Profile
Blog
Photos
Videos
Turen til Taupo bragte os forbi en masse småbyer samt Tongariro National Park, der er en stor og flot vulkanpark beskyttet af Unesco.
Nordøen her på New Zealand er formet af vulkansk aktivitet, og der er en del vulkaner her - blandt andet mener man, at verdens største vulkanudbrud var her for mange år tilbage. Der er dog ikke nær så mange bjerge som på sydøen, der derimod er formet af gletchere. Det er altså to vidt forskellige øer med hver deres natur, og det fik vi godt nok at se, da vi kørte igennem vulkanparken. Vulkanerne var i baggrunden, og i mellemgrunden var der så en orange og grøn slette, mens der i forgrunden var sort, gråt og lyst sand med enkelte græstotter. Virkelig, virkelig flot!
På vejen til Taupo gjorde vi også holdt ved et militærmuseum, idet dagen var udpeget til den dag, hvor landet skulle holde to minutters stilhed for ofrene for jordskælvene i Christchurch. Lidt speciel oplevelse, hvor folk holdte ind til siderne præcis klokken 12.51 for at være komplet stille.
Da vi nåede Taupo, steg vi alle af ved en lille landingsbane, hvorfra Jakob og Jacob skulle springe i faldskærm. Vi havde valgt det høje tandemspring på 15.000 fod eller omkring 4,5 kilometer, hvilket giver 60 sekunders frit fald - det vil sige, at vi er spændt fast til en mand, der udløser faldskærmen. Selvom vi efterhånden er vant til højder, var der alligevel lidt nervøsitet nede på landjorden. Brrr!
Vi skulle med det andet fly op, og vi blev kort forinden rigget til med røde dragter, iltmasker til flyveren (luften er trods alt ret tynd deroppe), redningsvest (hvis vi nu skulle lande i naboen Lake Taupo, der er landets største sø), en virkelig grim hat og så selvfølgelig noget seletøj til at spænde alt fast i. Derefter blev vi bedt om at gå ind i det lille fly med vores instruktører, og det endte med, at Jacob kom til at sidde inde som nummer fire, mens Jakob kom til at sidde på gulvet ved døren, hvorfor han skulle springe først. Da flyet lettede, var døren stadigvæk ikke lukket - det skete først oppe i luften! Virkelig fedt at sidde ved en åben dør i et fly, der buldrer afsted - uden at være spændt fast. Vi fik at vide, at det ville tage 20 minutter at nå springhøjden, og indtil da var det bare at nyde turen.
Instruktøren fortalte om området på vejen derop, og da vi tænkte, at nu var vi da langt oppe, var vi ikke engang halvvejs - vi havde nået 7.000 fod. Da vi nåede over skyerne, åbnede sidedøren, og kameramanden, som skulle filme Jakob, sprang ud på siden af flyet. Så hang han der, mens Jakob - spændt fast til instruktøren - skulle sætte sig ud på kanten af flyet med benene ind under flyveren. Tre, to, en, og så var man skubbet ud over kanten, og de 4,5 kilometer mod jorden var begyndt. På sådan et frit fald når man op på 200 kilometer i timen, og det er virkelig, virkelig vildt! Man snurrer rundt i luften, og selvom man har besluttet sig for at være fattet på vejen ned, styrer adrenalinen en til at te sig helt åndssvagt - også til kameramanden, der hænger ved siden af en og filmer og fotografer. Alt hud blafrer helt vildt, og trykket mod ens krop er virkelig stort. Når man farer igennem et skylag, virker det hele bare endnu hurtigere. Ved 5.000 fod bliver faldskærmen udløst, og med ét hænger man helt adrenalinpumpet i luften, og man har tid til at tænke det frie fald igennem og nyde udsigten. Når man er deroppe, kan man virkelig se langt ud over New Zealand, der ikke ligefrem er noget grimt land. Bjerge i det fjerne og store søer er over det hele, og man kan faktisk også se jordens hvælving helt oppe fra - den er sgu rund!
Det er dog ikke hele tiden, man svæver langsomt nedad. En gang imellem roterer man rundt, så man nærmest styrter mod jorden. Lidt foruroligende at se faldskærmen hænge vandret - den skulle jo gerne være over én, men det er selvfølgelig kontrolleret :)
Jacob sprang som nummer fire, og det var nogenlunde samme oplevelse. Hovedet tilbage, benene under flyveren og så ellers bare afsted. Efter faldskærmen blev udløst, havde hans mand dog ret meget fart på - han endte i hvert fald med at være først nede.
Vi har billeder og film af det hele, så det skal I nok få at se engang.
