Profile
Blog
Photos
Videos
Den 23. november stod vi MEGET tidligt op og tog en taxa til lufthavnen for at nå vores fly til Borneo, der er verdens tredjestørste ø og som er delt op mellem Brunei, Malaysia og Indonesien. Vi vil dog kun komme til at bevæge os rundt i den nordlige malaysiske del, der hedder Sabah. Det er simpelthen her, det meste sker, og med vores ret pressede tidsprogram vil vi få mest ud af at være i Sabah.
Via en mellemlanding i Kuala Lumpur - hvor vi for første gang i laaaaang tid stødte på en McD -, kom vi til hovedstaden i Sabah, Kota Kinabalu, om aftenen den 23. Vi fandt forholdsvist hurtigt et hotel, og det er desværre noget dyrere at bo her - men sådan er det åbenbart :( Det første, der slog os i Kota Kinabalu, var, at gaderne ikke var spækkede med turister - i hvert fald ikke europæiske. Efter mange måneder i turistland for vesterlændinge var det helt dejligt, selvom vi blev og bliver kigget ret meget efter på gaden. Spøjst.
Vi besluttede os for at tage ned på det store, lokale marked ved vandet, hvor vi besluttede os for at spise friskfanget fisk. Man peger simpelthen på de fisk eller andet seafood, man vil have, og så griller de det. Derudover kan man købe nudler eller lignende som tilbehør i en anden bod, og vupti har man et billigt og godt måltid. Vi endte med at købe store krebs (17 kroner stykket), en stor Stingray-filet (8 kroner) og en Red Snapper (34 kroner) til deling. Men så var det altså også tilberedt - ret billigt.
Senere på aftenen endte vi på en bar med lokale, hvor de var utroligt glade for karaoke. Jakob faldt i karaoke-fælden, mens Jacob og Andreas hoppede henover - godt træk! Det blev en rigtig god aften på en bar, hvor de var meget glade for Carlsberg. Succes!
Dagen efter fik vi gået lidt rundt i Kota Kinabalu, der er en fantastisk by. Folk dytter - modsat i Vietnam, Thailand og Laos - ikke på gaden, og hele byen virker i det hele taget meget velorganiseret og civiiliseret. Samtidig er indbyggerne rigtig gode til engelsk, og dét er godt nok noget, vi har savnet :) Vi fik kigget i butikker - dem er der mange af -, fandt en bar med både Ceres Royal, Tuborg og Carlsberg, fandt turens første Burger King og fik bestilt bjergbestigningen af Mt. Kinabalu til dagen efter.
Om aftenen fik vi slappet af, idet vi skulle med en taxa klokken 07.00 dagen efter. Jakob fik også købt et billigt fiskesæt, som han afprøvede i silende regn en time ved havnen, men der kom hverken hvidhajer eller stingrays på krogen. Ærgerligt!
- comments