Profile
Blog
Photos
Videos
Fra Bangkok til Cambodia
Tilbage i Bangkok. Vi fik lige samlet os og gjort klar til turen til Cambodia. Det gjorde vi ved at tage ud til det største shoppingcenter i sydøstasien, hvor vi fik spist god mad og kager og set en film i en ret så vild biograf. Efter opladningen blev turen arrangeret og vi var kort derefter på en minibus med 5 andre englændere på vej til grænsen. Turen dertil var noget af det underligste. Vi stoppede mange gange på de 4 timer turen tog og lige inden grænsen stoppede vi ved et spisested, hvor vi fik besked på at bestille mad. Så kom der pludselig to mænd ud og bad os alle om at skrive vores navn, pasnummer osv. ned og at vi skulle give ham vores pas. Han krævede penge og kunne ikke forstå hvorfor vi først ville give ham pengene når vi nåede grænsen. Han kørte os til et underligt sted som gav os visa og derefter hen på en parkeringsplads hvor han bad os om at hæve penge, fordi der næsten ikke var nogen ATMs i Cambodja. Det hele var meget mistænkeligt, men vi kom igennem med alle vores pas og penge i god behold, så intet blev tabt. Vi er sikker på at vi er blevet snydt på en eller anden måde, men har stadig ikke regnet ud hvordan.
Efter lidt ventetid blev vi endelig sat i en dele taxa med en tysker pige - Katrin og kørt til Siem Reap. Vi fandt vej til samme hostel som hende, som havde en skøn morgenbuffet og gode ture ud til Angkor Watt templerne.
Siem Reap er en hyggelig by med masser af markeder og gode spisesteder, ikke kun med khmer menuer, men også italiensk, indisk og kinesisk spise. Men så godt som man fik sat sig til rette i sin komfortable stol og bestilt sig en kold Angkor øl, måske med en pizza dertil, fik man altid visit af de sultne gadebørn, og de kom som regel med rekvisitter. En med et spædbarn, der er så dehydreret at man ikke kan få kontakt med det, en anden med nogle typiske turistbøger om Angkor Wat, en tredje med sin bror i kørestol, som ønskede penge til at passe på ham. Fattigdommen er synlig overalt i Cambodja og de river og trækker i turisterne for at undvære en smule til dem, hvilket gør det lidt svært at nyde sin kolde Angkor øl. Der går også mange tiggere rundt som er blevet ofre for fattigdom, fordi de har været så uheldige at miste den ene eller anden kropsdel til de mange miner, som stadig findes mange steder i Cambodja. Så selvom der er så mange smukke ting at se, bærer det hele præg af de mange mennesker som stadig er så påvirket af den krig og ødelæggelse som hang over dem for et øjeblik siden.
Dag to i Siem Reap havde vi med Katrin arrangeret en tur med en tuk tuk ud til templerne. Vi købte os et tredages turpas og startede på førstedagen ud i det små og kørte derfor ud til de templer, som lå længst ude. På den måde gemte vi det store Angkor tempel til finalen.
På vores anden dag med turpasset lejede vi nogle cykler og cyklede tidlig morgen af sted mod templerne. Vi havde planlagt at sætte tid af til Bayon, et af de større og mere populære templer. Ved første øjekast forstår man godt hvorfor Bayon er så populært. Alle tårnene er bygget op som fire store Buddah hoveder, der nærmest vogter ud over templet. I ydermuren er der indkraveret historier om krig, men også hverdagens liv som Cambodjaner dengang. Det dragende ved muren er hvor velbevaret og detaljeret de mange figurer og mønstre er, så man bliver helt suget ind i den verden man kan tyde sig til idet man følger muren rundt.
Det er dog lidt en øvelse at lukke alt ude når man er omringet af larmende japanske turister, der går rundt med deres store farveskrigene paraplyer, der skygger for solen og som også rydder alt andet væk på deres vej. De har deres fællesfarvede kasketter eller t-shirts på som skal indikere at de er en del af en bestemt turistgruppe, og deres dyrebare kamera, som blandt meget andet skal fotografere Ms. Ching. Hun bliver dikteret af hele hendes gruppe, som naturligvis skal involveres i opstillingen af dette altafgørende øjeblik, hvor hun med sine store Gucci solbriller og et ansigtsudtryk der skriger verdensomrejsende kigger op mod solen. Denne opstilling skal alle i gruppen have et billede af og så er det ellers videre til den næste sten. Det er ikke fordi vi har noget imod japanere, men det kunne nogle gange være bare lidt rart at de ikke var der.
Det er svært at få ned på skrift og fange på billeder hvor imponerende templerne ved Angkor Wat er. Ud over at figurerne på murerne er spændende at læse og bygningskonstruktionen er så fascinerende, er noget af det der gør dem mest imponerende historierne bag dem og tanken om hvordan man med de begrænsede midler der var tilgængelige dengang fik bygget noget der var så storslået på den korte tid man gjorde det på.