Efter springet blev vi godt trætte i hovederne kørt ind til hostellet, hvor vi først tog på en lille sightseeing i byen. Bagefter tog vi en morfar, og så tog vi ud i byen på barerne. Det endte med at blive en ret god aften :)
Næste dag stod vi sent op, og vi fik kigget på billetter hjem - Vi tager en afgang den 10. april fra Buenos Aires, og så er vi hjemme klokken 12.50 den 11. april. Derefter skal vi selvfølgelig lige tage toget hjem, så vi er vel hjemme i Holstebro omkring klokken 18.00 mandag den 11. april. Bagefter smuttede Jakob ned i byen for at købe en ekstern harddisk, og efter at have brugt lidt tid på ingenting, tog vi ned til en thermalsk park her i Taupo. Nordøen er som tidligere fortalt fyldt med vulkansk aktivitet, og et sted her i Taupo løber der som en konsekvens af det en lille å, der er fyldt med skoldhed varmt vand. Det er selvfølgelig for varmt at bade i, men et sted munder den ud i en glasklar - og med glasklar menes der helt blå og gennemsigtig, utrolig smukt - flod, som køler det lidt ned. Her kan så sidde i en naturlig varm kilde, og hvis det bliver for varmt, kan man drøne ud i floden og blive kølet af. Helt utroligt lækkert :) Der var også mange sten - måske kalksten -, som var ret specielle. De lignede helt almindelige sten, men mange af dem kunne flyde, mens man også kunne brække dem midt over. Lidt specielt.
Bagefter tog vi tilbage på hostellet og fik købt ind til næste dag, hvor vi skulle gå 20 kilometer i Tongariro National Park og bestige Mount Ngauruhoe, bedre kendt som 'Mount Doom' fra Ringenes Herre-filmene. Vi ser i øvrigt mange steder langs vejene, hvor Ringenes Herre blev optaget i tidernes morgen - det bliver spændende at se filmene igen, så vi kan se, om vi kan genkende stederne.
Dagen efter stod vi op klokken fem, fik smurt madpakke og pakket en taske til dagens store udfordring: Tangariro Alpine Crossing, en gåtur på 19,5 kilometer igennem Tongariro National Park, der består af flere bjerge, sletter, søer og vulkaner. Derudover skal der lægges omkring tre kilometer til bestigningen af og nedturen fra Mount Doom.
Tongariro National Park er stedet, hvor mange af scenerne fra Ringenes Herre er optaget. Det er egentlig en vulkanpark med flere vulkaner, dog med Mount Ngauruhoe, som vi fra nu af kalder 'Mount Doom', som den mest aktive. Dennes sidste alvorlige udbrud var i 1975. I kraft af den høje vulkanaktivitet er området omkring også meget specielt - golde sletter, lavasten og en utrolig frodighed lidt væk derfra.
Da vi steg på bussen klokken 05.40, kørte vi en lille halvanden time mod parken. Her stod vi af, tog varmere tøj på (vinden var kold!) og begyndte så ellers trekkingturen. Det første stykke, vi gik på, bød på slette med sorte lavasten, der stak op fra jorden, samt græstopper hist og pist. Snart blev landskabet dog noget mere klippet og bjerget, og kort efter fandt vi os selv på en smal sti imellem to klippevægge, hvor en flot bæk - Soda Springs - rislede langs klipperne ved siden af os. Utrolig smukt! Vi fik klatret os vej på stien, og så kom Devil's Staircase. Det er en ret seriøs stigning på klipper, som virkelig trak tænder ud. Landskabet havde nu ændret sig til det ørkenagtige, hvor den største kontrast til sandet var enkelte græstotter og de mange lavasten - virkelig, virkelig flot. Det var helt utroligt at gå turen med mangefarvede vulkaner indtil da, og det blev kun meget vildere.
Da vi nåede toppen af Devil's Staircase var vi omkring 1.600 meter over havets overflade, og vi endte vi et fladt plateau, der hedder 'South Crater'. Det er egentlig et stort gulligt og rødligt krater, hvor der er store orange klippevægge langs kanten. Herfra kunne man vælge at springe ud i bestigningen af Mount Doom, der blev beskrevet som 'meget svær'. Fedt nok, tænkte vi, og snart havde vi taget det første skridt op af det 2.291 meter høje bjerg fra Ringenes Herre. Det startede virkelig hårdt; bjerget var rigtig meget aske, lavasten og jord, så hver gang man tog et skridt af af den meget stejle side, gled man et halvt ned igen. Derudover var lavastenene så lette, at de var ret svært at stå på, uden at de gled ud under fødderne på én. Efter lidt tid fandt vi en lille, størknet lavastrøm, som gjorde det lidt lettere, og herfra kunne vi for første gang nyde udsigten fra bjerget. Op af bjerget var der masser af vulkansten i alle farver - blå, sorte, røde, lyserøde, gule, orange -, som fik det til at se helt uvirkeligt ud. På toppen var vulkanen helt rød, og det hele sat sammen gjorde den utrolig smuk. Hvis man kiggede den anden vej, var der udsigt til perfekt kegleformede vulkaner, øde sletter, kongeblå søer i vulkankratere og andet godt.
