Profile
Blog
Photos
Videos
Viva La Paz!
Efter tre mellemlandinger og alt for mange flyvetimer ankom vi til La Paz omkring klokken et om natten lokal. Vi fik prajet en taxi, som vi syntes, der så nogenlunde legal ud, og så kørte vi ellers ned ad bjerget, hvor lufthavnen lå, mod vores hostel. Allerede på vejen ned kunne man se, hvor specielt en by La Paz er - der var stortset kun gadebelysning, og man kunne se lyset bugte sig imellem Andesbjergene. Smukt!
Vi fik indlogeret os på hostellet, der var ganske udmærket - klokken blev dog fire, før vi kom i seng. Næste morgen stod vi sent op og tog på sightseeing i La Paz, der er verdens højest beliggende hovedstad. Bolivia er også et af Sydamerikas absolut fattigste lande, hvor kokain-produktionen er på sit højeste - af samme grund skal man passe på med at gå rundt med et kamera i provinsområderne. La Paz er også ret nedslidt, men alligevel har den flotte områder - det virker som om, at der er stor forskel mellem rig og fattig. Derudover er det også byen, hvor det stadigvæk er fedt at høre Coolios 'Gangsters Paradise' og køre i orange Toyota Corollaer fra 1991 med neonlys og hækspoiler.
Vores første stop var et udsigtspunkt oppe på et bjerg. Vi skal lige hilse at sige, at man godt kan mærke den tynde luft, når man går rundt i 3.600 meters højde! Da vi kom op til udsigtspunktet, kunne vi se La Paz fra oven. La Paz ligger - sjovt nok - i et pas imellem Andesbjergene, og halvdelen af byen ligger ikke imellem bjergene, men nærmere oppe langs skrænterne. Byen bruger nærmest også kun røde mursten, hvilket får det til at se ret flot ud fra oven. I baggrunden kan man også se høje bjerge med sne på toppen, hvor det højeste er 6.088 meter. Det er virkelig et flot syn at se La Paz - en rød by, der bugter sig imellem bjerge med græs- og snebeklædte bjerge som baggrund.
Bagefter gik vi ned og hen til parlamentsbygningen. Bolivias præsident er indianer, og han er ikke for populær for tiden. Næsten alt grafitti indeholder hans navn, der er 'Evo'. I parlamentsbygningen kan man også se steder, hvor man har lappet skudhuller fra en demonstration i år 2000 - det var dog før hans tid. Parlamentsbygningen skiller sig ret meget ud fra de andre bygninger - den er nemlig flot og vedligeholdt.
Bagefter satte vi stakåndede mod et marked, hvor vi fik købt lidt småting, samt San Francisco-kirken, der markerer byens turistområde. Her er det til at få alt fra boliviansk tøj til USB-nøgleringe. Bagefter smuttede vi tilbage til hostellet - vi skulle nemlig til en boliviansk form for wrestling, nemlig Cholita Wrestling.
Vi tog bussen ud til Cholita Wrestling, og det er åbenbart en stor begivenhed i La Paz. Vi stoppede ved et andet udsigtspunkt, der var endnu mere fantastisk end det andet. Vi kørte videre til 'arenaen', og uden for var der mange aktiviteter, mens selve wrestlingen var inde i en hal, der mest mindede om en slidt stald. I midten var der så en boksering, hvor løjerne skulle foregå.
Da den første wrestler kom ud, var vi ved at dø af grin - han var en Power Rangers i dårlig fastelavnskostume! Hans modstander var dog ikke meget bedre - det var en fyr i latex, der blev ved med at rette på sin maske, da han ellers ikke kunne se. Kostumerne var virkelig sjove og småidiotiske, og de var heller ikke specielt gode til at skjule, at de faktisk ikke var specielt gode til at wrestle. Men bolivianerne åd det råt, et gammelt ægtepar blev blandt andet ved med at råbe til dem fra bagerste række, og ofte fik de også svar fra wrestlerne. Det gik dog ret meget hen over hovedet på os, da vi ikke helt er inde i det spanske sprog endnu. Og de næste kampe var efter samme opskrift: robotter, soldater, ninjaer og andre karakterer mod hinanden. Altid samme opskrift med en skurk mod en helt, hvor skurken altid fik hjælp af dommeren, og derfor gav bank til helten, dog altid med helten som vinder til slut. Vi var flade af grin det meste af tiden! Der var også kvinder med i kampene, og flere gange udviklede det sig til, at de wrestlede ude iblandt publikum! På et tidspunkt rystede en af de mandlige wrestlere en stor Pepsi, åbnede den og sprøjtede den ud over os, da vi og de andre turister havde "v.i.p"-pladserne, hvilket betød, at vi var så heldige at blive en del af showet. Jo tak... De lokale syntes dog det var meget sjovt.
