Profile
Blog
Photos
Videos
I Wanaka gjorde vi et holdt ved Puzzling World, der byder på forskellige illusioner. Et fint sted, der dog var af en lidt svingende kvalitet. Men der var et par ret gode rum, der bød på gode illusioner.
Det næste stop var Kawarau Bridge, der er verdens første kommercielle bungyjump. Bungyjumpet er en gammel manddomsprøve fra en sydhavsø (her brugte man lianer!), hvor det så er blevet adopteret af adrenalinjunkierne Henry og AJ Hackett, der opfandt det moderne bungyjump. At se folk springe fra Kawarau Bridge gav os en forsmag på, hvad der ventede os et par dage i fremtiden - Kawarau Bridge var 43 meter høj, vi skulle springe fra 134 meter. Det er verdens tredjehøjeste! Vi fik også betalt for springet den 24., så der var ingen vej tilbage.
Da vi kørte ind i Queenstown stod det også klart, at byen kunne byde på meget mere end ekstremsport. Byen ligger ned til en lyseblå sø, og så er den omkranset af store bjerge, der er pletvis grønne, pletvis grå.
Vi checkede ind på Nomads Hostel, der er kåret som New Zealands bedste - og sure it is. Gratis sauna, aftensmad, morgenmad, helt nyt hostel, balkon og alt muligt andet lækkert. Den første eftermiddag brugte vi på at gå lidt rundt i byen, der har den flotteste ramme i kraft af den store sø og alle bjergene. Queenstown er udover ekstremsportens by også festernes by, og om aftenen mødtes vi først med en stor flok fra Kiwi-bussen, som vi drak med. Derefter tog vi på en bar, hvor alle fra bussen var, hvor vi så billeder fra turen. Og så blev vi fulde... Inden da havde vi dog været på Ferg Burger, der laver verdens - seriøst - bedste burgers! De er ikke bare enorme - de smager også helt vanvittigt godt! De er også lidt dyre, men alt vores gastronomiske kærlighed er dedikeret til Ferg Burger under vores ophold her i Queenstown :)
Næste dag sov vi - sjovt nok - længe. På grund af værelsesmangel bor Jakob og Jacob sammen, mens Andreas har fået et anden værelse. Det er surt, men vi har prøvet det flere gange igennem rejsen, og så må vi jo bare skiftes til at sove alene. Jacob og Jakob vågnede dog på en lidt ubehagelig måde - en pige havde været i bad, og åbenbart ikke lagt mærke til, at hun stod i fem centimeter vand på grund af et stoppet afløb. Flot! Så værelset endte med at blive fyldt med vand, og Jacob fik også vådt tøj. Fedt... Så derfor måtte vi relokaliseres til et andet værelse, der dog ikke var helt så godt.
Om dagen lavede vi ikke det store, dog testede vi lige en stor Devil Burger fra burgerbaren ved siden af hostellet. Den var OK - men intet sammenlignet med en Ferg Burger. Om aftenen satte Jacob og Jakob sig ind i loungen, hvor der røg et par øl ned - aftenen fortsatte i byen, men det blev ikke sent, idet vi skulle bungyjumpe næste dag.
Næste morgen vågnede vi relativt tidligt, spændte på hvad der skulle ske. Vi gearede hinanden lidt op i løbet af formiddagen, og klokken 13.20 kørte bussen. Destination: Nevis Canyon, der er en stor kløft imellem to bjerge, hvorimellen Shotover River løber. Da vi kom derud, kørte vi op ad en meget smal bjergvej uden autoværn, og så kunne vi se, hvor vi skulle springe i elastik fra; 134 meter direkte ned i en kløft. Imellem to højdetinder var der udspændt nogen stålwirer, og på midten var der så en stor gondol, hvor man skulle rigges til og springe fra. Først blev vi vejet ind (vægten blev et chok for nogen), fik sikkerhedsudstyr på, fik instruktioner og så var det ellers med en gondol ud til den store gondol, hvorfra det hele skulle skydes af stablen. Da vi kom derud, mødte vi et par svenske piger, som vi har snakket en del med i løbet af vestkysten, og nogen af dem havde sprunget, andre skulle lige til det. Det var vildt nok i sig selv at stå i gondolen så langt over jorden, og igennem glasplader i gulvet kunne man se ned. Derudover kunne man selvfølgelig også se andre unge, der tog det store spring. Jacob skulle springe som nummer fire, Jakob som nummer syv og Andreas som nummer otte.