Vi fortsatte turen, mens vi drejede lidt mod venstre til en stor lavastrøm, som vi kunne gå lidt lettere på - eller rette sagt, klatre. Det blev en tough tur, men ikke desto mindre lettere end at glide hele tiden med stenskred til følge. Med så mange lette lavasten er det ret let at starte farlige stenskred, og vi så da også et enkelt et, der godt kunne være gået godt - det gjorde det heldigvis ikke. Vi klatrede op af bjerget, sikkert og stødt, og stoppede kun for at vente på hinanden, for at nyde udsigten og for at få pusten. Stigningen blev kun stejlere og stejlere, men det var virkelig fedt at slippe for menneskelavede stier og derimod finde sin egen sti, som man nu synes, at der er bedst.
Eftr mange strabadser kom først Dupont og Dupont til toppen, skarpt efterfulgt af Andreas. Det var et helt utroligt syn, man havde fra toppen. Selve krateret var stort og mangefarvet, og man kunne rigtigt se, hvor lavaen og varmen havde bevæget sig. Hvis man kiggede på en anden tinde ved siden af, kunne man se varm damp komme op af sprækker i klippen - så helt død er den altså ikke. Det smukkeste var dog udsigten over nationalparken. Vi kunne se den øde slette, plamager med lava, flotte vulkaner, en stor sø i krateret på en vulkan, en helt øde slette på toppen af et gult bjerg og så videre. Helt utroligt syn, der helt sikkert er en af de vildeste naturoplevelser, vi nogensinde har haft!
Efter en mindre fotosession gik det nedad, og denne gang var det en fordel at gå der, hvor der var meget aske og jord - så kunne man nemlig glide ned! Vi gik ned hver for sig i hvert sit tempo - Jakob var nede efter 15 minutter, Jacob efter 23 minutter og Andreas efter 40 minutter. Det var ret sjovt og adrenalinpumpende at glide ned fra en vulkan med høj fart :)
Efter Mount Doom var vi lidt bagefter tidsplanen, så vi skyndte os videre. Først over en slette, Sydkrateret, og så op på en bjergryg op til 'Red Crater'. Der var meget vind, hvilket gjorde det til en hård tur, men til gengæld var det utrolig flot - igen. På toppen kunne vi se ned i det smukkeste vulkankrater, det bar farverne rød, sort og grå. Man kunne se de steder, hvor bjergstenene var blevet smeltet, og man kunne se et hul i krateret, hvor lavaen var løbet ud. Lidt længere ned på en gold slette kunne man se den kant, hvortil lavaen havde løbet. Her fik vi også øje på et sneklædt bjerg, der indtil da havde stået i skyggen af Mount Doom.
Videre ned ad 'Red Crater', der var lunt på grund af thermalsk aktivitet, gik vi til tre søer, der går under navnet 'Emerald Lakes'. En var helt lyseblå, en anden var grøn og den sidste var grønblå. Det så smukt ud i kontrast til den gule jord, der omkranse såvel os som søerne. Søerne lugtede dog også en del af svovl, hvilket vel heller ikke er så sært.
Vi gik videre over endnu en gold slette, op af lidt klipper og endte så ved den så i et vulkankrater, som vi kunne se fra Mount Doom. Det er lidt vildt, at så stor og klar en sø kan formes i et krater. Vi gik videre langs krateret og om på den anden side af vulkanerne, hvor vegetationen ændrede sig fuldstændigt - pludselig var der grønt, og farverne blev kun mere og mere intense, ligesom vi kunne se ret store dampskyer stige op imellem klipperne. Vi gik ned langs en sti i omkring syv kilometer, og derfra var vi pludselig i en regnskov! Her gik vi i omkring tre kilometer, indtil vi blev hentede af vores bus.
Tongariro National Park er virkelig flot, og man kunne næsten se landskabet ændre sig for hvert skridt, man tog. De vulkaner ændrer så meget på naturen, og samtidig sørger de for et flot landskab med gule sletter, røg op imellem klipperne og masser af lavasten i alle farver. Vi gik fra en Ringenes Herre-landskab til pludselig at føle, at vi stod på en slette med sandbjerge i den ødeste ørken til igen at gå i en regnskov á la Asien. Vejret er meget omskifteligt her på New Zealand, men vi var heldige med bragende solskin.
Da vi kom hjem, var vi helt færdige, og aftenen gik mest med at slappe af, sove og læse.
Næste dag bød på regnvejr og læsning på værelset, mens vi også fik et par øl om aftenen. Byen er også begyndt at vrimle med atleter - den 5. marts er der nemlig Lake Taupo Ironman. Det nåede vi dog ikke at se, idet vi skulle videre til Rotorua.
- comments