Profile
Blog
Photos
Videos
Så blev det tid til den ultimative test - bestigningen af verdens 20. største bjerg. Mt. Kinabalu. Bjerget er beliggende i Kinabalu National Park, er 4.095,3 meter højt og er med 4.500 forskellige plantearter og 326 forskellige fuglearter en meget vigtig del af Borneos natur.
Vi stod alt for tidligt op om morgenen den 25. november, og efter lidt tid fandt vi en bus-taxa, der kørte til parken. Vi var meget spændte, og allerede på turen op til parkkontoret (1.900 meter), hvor vi skulle finde vores guide og hente vores tilladelser, var vi meget imponerede. Udsigten var fænomenal, skydækket var tæt på, men vi blev helt mundlamme, da Mt. Kinabalu pludselig tornede op midt i det hele. Det bjerg var enormt, og vi kunne langtfra se det hele på grund af skydækket. Vild oplevelse - og vi blev helt nervøse for, hvad vi havde rodet os ud i.
Efter vi havde fået styr på alle tilladelser og guiden, startede vi på klatreturen. Først var der et vandfald, og udsigten allerede på de første 100 meter var som et maleri i grønne nuancer. Temperaturen her var vel omkring 23 grader, og i kontrast til Kota Kinabalus 35 grader var det helt behagelig. I starten af turen gik det relativt meget stejlt opad, men søde mennesker havde bygget trapper enkelte steder. Det var kun i starten og ment til folk, der drog lidt op ad bjerget for at nyde naturen og så vende hjem igen.
Vi startede jo på 1.900 meter i nationalparken - hertil var stigningen meget lille -, og ifølge planen skulle vi den første dag gå op til 3.300 meter, hvilket var en distance på omkring seks kilometer. Her skulle vi så overnatte, hvorefter vi om natten skulle gå 2,7 kilometer op til toppen i 4.095,2 meters højde.
De første højdemeter gik rigtig godt, og vi havde masser af overskud til at nyde udsigten og livet i de utallige træer, der pryder denne første del af bjerget. Alt var meget frodigt, og selvom det var meget hårdt for benene, var vi helt sikre på, at vi ville klare den til toppen. Vi gjorde et par enkelte stop for at drikke i varmen, der dog var betydeligt reduceret i kraft af højden.
I omkring 2.300 højdemeter ændrede naturen sig brat fra én vegetation til en anden. Pludselig var træerne væk og erstattet af mindre planter, træer og busker, og dette var første reminder om, at vi altså var på vej rigtig langt op. Ved omkring 2.500 højdemeter stoppede vi ved en slags checkpoint, Layang-Layang, hvor vi spiste vores frokost. Indtil nu var alt gået glat, dog med en betydelig koldere luft og ømme ben. Her - og både før og et godt stykke efter - befandt vi os i et skydække, og det var en ret sjov følelse at gå rundt imellem skyerne. Dog også ret kold... Af og til mødte vi også 15-16-årige drenge, der bar MANGE kiilo mad og andre forsyninger op af bjerget til 'base campen' (sådan siger man på Mount Everest, så det må vi også). Det virkede ulideligt hårdt, og vi fik at vide, at de gør det hver dag!
Efter Layang-Layang blev det rigtig hårdt, og den tynde luft slog som en hammer. Man kunne tydeligt mærke, at iltoptagelsen var kraftigt reduceret, og lidt små-hovedpine begyndte at trække sig på, mens man hev hårdere efter vejret. Værst var dog pulsen, der vel lå på omkring 1.000.000 slag i minuttet, og som ikke blev meget bedre af at gå op ad en endnu kraftigere stigning. Specielt Jakob havde det svært med den tynde luft, men hele tempoet blev generelt trukket lidt ud af gangen. Samtidig var skyerne begyndt af fortætte sig, og det betyder jo regn. Fedt!
De næste højdemeter gik langsomt men stødt, mens egern, skyer og vinden fór forbi os. Samtidig blev vegetationen mere pletvis, og det enorme bjerg begyndte så småt at vise muskler. Omkring klokken 15.30 - vi var taget afsted fra hovedkontoret klokken 10.30 - var vi nået til vores overnatning på Laban Rata, der på daværende tidspunkt befandt sig i et stort skydække. Det var ret underligt at se - alt er bare hvidt omkring én, og man kan se skyerne bevæge sig forbi helt enormt hurtigt.
