Profile
Blog
Photos
Videos
Igen forbavsede Bolivia os - på køreturen fra Potosi til Tupiza, der varede cirka syv timer, gik vi fra verdens højeste by med bjerglandskab til Tupiza i omkring 2.900 meters højde - bare med et landskab, der er som taget ud af en Butch Cassidy-film. Og det er faktisk sjovt nok også her i denne lille mineby med 22.000 indbyggere, at Butch Cassidy og The Sundance Kid endte sine dage.
Landskabet er som sagt taget ud af det vilde vesten med masser af golde sletter, røde bjerge, kaktuser én masse og forladte gader - halvdelen af Tupiza ligner en forladt guldmineby, mens den anden halvdel summer af liv. Mærkeligt.
Årsagen til stoppet i Tupiza var, at vi havde hørt, at det ville være bedre at tage turen ud til saltørkenen og det omkringliggende landskab herfra - så det gjorde vi. Da vi kom til byen, fandt vi et godt hostel og gik som altid på en lille sightseeing i byen, ligesom vi også fik booket turen til saltørkenen med afgang to dage efter. Valget faldt på en firedagestur, hvor vi blandt andet kommer forbi gejsere, thermalske kilder, store flokke af flamingoer, saltørkenen, vulkaner og så videre - et sammensurium af de bedste naturoplevelser.
Aftenen gik meget afslappet med film og læsning, idet vi næste dag skulle udforske området omkring Tupiza lidt. Som alle andre bolivianske byer ligger Tupiza nemlig klemt inde imellem masser af bjerge, men bjergene er i flere farver - for eksempel helt rød -, og temperaturen er højere på grund af den lavere højde.
Næste dag sov vi længe - jubiii - og fik noget morgenmad. Det var egentlig meningen, at vi ville leje cykler til at drøne rundt i lokalområdet med, men når man vågner omkring siesta, er den slags butikker lukket. Derfor valgte Jacob og Jakob at booke sig ind på en 17 kilometers MTB-tur, der gik ned fra et bjerg lidt uden for byen. Der var dog lidt tid at bruge, inden turen begyndte.
Jakob valgte at bruge tiden på at klatre op af det røde klippebjerg, der omkranser den ene side af byen - en ganske betydelig klatretur, som han i første omgang ikke troede, at han kunne klare. Men når man når halvvejs, kan man jo ligeså godt tage den hele vejen til toppen. Det var så fra omkring halvvejs, at det blev rigtig svært og ikke mindst farligt. Klippestenene knækkede uder fødderne, så man måtte tænke hurtigt og gribe fat et andet sted. Der blev klatret på små afsatser, hvor skoene ikke kunne være, og der var et stort fald, hvor man måtte lægge alt sin vægt ind mod klippen og håbe på det bedste. Et par gange knækkede de sten, man havde fat i med hænderne, så man i et splitsekund hang i én arm, indtil den anden arm fandt noget at holde fast i. Op kom han da til en fantastisk udsigt og en bjergged, der brægede fra toppen. Turen ned var dog heller ikke sjov - nedstigninger er aldrig sjove, men når man skal møde Jacob foran en butik klokken tre, og man er i meget dårlig tid, er nedstigninger bestemt ikke sjove! Ned kom han da - et kvarter for sent til jeepen, men den ventede. Tak, Jacob!
Da Jacob og Jakob satte sig i jeepen, begyndte en utrolig flot køretur. Vi kom forbi knaldrøde klipper, der var formet som vertikale pandekager, og fra toppen af bjerget kunne vi på den ene side se fantastiske klippeformationer, mens den anden side bød på røde og gråblå bjerge. Smukt! Selve nedstigningen var 10 kilometer, mens de resterende syv kilometer var i en dal og i byen. Vi drønede ned ad den snoede og sandede bjergvej, der dog også havde et par mindesten fra omkomne på vejen. Det var ikke nogen Death Road, men det gik over stok og sten side om side med geder, får og lamaer. Jakob var faktisk ved at suse ind i en vildfaren lama, men det gik da :)
Da vi kom ned i dalen, var vi imellem de smukke røde og gråblå bjerge. Billederne taler for sig selv, selvom det kan være meget svært at fange massiviteten og det hele med et lille kompaktkamera.
Andreas brugte tiden, som Jakob og Jacob brugte i cykelsædet, med at gå over til den anden side af byen - byen er delt af en udtørret flod -, hvor han så et marked og en ret øde by. Det virker helt underligt med sådan en øde bydel, men fascinerende er det da. Han gik også rundt om det røde bjerg til den anden side, hvor der også var masser af bjerge. Flot - og sikken kontrast til Danmark.
Om aftenen gik vi på en rigtig god - og billig - restaurant, hvor maden virkelig var stærk. Vi bestilte alle de Chili Cheese Tops, som man kender fra McDonalds og Burger King. Troede vi. Men her mener de det altså, så det var en HEL og MEGET STÆRK jalapeno med ost indeni og brød udenpå. Det var altså lige lidt for stærkt til vores ganer, men den anden mad var virkelig god.
Resten af aftenen gik med at hvile vores ben og pakke til næste dag, hvor vores lange tur til saltørkenen skulle starte.
- comments