Da vi kom tilbage til hostellet, endte vi på den irske bar, der hører til hostellet. Det var sjovt - men man bliver altså lidt mere fuld i højderne, ligesom tømmermændene heller ikke er for sjove :) Ølene var også en højere procent end man er vant til, så det blev en ret "beæret" nat.
Næste dag stod vi SENT op og drønede rundt i byen. Inden for kort tid havde vi set et stort opbud af politi og militærpoliti, der ellers er meget af i forvejen i gaderne, metalblokader, politiskjolde og andet. Vi ved ikke, om der havde været opstand, men vi skyndte os videre mod et stort marked - vi skulle ikke risikere at være der. På markedet fik vi købt en masse, og bare kald os gamle - men vi købte blandt andet lama-uldtrøjer i boliviansk stil. Men de er altså fede!
Da vi kom hjem, slappede vi af og fik en super omgang mad på hostellet. Vi ville ikke ud eller lave noget vildt - næste dag skulle vi nemlig mountainbike ned ad The Death Road, der er beskrevet som 'verdens farligste vej'. Det ville vi gerne være klare i hovederne til...
Til trods for denne fine tanke, så formåede vi dog ikke at få ret meget søvn alligevel. Vi giver skylden til højden, døgnrytmen og larmende irere. Op næste morgen kom vi dog, selvom nogen var friskere end andre. Og efter en god køretur kom vi de 4700 meter op, hvor ruten starter fra. Her fik vi så udleveret vores cykler, man kunne vælge mellem full-suspension og single suspension, hvor vi så alle tre havde valgt den første, hvilket skulle vise sig at være en god ide. Nedad gik det så i høj fart, og det gjaldt om at holde tungen lige i munden og en hånd på bremsen, og i løbet af ingen tid var trætheden glemt, og adrenalinen pumpede. Man startede med at køre på asfalt, men inden længe nåede vi frem til den rigtige Death Road, der er kendetegnet af skarpe sving med lodrette fald på op til 600 meter til følge. Vejene var meget bumpede, og dem der havde valgt single suspension var tvunget til at stå op det meste af tiden for ikke at få en øm bagdel. Vi havde dog ingen problemer og gav den rask gas og havde en superfed tur, som næppe kunne have været bedre. Mange er døde på vejen i løbet af årene, og i løbet af de sidste 15 år er 36 cyklister døde - de fleste på den midterste sektion, der er den vildeste. Turen igennem bød også på utallige vandfald, kørsel igennem skyer og på mudder, en fantastisk udsigt og regnskov. Da vi kom ned, fik vi god mad på et hostel, som var ganske flot - på den anden side af floden begyndte slummen dog igen.
Turen hjem var bumpet, og vi fik set en del store jord- og stenskred på vejene - og så en lastbil med påskriften 'Aulum Flytteforretning' påtrykt...
Efter death road var vi ret trætte og gik tidigt i seng, dog igen med lidt probemer med at sove. Næste dag stod nemlig på Copacabana ved Titikaka-søen.
- comments
Karen Margrethe Dejligt at høre at I er kommet godt frem. Pas nu rigtig godt på jer selv der ovre. Fortsat rigtig god ferie
Ib og Anne Grethe Hej med jer drenge, ja det er noget af en omvæltning at komme fra LA og til Bolivia. Pas godt på jer selv og hinanden. Knus
Jakob Hej med jer Tak for det - det er dejligt, at I foelger med. Nu gaar der jo kun tre uger, foer vores foedder er plantet i Kastrup Lufthavn. Vi er i Potosi, hvor vi skal ud i en mine i morgen tidlig. Vi skal nok lige opdatere bloggen med billeder og tekst - teksten er skrevet, vi skal bare lige finde traadloest netvaerk :)