Saa er det sidste gang I skal tvangsindlaegges til at hoere om vores oplevelser. Imorgen tager vi flyet hjem til Danmark igen, og derfor er dette blogindlaeg delvist mest til os selv, da vi (isaer Jesper, der ikke skriver dagbog) godt vil bruge det som en slags rejsedagbog (som Louise skriver for ham), som vi glaedeligt deler med jer andre.

Sidst vi skrev anede vi ikke rigtigt hvad der skulle ske den naeste tid, fordi vi havde droppet meditationen og buddhistiske munke i det hele taget. Herefter gik der en uges tid, hvor alle de andre frivillige rejste en efter en. Fabien og Jesper skulle hjem igen, mens Helene og Anne-Katrine skulle til at betale, hvis de ville fortsaette med at bo hos Arjun, og derfor valgte de at tage til et guesthouse at bo indtil de tog til Hong Kong.

Det betoed at vi nu havde huset for os selv et stykke tid, da vi paa davaerende tidspunkt heller ikke havde en kok. Det var rart at faa lidt tid bare til Jesper og Louise, selvom vi bestemt ogsaa har nydt samvaeret med de andre frivillige.

Det var i denne tid vi tog paa netcafe for paa egen haand at finde ud af om der skulle vaere et sted vi kunne arbejde frivilligt. Vi fandt en organisation, som kunne tilbyde os frivilligt arbejde paa et boernehjem i Pokhara, Nepals naeststoerste by lige ved Annapurna Basecamp.

Vi ringede til dem og inden vi fik set os om, havde vi en aftale. Den eneste ulempe ved dette var at vi maatte laegge nogle flere penge til en organisation og det viste sig senere at vi kunne have kontaktet boernehjemmet direkte til en meget billigere pris. Efterhaanden har vi laert lektionen: hvis det kan undgaas (og det kan det ofte), saa gaa ikke igennem mellemmaend!

Den sidste tid i Kathmandu brugte vi paa sightseeing. Vi fik set de vigtigste ting, som vi endnu ikke havde set: Patan Durbar Square, Bouddha (en kaempe buddhistisk stupa i Kathmandu, man gaar rundt og rundt om mens man beder) samt Pashputinath, som er et kaempe hinduistisk sted hvor man blandt andet braender de doede, hvilket vi temmelig ufrivilligt var vidner til, da vi pludselig opdagede en fod inde i det vi troede var et ganske almindeligt baal ved floden.

I denne uge havde vi ogsaa den vaerste nat hidtil i Nepal, da vi skulle sige farvel til Jesper, Anne-Katrine og Helene. Da vi var taget afsted om morgenen havde vores nye, kvindelige kok (som i oevrigt lavede saa god mad at vores sidste tid i Kathmandu appetitmaessigt var ganske udholdeligt) stadig vaeret igang med rengoeringen og hun havde derfor faaet noeglen og beskeden om at give den til Arjun (vi boede i en anden lejlighed end Arjun). Vores dag gik med sightseeing og senere moedtes vi med de andre et fantastisk sted kaldet Garden of Dreams (en park i Kathmandu). Her spiste vi aftensmad med de andre og bagefter tog vi til deres hotel og drak en oel. Foerst da vi skulle hjem kom vi i tanke om at vi ingen noegle havde. Klokken var 23.30 og Arjun var desvaerre for laengst gaaet i seng. Uanset hvor meget vi bankede, var der ingen der lukkede op, saa vi maatte gaa hjem til vores laaste doer og vaekke overboen for overhovedet at komme ind af porten og vores eneste mulighed var at sove i den gamle koks rum (som var uafhaengigt af lejligheden), hvor der i stedet for vinduer var smaa huller overalt, hvilket betoed myg overalt! Dynen var desuden ikke blevet skiftet siden den gamle kok havde sovet der. Lad os bare sige saa meget, at Jesper talte 64 myggestik paa den ene af sine foedder den naeste morgen og at vi sov ret meget den foelgende dag.

Endelig kom dagen hvor vi skulle til Pokhara og arbejde paa boernehjem. Vi ankom i regn efter 8 timer i bumlebus, hvoraf den sidste time havde vaeret med regn dryppende ind gennem de utaette ruder. Vi troede dette betoed at monsunen var begyndt, men faktisk havde vi foerst regn igen en uge efter. Dette aergrede vi os endda over, for vejret i Pokhara var meget varmt (ca. 35 celsius grader), og fordi byen var meget mindre forurenet end Kathmandu oplevede vi her, at vi blev noedt til at tage solcreme paa, da vi ellers ville blive solbraendte! (Siger det mest om Pokhara eller Kathmandu?)

Pokhara var en skoen by. Meget renere og knap saa meget trafikkaos og larm. Ved byen er der en kaempe soe, som man kan leje en baad og sejle paa. Alt aander fred og ro.

Vi boede paa et guesthouse kaldet Namaste Guesthouse, hvor der udover to andre frivillige ogsaa boede nogle enker med deres boern, som levede af at lave handicraft. Dette var en del af Namaste-projektet. Boernehjemmet laa en halv times gang derfra og hed Namaste Children House. Her boede der 64 boern og unge i alderen fra 3 til 18 aar.

Fra den foerste dag vi kom blev vi budt velkomne med aabne arme. Boernene elskede at faa en med i deres lege og de var meget nysgerrige efter hvem man var. Fra foerste dag blev vi kaldt henholdsvis "uncle" og "auntie". Derudover synes boernene at Jesper lignede Superman, saa ogsaa dette blev hans tilnavn, og fordi det var saa svaert at sige Jespers navn, blev han ogsaa kaldt James Bond af en af de ansatte, Nitu, som vi kom til at have et ret taet forhold til.