Vi cyklede rundt og så nogle andre templer i området nær Bayon, hvorefter vi ville slutte af med et af de templer, der lå længere ude. Efter nogle kilometer i heden var vi kommet længere ud end forventet og spurgte en lokal cyklist om vej. Han hed Wat og var meget spørgende og god til engelsk. Han endte med at blive vores guide helt ud hvor kragerne vender ved templet som lå ude på en ø, der normalt var omringet af vand, men som farmere uden for regntiden brugte som rismarker. Det var meget langt ude og vi var ved at være godt dehydreret da vi endelig nåede templet. Det gode var at der ikke var en eneste japaner eller nogle andre mennesker for den sags skyld, men til gengæld var der heller ikke meget tempel tilbage. Det meste var under rekonstruktion, så vi sad ellers bare og snakkede med Wat og en gammel munk, som var overbevist om at vi kunne snakke khmer.
På vejen derud og tilbagevejen cyklede vi igennem Wats landsby, hvor han boede og underviste i Engelsk i den lokale skole. Vi var alle tre helt kogte, så han inviterede os hjem på lidt kokosmælk og frisk frugt. Han boede i en lille faldefærdig hytte på nogle stolper der ikke havde mange dage igen. Her boede han sammen med sin mor, søster, to køer, en hund og nogle kyllinger. Der var ikke meget, men alligevel var moderen hurtigt til at få plukket nogle kokosnødder ned fra palmerne, stukket nogle sugerør i, samle nogle bananer og skære os lidt vandmelon. Det var lækkert efter så lang tid på cyklen. Wat spurgte om mange ting og fortalte selv at han underviste nogle lokale børn i sin baghave, som ikke havde mulighed for at lære engelsk andre steder. Hans lille skole er meget primitiv. Nogle brædder som skolebænke, og en lille hvid tavle. Wat er en ambitiøs und mand på 20 år, som selv læser til engelsklærer. Noget han brænder for, men som næsten ikke kan løbe rundt, idet det koster ham hele 30 dollar om måneden og han knap nok sælge for 2 dollar brænde om dagen. Vi spurgte om lov til at komme næste dag og se hvordan han underviste og selvfølgelig var vi velkommen. Så blev kokosmælken drukket op, selvom den var lidt lunken og sur, og vi cyklede mod hjem. Vi endte med at have kørt over 35 km i heden den dag - pjuh, så der var hovedpine og svimmelhed om aften.
Den tredje og sidste dag med turpasset besøgte vi det store og selveste Angkor Wat. Vejen til templet i sig selv er lang og ydermuren rundt om rummer også mange kvadratmeters park. Vi var heldige at ankomme på et tidspunkt, hvor de fleste japanere og andet godtfolk havde frokostpause, så vi havde meget af det for os selv. Man kan gå langs væggene til templet i skygge og se på de mange historier, der også er skraveret ind her. Efter at have besteget nogle stejle trapper og nået toppen af templet er der desværre også mange vægge, der er blevet offer for hærværk. Turister der har skrevet deres navn og andet åndssvagt ind i væggene, så det er lidt ærgerligt for stedet.
Efter Angkor kørte vi ud til Wat og besøgte hans lille skole. Da vi ankom var der ikke mange børn og de var alle ret overvældede af vore tilstedeværelse - tre hvide mennesker, der pludselig viste sig i deres lærers baghave. Mr. Lindtorp trådte til og trak noget hjemmebragt lakridste op af tasken. Vi havde endda købt en te-si med hjemmefra, noget de aldrig før havde truffet bekendtskab med, så der blev lavet store øjne, da Jakob filtrerede teen op i kopper til dem. Der blev lavet mindst lige så store øjne da de fik teen at smage. Lakrids var bestemt ikke noget de på nogen måde havde haft bekendtskab med. Vi fik præsenteret os og fortalt om Danmark og Tyskland, hvorefter Wat gik i gang med sin undervisning og så var det ellers legetid - deres udgave af bankebøf og Leas "oh magadoni" leg. De var så fascinerede og synes alle vores bevægelser var hylende morsomme. Det var simpelthen så sjovt som de kunne grine af noget så simpelt som en kliklyd med tungen. Der var efterhånden kommet mange til, nok over 40 børn, som alle ville være med i legene. De var fantastiske børn og de ældre af dem gjorde alt hvad de kunne for at spørge os meget nøje om de spørgsmål de kunne på engelsk. Det at svare på vores var lidt en anden sag. Vores udtagelse af de ord de havde lært virkede på dem som et helt andet sprog.
Da det var ved at blive mørkt skulle vi se at komme tilbage og vi fik givet Wat nogle blyanter, hæfter og ordbøger vi havde købt til hans skole. Senere på aftenen skrev vi ham en mail, hvor vi spurgte om vi kunne komme på besøg nogle flere dage lidt senere på turen, så vi må se hvad det bliver til.Det er fantastisk at møde et menneske som har så lidt som Wat, men stadig har overskud til at undervise de lokale børn i hans landsby på frivilligt basis.
Tilbage på vores hostel i Siem Reap tager vi en slapper dag og gør ellers klar til vores videre rejse til byen Battambang. Den skulle efter sigende være Cambodjas anden største by, så det bliver spændende at se hvad den kan byde på.
Vi skrives ved og ses inden længe.
- comments