreb, men de er frygtet i hele Australien, og det har resulteret i nogle sjove løsninger fx cykelhjelme med påsatte piberensere eller påmalede øjne op cykelhjelmen. Med til historien om disse MEGET farlige flyvende dyr hører selvfølgelig at fuglen kun er på størrelse med en vibe! På Jørgens uni er der dog en anden race der er begyndt at efterligne magpie'en og angriber kaffedrikkende studerende, det er han ikke helt tilfreds med.

Så til Lands. Som mange nok ved er Australien kendt for at have et stort repertoire i giftige slanger og edderkopper. Som skrevet i et tidligere indlæg er der en bestemt giftig slangeart der i høj grad lever her i vores område (der bor en på hvert 3. tag). Edderkopperne skulle også være temmelig giftige, men dem har vi ikke hørt så meget om. Ikke desto mindre har vi ikke set nogen af disse dyr endnu, eller dvs., jeg mener helt bestemt, at jeg så en død slange på motorvejen den anden dag, men derudover har vi ikke spottet nogen. Det på trods af at Jørgen i høj grad er på vagt når vi er i regnskoven eller andre slange-venlige steder. Så altså heller ikke her den store trussel.

Til vands findes jo til gengæld mine allerværste mareridts (til dels årsaget af "Dødens Gab"): Hajer, Krokodiller osv. Selvom jeg på forhånd prøvede at kurere min hajangst ved at se hajfilm (tak til Pernille og Henrik), lykkedes detmig ikke. Jeg havde også lavet en del research inden vi tog hjemmefra og fundet ud af at Australien måske ikke lige var det bedste land i verden for en person med hajangst. Efter at have været her i 2,5 måned uden overhovedet at have hørt lokale snakke om hajer, var jeg efterhånden ved at falde lidt til ro. Indtil i søndags. Jørgen og jeg ligger lige så stille i vandet og venter på en bølge, da Jørgen pludselig udbryder: "Maria, vi skal ind NU! Jeg har lige set en haj, no kidding". Jeg ligger roligt mine ben op på boardet og amok-padler ind mod kysten, mens jeg ud af øjenkrogen ser en finne komme op af vandet ca. 1 meter fra mig. Og jeg padler desperat videre, indtil en kvinde ved siden af mig råber: "Look, dolphins". Efter at have udspurgt hende 5 gang om hun er 100 % sikker på at det bare var en delfin, begynder jeg rent faktisk at nyde situationen. Efter denne forskrækkelse, var vi nede og spørge livredderne om hvordan delfinerne kommer forbi hajnettet, hvis ikke hajerne kan. Svaret var at hajnettet nok ikke er så sikkert som vi havde troet indtil nu. Siden da har jeg (som den akademiker-aspirant jeg nu er) lavet lidt mere research, og det viser sig, at sidst de sidste tre hajangreb i Cold Coast (den kommune vi bor i) har været i floder og søer, så dem skal man nok bare holde sig væk fra. Sidst der var et angreb i havet her omkring var i år 2000 og sidst der var et angreb her i Surfers Paradise (hvor vi bor) var i 1967. Endelig en statistik der kunne berolige mig.

Status er, at vi efter at have befundet os i Australien med alle de farlige dyr i 2,5 måned stadig ikke har set nogen af dem. Der er dog stor sandsynlighed for at dette ændrer sig i løbet af de næste par dage, hvor vi skal i havet at dykke. Dem der dykkede i havet i går så en 4 meter lang gravid haj, og det sker vist ret ofte at de ser hajer derude. Selvom jeg selv synes jeg reagerede rimelig cool, da vi troede vi så en haj den anden dag, er jeg temmelig spændt (læs: nervøs) for hvordan jeg ville reagere hvis jeg står ansigt til ansigt med en kæmpe haj. Men jeg følger da det råd man altid hører "Se angsten i øjnene", bogstavelig talt!