Profile
Blog
Photos
Videos
Loksado
Da vi steg på bussen mod Kandangan, hvorfra vi skulle finde en vej til Loksado, startede det egentlig meget fint bortset fra en virkelig slem varme. Pludselig holdte vi dog stille i en lille time, åbenbart for at vente på en båd. Det forstod vi ikke; vi skulle ikke krydse noget vand på kortet, men vi fandt ud af, at vi alligevel skulle krydse lidt vand - et stræk, som man kunne være kørt udenom på tre kvarter. Vi steg ombord, og efter en time stoppede bådens fremdrift. Vi var ankommet til den havn, hvor vi skulle lande, men vi skulle selvfølgelig lige vente i yderligere et par timer for at komme ind. Da vi endelig kom i land, kørte bussen fem minutter, inden den holdt en pause på en halv time - for at spise! Virkelig fedt træk med tanke på, at vi lige havde været tre timer på en færge med en restaurant... Status efter fem timer var altså, at vi havde bevæget os 20 kilometer.
Vi havde fine pladser i bussen, men seriøst dårlige veje og en buschauffør, der foretrak at køre på midten og i den forkerte side af vejen, gjorde det svært at sove.
Næste morgen ankom vi dog til Kandangan, hvorfra vi fik nogen til at køre os de 40 kilometer til Loksado på motorcykel. Loksado er den største landsby i et område, hvor der er mange landsbyer. Det er gateway til en enormt jungleområde, og det ligger idyllisk placeret ved en brusende flod (Armandit).
Da vi ankom, fandt vi et homestay, vandrede lidt rundt i landsbyen og blev inviteret indenfor hos et par lokale. Det var dog lidt akavet, idet vi snakkede forskellige sprog, så der blev mest stirret ud i luften. Det begyndte at regne, så vi besluttede os for at tage et par timer på øjet efter den dårlige nattesøvn.
Alt lukkede ret tidligt, og et buldrende mørke fulgte hurtigt. Vi fandt dog et lokalt sted, hvor jeg fik nudler og Simon fik noget kylling og ris. Vi fik dog piftet lige rigeligt op med chili.
Næste morgen skulle vi vandre rundt i junglen, der er centreret omkring bjergområdet Perangun Meratus (eller noget i den stil). Vi kom tidligt afsted og begyndte trekket, hvor vi havde hyret en lokal guide. I forhold til vilde dyr startede det lovende med en Gibbonabe og gigantmyrer, men derfra valgte de at holde sig væk fra os. Så til lyden af aber, fugle, brusende floder og en snublende Simon vandrede vi igennem junglen. Hvad der ikke var af vilde dyr, var der til gengæld af flot natur; junglen var superflot, og panoramaudsigten var bjergtagende. Desuden fik vi set kaneltræer, bananpalmer, gummitræer, Kretek-bær (substitutten for tobak i lokale cigaretter), forskellige junglefrugter, rismarker og andet godt. Det havde regnet dagen forinden, så vi skøjtede lidt rundt på den orange lerjord, og sidst på eftermiddagen begyndte det at regne igen. Vi ankom efter en halv time i regnen til den lille landsby i junglen, hvor vi skulle bo.
I landsbyen boede ti familier, hvis små huse var bundet sammen og centreret omkring et langhus, der bliver brugt til særlige ceremonier. Folket hedder 'Dayak', har afvist islam til fordel for kristendommen og var i det hele taget sjove at iagttage. De var 99 % selvforsynende, og aftensmaden bød udover en klassisk risret på ris i bananblade, der var kogt i kokos. Alt maden var fundet i junglen og blev lavet på et bål inde i huset; snak lige om at kunne klare sig selv. En sjov lille detalje hernede - blandt mange - er sådan noget som ægteskab. Kvinderne bliver gerne gift, når de er 14-15 år, og mændene er ofte markant ældre (vi snakkede med en, hvor de blev gift, da hun var 15 og han var 30).
Normal sengetid er klokken 20-21, hvor der er buldrende mørkt, og vi gik også tidligt i seng på de udrullede sivmåtter, der gav en ret dårlig søvn og ondt i lænden.
Næste dag stod vi op til bragende solskin, og efter at have spist ris til morgenmad (ris morgen, middag og aften) drog vi videre. Ingen vilde dyr, men derimod flere jungletræer og -frugter. Vi så også store bikuber højt oppe i træerne, og langs stammen var fastsurret en bambuspind. De lokale klatrede så op i de her høje træer efter honning. Vildt! Udsigten var endnu mere fantastisk end dagen før, og der kom også lidt drama hen mod slutningen, da en scooterkører var på vej ud over en stejl bjergside, da han fik et chok over, at jeg stod lidt længere fremme efter et sving. Heldigvis nåede han at vælte scooteren.
Vi var tilbage ved middagstid efter en god og smuk tur, og herefter var det tid til at sejle ned ad Armandit-floden på bambus-tømmerflåder. Turen var ikke vild på de store tømmerflåder, men til gengæld var udsigten rigtig smuk. Efter et par timer steg vi af, tog et par motorcykler (Ojeks) til Kandangan og derfra videre til Banjarmasin.
I junglen var jeg i øvrigt så smart at glide ved et vandløb, så kameraet røg i vandet. Derfor har vi ikke billeder fra den sidste del af jungleturen, ligesom billederne fremover vil blive i iPad-kvalitet. At iPad'en bliver kamera fremover betyder også, at der ikke bliver taget så mange billeder (hvilket måske er meget godt, idet der efterhånden er taget omkring 16 gb billeder).
- comments