Vi fik spændt det sikkerhedsustyr, som elatikken skulle klipses fast til, fast til fødderne, og den høje musik i de mange højdemeter fik for alvor pulsen op at køre. Nogen var rolige, andre var alt andet end rolige. Først var det Jacobs tur, og han blev sat i en stol, hvor man får alt efterspændt og elastikken fastspændt. De fyre, der står for det, gør det virkelig hurtigt, og det er lidt vildt at tænke på, at man lægger sit liv i deres hænder! Efter kort tid blev Jacob bedt om at gå ud på rampen - det bliver med Snøvsen-skridt, idet ens fødder er bundet sammen -, hvorfra man skal springe. Det er en lille platform på vel 70 x 70 centimeter, og en fyr holder fast i en. Så bliver først elastikken smidt ned over kanten, og det giver et lille ryk, så man lige kort er ved at miste balancen og ryger tættere på kanten. Kort efter tæller han meget hurtigt til tre, og på GO er det så om at springe ud i det. 134 meter, 8,5 sekunders totalt frit fald, høje skrig. Jorden kommer tættere og tættere på, mens man accelererer vildt hurtigt. Vinden suser i ens hår, alle sanser er lammede - man kan ikke mærke elastikken om ens ben -, totalt frit fald mod afgrunden. Relativt kort inden jorden griber elastikken en, og farten aftager for kun at blive afløst af et svirp opad. Her hænger man så i elastikken, mens den et par gange hopper op og ned. Så trækker man i en snor, så man løsner elastikken fra benene, så man kommer i en siddeposition, hvorefter man langsomt bliver trukket op til gondolen igen.
Da Jacob kom op, blev vi andre bare endnu mere spændte - adrenalinen pumpede i ham, mens hans øjne var helt færdige.
Bagefter var det Jakob, der skulle igennem den samme tilrigning. Efter 30 nervøse sekunder bliver han også bedt om at gå ud på platformen. På GO hopper han ud med armene strakt ud til siderne, og så er hans 134 meter begyndt. Fuldstændig lydløs styrter han mod jorden, der bliver slet ikke tænkt på at skrige. Lige inden jorden griber elastikken ham, og hele turen op bliver en tur i adrenalinens land, mens udsigten bliver nydt. Det er helt vildt, og der har nok aldrig pumpet så meget adrenalin rundt i kroppen. Det er en underlig følelse at blive hejst op. Man har lige sprunget 134 meter ned fra en platform - noget af det mest unaturlige for et menneske -, og pludselig er det hele ovre, mens man sidder lydløst og kigger på de flotte græsklædte bjerge. Ligesom Jacob var Jakob også helt oppe at køre, da han kom op - forståeligt.
Lige efter var det Andreas' tur, og fra platformen kom der et lille hop, da manden sagde 'GO'. Inden man springer, har man så mange planer om, hvad man vil lave i luften, men det kan man slet ikke koncentrere sig om i luften. Da han kommer ned, kan han ikke finde den snor, der løser elastikken fra hans ben, så han bliver hejst 134 meter op på hovedet - ubehageligt, men alligevel meget sjovt. Da han kom op, var han - som alle andre - helt oppe at køre, og det er til at forstå - man er ret stolt af sig selv.
Bagefter så vi billeder og film, og vi købte alle billederne, mens Jacob også købte filmen. Vi har dog film af alle tre, der er blevet optaget oppe fra gondolen - dem kan I se, når vi kommer hjem :) Busturen tilbage var præget af adrenalinsus og træthed - man er helt udkørt i hovedet. Vi fejrede det hele med en Ferg Burger med et par svenske piger, og da vi kom tilbage på hostellet, faldt vi i søvn. Om aftenen tog vi i byen med dem fra bussen - en god aften med øl, rodeotyre og dans.
Næste dag var vi igen kvæstede, og vi gik på Ferg Burger for at prøve kræfter med den største burger, der har to store bøffer, fire lag bacon, to spejlæg, masser af rødbeder, salat, tomat og agurk, masser af dressinger og så videre. En burger for rigtige mænd. Vi var dog ikke helt rigtige mænd, idet vi ikke kunne spise det hele. Men det er bare en lille fodnote i den sammenhæng.
Om aftenen ville vi egentlig ikke drikke vildt, men så kom Andreas ind med enn flaske gin, og så er der jo ikke noget at gøre :) Vi røg igen på en masse forskellige barer, for eksempel 'Cowboy's'. Vi ville have en kande øl, men det solgte de ikke - de solgte kun 'store øl'. Så vi endte alle med en øl, der var på en liter plus - lækkert :)
Ifølge planen skulle vi have rejst til Christchurch efter Queenstown, men på grund af jordskælvet er der ingen overnatningsmuligheder, så vi kører direkte til Kaikoura. Det passer os fint.
- comments
Kirsten Uha da hvor er jeg glad for, at jeg ikke kendte disse detaljer omkring elastikspring INDEN I sprang !! Du skriver forrygende godt Jakob- det er en stor fornøjelse, at følge jeres 'bedrifter'. Fortsat god tur!