Profile
Blog
Photos
Videos
Den 30. november blev dagen, hvor vi skulle ud i junglen med familieselskabet Uncle Tan. Vi skulle bo i junglen, trekke og sejle på floden, og vores forventninger blev mere ind indfriet.
Først skulle vi mødes ved deres hovedkontor i Sepilok, hvor vi kom tidsnok til at få en kold omgang buffet. Herefter drog vi med bus ud til en bådebro, hvorfra vi skulle sejle en lille time op ad floden til de hytter, vi skulle bo i. Allerede på vejen op så vi mange spændende ting; blandt andet en Orangutang og en flok Macaque-aber. Vi ville meget gerne se en Orangutang her på Borneo, idet de kun lever her og på Sumatra. Så det var fedt, at vores ønske blev indfriet så tidligt :)
Efter lidt sejlads i den lille jolle med motor, ankom vi til vores base midt i junglen - laaaangt fra al civilisation. Basen indeholdt en hytte med bordtennisborde, et spise- og barsted, en fodbold- og volleybane samt en række meget primitive hytter. Hytterne var basalt set bare et skur uden døre og vinduer, men tag over hovedet fik vi da. Vi fik også at vide, at vi ikke måtte have madvarer inde i hytterne, idet aber, rotter og vildkatte i så fald ville kunne lugte det.
Vi faldt hurtigt i snak med et par svenske piger, Elin og Amanda, som vi egentlig var en del sammen med i løbet af dagene. Udover dem var der en rigtig sød hollandsk familie i vores gruppe. Det meste af den første dag gik med at spille fodbold med de lokale drenge, der arbejdede på stedet - det havde vi ikke gjort endnu på turen, så det var fedt. Bagefter tog vi os en dukkert med drengene i floden, hvor der ifølge beskrivelsen - og som vi mange gange fik bekræftet - var en del krokodiller. Også af den store slags! Men drengene var vant til at bade i floden, så vi var ikke nervøse for det.
Om aftenen skulle på vi på en aftensafari på Kinabantangen River, som basen lå lige ned til. Der var flere millioner - ikke overdrevet - insekter på overfladen, og de dannede faktisk et lag over vandet. På natteturen, der varede omkring halvanden time, så vi flere krokodiller, vildkatte, sovende aber, ugler, store flagermus og så videre. En rigtig fed oplevelse! Da vi kom hjem, fik vi et par øl og gik godt trætte i seng.
Om natten havde vi også en gæst i vores hytte; en stor vildkat. Andreas havde set den tumle rundt ved skraldespanden, og da Jakob vågnede om natten, lyste han den lige ind i øjnene - og så forsvandt den. Efter dét kunne vi alle høre ekstra mange lyde :) Vi var dog blevet ret vant til junglelyde. Aberne kravlede rundt i træerne over os, og alle mulige dyr gav lyd fra sig fra junglen.
Om morgenen skulle vi på en morgensafari med den lille jolle med motor. Her fik vi igen set flere krokodiller, tukanfugle, farverige fugle (Kingfisher), forskellige aber og alt muligt andet. De fleste dyr kommer ned til floden om morgenen for at drikke, og det sætter skub i junglen, der i forvejen er helt uvirkelig livlig her på Borneo.
Efter dette fik vi spillet en del fodbold - hårdt i formiddagsvarmen -, vel afsluttet med en dukkert i floden. Spooky at bade i en flod, hvor man to timer forinden havde set krokodiller 200 meter væk på flodbredden :) Men et bad i floden er altid dejligt, når der er 500 grader og en luftfugtighed, der er super høj.
Klokken 10.30 drog vi på den første trekkingtur, der dog ikke var så lang målt i meter. Vi gik meget langsomt frem, og selvom vi så mange inskekter (Jacob og Andreas fik utallige myggestik) og fugle, var fokus på planterne og skoven. Skoven er egentlig 'secondary rain forest', der blev plantet for 30-60 år siden, efter der havde været massive træfældninger. Derfor er der meget liv i skoven, og vi fik da også en del giftige planter udpeget. Vi fik også et indtryk af, at næsten alt i junglen kan bruges til ét eller andet; enten møbler, medicin eller mad. Vi fik også at vide, at vandstanden i januar var fem-seks meter højere, så alle vores hytter og træerne var dækkede af vand. Så vi valgte vist den rette tid at besøge junglen på. J
Resten af dagtimerne gik med at spille bordtennis, fodbold og volleyball med de malaysiske drenge og de to svenske piger - og med junglens luftfugtighed kom vi virkelig op at svede! J
Hen på de sene dagtimer tog vi på endnu en bådtur, denne gang den anden vej op ad floden. Vi fik igen set en stor Orangutang, krokodiller og en masse andre jungledyr. Dog ingen elefanter eller flodheste, selvom det kunne være spændende ;)
Efter en god omgang buffet til aftensmad spillede vi kort - Durak én masse - og ventede på aftentrekket klokken 21.00. På dette trek gik vi rundt i mudder i regnskovens mørke (vi havde lommelygter) og så sovende fugle, masser af store insekter og så videre. Vores guide fortalte os også, at det var vigtigt, at vi oplyste vejen foran os for ikke at træde på Fire Ants og slanger!
Om aftenen fik vi os en god portion øl og risvin med de andre fra holdet, og et par timer efter midnat hoppede vi i seng. Næste morgen blev vi tilbudt en morgentur med båden klokken seks, men vi takkede pænt nej - vi følte, at vi allerede havde set alle de dyr, der var at se.
Om formiddagen forlod vi campen og drog videre mod Lahad Datu, der er et mellemstop på vejen til Semporna tæt ved Sipadan.
- comments