Efter alt at dømme virkede det til, at vi rent faktisk var kommet op til 'base campen' ret hurtigt. Flere kom grædende ind, mens andre havde store sår på albuer og ben. Av!
Efter lidt kortspil og en kop dyr varm kakao forsvandt skydækket i løbet af få sekunder, og fra en lille træterasse kunne vi se ud over Borneo. Vi befandt os langt over det første skydække, og mange steder kunne man se den regnskov, der dækker store dele af øen. Desuden kunne man se de rå klipper, der stak op af bjerget.
Med en god omgang aftensmad og et fuldstændig følelsesløst koldt bad drog vi i seng klokken 18.00, og klokken 18.45 faldt vi i søvn i vores uopvarmede hytter efter at have nydt solnedgangen. Det lyder tidligt, men....
... klokken 02.00 skulle vi nemlig møde til morgenmad, hvorefter klatringen til toppen - altså de sidste 800 højdemeter eller bare 2,7 kilometer - skulle starte en halv time efter. Vi frøs helt ind til benet, men vi fik os klædt godt på, og 02.30 var vi ude af døren i bælgravende mørke med vores guide i hælene. Guiden skal egentlig bare ses som en sikkerhed, der er tilstede, hvis uheldet er ude. Ellers er han helt usynlig og lader tingere være op til os selv. Starten af klatringen mod toppen var relativ mild, men der var ret mange på bjerget. Dem fik dog hurtigt overhalet, så vi pludselig var helt alene i toppen og ikke kunne se nogen bag os. Til vores store glæde påvirkede den tynde luft os ikke længere - vi havde åbenbart vænnet os til den.
Det var dog kun starten af klatringen imod tinden, der var relativ let (stadigvæk bensyrende hård). Vi kom hurtigt ud i situationer, hvor vi skulle klatre på klippevægge, heldigvis hjulpet på vej af et sikkerhedsreb. Mange steder var stigningen enorm, mens vi andre steder skulle klatre rundt i mørket. Det er en helt fantastisk fornemmelse at stå der alene - eller vi kunne ikke se andre - på et bjerg og bare klatre op i mørket, kun omringet af skyer, stjerner og den endeløse nattehimmel. Mange steder strømmede der kilder ned fra bjerget og var meget råt terræn, mens der andre steder var helt fladt med store klippestykker, som man kunne gå og kravle op ad. I vores ret høje tempo mistede vi forresten også vores guide...
Efter omkring 2,5 timers gang kom vi endelig op til noget, der lignede toppen, men nej... Toppen var en tinde - Low's Peak - og atter måtte vi begynde at klatre op af en helt utrolig stejl tinde, hvor vores klatreevner virkelig kom i spil. Endelig nåede vi toppen omkring klokken fem - kun én klatreglad pige var nået derop før os -, og her sad vi og nød udsigten ud over natten, den endeløse ro og udsigten ned af den enorme bjergside, der var lige ved siden af os. I løbet af den næste time kom der flere til toppen, og klokken 06.00 kom den smukkeste solopgang, vi nogensinde har set. Solens stråler spredte sig ud over skyerne, bjergtoppene og vores kroppe, der efterhånden var ret afkølede. Man kunne stå og se ned på de utallige skyer, Borneos frodige skove, klipperne og bjergene. Fantastisk syn, som vi nød i et godt stykke tid og tog en masse billeder af. Efter en længere fotosession gik vi langsomt ned ad bjerget og udforskede de fjerneste afkroge af bjerget. Vi havde bestemt ikke travlt med at komme ned... :)
Efter en længere nedstigning ankom vi til vores 'base camp', Laban Rata, fik noget morgenmad og begyndte at gå ned af det bjerg, der nær havde taget pusten fra os dagen før. Det er selvfølgelig ikke fysisk hårdt at gå nedad, men det belastede vores ben ret meget, det de skulle agere stopklodser. Da vi kom ned til bunden, ville en flok teenagere have billeder med os alle (hvorfor? spørg os ikke - noget med en kirke), og efter en god buffet drog vi ned tilbage til Kota Kinabalu.
Bjergbestigningen var helt ubeskrivelig fed, og vi kan vist alle godt blive enige om, at det er en største naturoplevelse, vi nogensinde har haft.
- comments
Kirsten En fantastisk beskrivelse..jeg sidder faktisk med tårer i øjnene...føler næsten at jeg selv var med! Godt gået drenge!!
Pia hvor er I seje - Jeg får det ligesom Kirsten. knus og hilsener fra Pia