Vi skulle kun tilbringe 12 naetter og altsaa 11 dage paa dette boernehjem, og fra kl. 9.30 til 15.30 var boernene i skole, saa vi besluttede hurtigt at vi ville have saa meget som muligt ud af det som vi kunne naa. Hver dag (undtagen en) kom vi og hjalp boernene i skoleuniformer og fulgte dem i skole. Vi hjalp med rengoeringen bagefter, hvor vi af Nitu blev sat til at goere rent paa nepalesisk vis, hvilket ofte var ret udfordrende. Louise, der aabenbart forventedes at kunne lidt af hvert, fordi hun var en kvinde, blev sat til noget nyt hele tiden i starten og var derfor ofte meget forvirret. Kostene ligner et bundt pinde, der er samlet i enden med en snor, gulvsvupperne er en metalstang med nogle gamle, slidte klude paa og inden man bruger dem, laerte vi at stroe "white water" ud over gulvet. En dag matte Louise som en anden Askepot skrubbe gulv og trappe mens Jesper fulgte efter med en toer klud. Det var en kulturel oplevelse! Bagefter noed vi godt af Dal Bhat, som vi blev mere og mere vant til at spise. Endda saa meget at Jesper savnede det en dag, hvor vi var paa sightseeing med de andre frivillige, og derfor ikke kunne faa det.

Vi havde mange skoenne oplevelser paa boernehjemmet. Det bedste var muligheden for at give de her boern den kaerlighed og opmaerksomhed som de saadan havde brug for. Mange af boernene er taget fra gaden, enkelte har boet i faengsler med deres familie, og de er alle blevet reddet fra en meget dyster tilvaerelse. Livsglaeden straalede ud af dem. Man saa sjaeldent boernene graede og de hjalp alle sammen hinanden. Det var fantastisk at se og man fik saa hurtigt saa meget kaerlighed fra dem at det var umuligt ikke lynhurtigt at komme til at holde af dem.

Vi havde ogsaa nogle laererige oplevelser. En dag besluttede en af de frivillige, Dee, sig for at give boernene pizza. God ide! Den eneste ulempe ved det var at nepaleserboernene, som spiser Dhal Bhat til morgen, middag og aften og kun faar noget varieret til snack, aldrig foer havde smagt pizza! Boernene, som ellers spiser alt med fingrene, sad og hakkede i pizza-stykkerne med en ske og kun faa kunne lide det.

Dette laerte os, at hvad vesterlaendinge synes er godt, ikke altid er godt for enhver anden kultur. En meget vigtig lektion, synes vi selv.

Mens vi var der oplevede vi ogsaa aarsdagen for boernehjemmet: 7 aar. Paa denne dag var der kage til alle og nogle af boernene sang.

Derudover var vi med til en badedag, hvor alle boernene kom ud til en flod i forlaengelse af soen. Her legede drengene i vandet ifoert badebukser, mens pigerne vaskede toej og badede i fuld paaklaedning. Jesper havde derfor en sjov eftermiddag med drengene, mens Louise dyppede sine taeer og ellers holdt sig lidt paa afstand.

Jesper blev desuden klippet i Pokhara, hvilket aabenbart ogsaa indebar en omgang hoved- og overkropsmassage. Hertil boer det naevnes at frisoeren var en ung nepaleser med en meget lang lillefingernegl. Ikke at man skal hentyde til at han var boesse, for her i Nepal har maend en anden omgangstone; man ser dem ofte holde i haand paa offentlig gade.

Den dag vi tog afsked med boernehjemmet var meget roerende. Foer vi vidste af det var alle boern og medarbejdere samlet i indgangshallen og en af boernene holdt en tale for os. Den yngste dreng paa 3 aar gav os en tika (roedt pulver i panden som er en velsignelse) og de naestyngste gav os et saerligt toerklaede om halsen, som betyder at man har gjort noget saerligt. Vi fik blomster og kys og faelleskram og skulle ogsaa selv sige et par ord. Louise kunne ikke lade vaere med at graede og ogsaa Jesper synes det var ret soergeligt.

Selvom vi kun var der i 11 dage, fylder boernene allerede saa meget i vores hjerter, at vi ville oenske vi kunne vaere blevet lidt laengere, og at vi nu virkelig haaber vi engang faar muligheden for at komme tilbage. Inden vi tog til Pokhara glaede vi os bare til at komme hjem, men denne oplevelse har virkelig rykket meget i os.

I gaar, fredag kom vi hjem fra Pokhara (endnu 8 timer i bumlebus) og bor nu paa et guesthouse i den mest turistede bydel, Thamel. Vi har vaeret hos Arjun og hente de ting, som vi ikke ville slaebe med til Pokhara og sagt farvel til ham. Vi har ved denne lejlighed ogsaa moedt en ny frivillig, Fanny, som bor hos Arjun. Hun arbejder rent faktisk paa et boernehjem, saa det ser ud til at tingene forbedrer sig.

Resten af dagen vil vi bruge paa at pakke og finde en god restaurant, hvor vi kan faa noget laekkert mad. Imorgen tidlig flyver vi afsted mod Danmark og vi vil glaede os meget til at se jer alle endnu engang!

Tak til alle jer, der interesseret har fulgt med i vores eventyr. Det har vaeret en fornoejelse at dele det med jer.