Profile
Blog
Photos
Videos
Fra Cambodia til Bangkok
Vi tog bussen til Batambang den næste dag. Det var en lang og bombet tur. Det skal siges at når man tager bussen i Cambodja, så er bussen mindst 20 år gammel og brummer af sted med dårlig affjedring på meget hullede veje, hvilket gør det næsten umuligt at sove. Derudover spiller de altid de samme dejlige Cambodjanske popsange i karaoke udgave på deres storskærm. Det kan godt være at de Cambodjanske busselskaber ikke er så omhyggelige med sikkerheden, køre-hviletids planer, og folks velvære på bussen generelt (der var altid flere på sådan en tur der kastede op i lårtykke stråler eller slog hovedet ind i et eller andet i bussen), men der var altid sørget for tip top soround sound anlæg så alle i hele bussen havde alt for god mulighed for at høre hvad der bliver spillet i fjernsynet. Så kan man ellers sidde der i bussen som de eneste turister og lytte til musik og stand-up som man absolut intet forstår af i 5 timer. Når man endelig når frem, og finder ud af at man kun har kørt 250 km på 5 timer fordi bussen laver stop en gang i timen, så glæder man så virkelig ikke til den lange tur i fremtiden på 750 km.
Vi ankom til Battambang med et brag. Så snart bussen nærmede sig busstationen væltede det frem med vildt desperate og vilde tuk-tuk mænd, som hoppede op og ned af bussen og slog på ruderne for at få vores opmærksomhed. Vi fik endelig samlet os mod til at stige ud af bussen og der virkelig kæmpet om ens opmærksomhed. "hello sir, you need Tuk-Tuk" "you got hotel? I know verry cheep hotel just for you" "Where you from sir, how are you?" "Need tuk tuk tomorrow?" "PLEAS let me be you tuk-tuk driver!". Få sekunder inden Jakob var ved at slå de nærgående tuk-tuk drivers i jorden, fandt vi en rar driver, som stod uden for cirklen og ikke sagde noget. Det viste sig også at han var rigtig sød og gerne ville køre os til vores hotel gratis, hvis vi ville hyre ham den næste dag.
Næste dag aftalte vi at tage på tur med ham, og han ville meget gerne vise os de seværdigheder der er i Battambang. Så han kørte os først ud til et lille bambustog som kørte på skinner tilbage fra dengang franskmændene var i Cambodja - dvs. 150 år siden. Den lille lette bambusramme blev skudt fremad af en 5 HK motor. Efter noget tid kunne den køre ret så hurtigt. Vores endestation var en murstensfabrik hvor en masse små børn ventede på os, så de kunne være vores guide. Det var da også rigtig hyggeligt at snakke med dem. De glemte dog lige at sige at de forventede penge for at dele deres viden om mursten, så de blev lidt skuffet da de ingen fik. Men det er også typisk. Tit får man ikke valget om man vil have deres "ydelse" eller ej, og så når de beder om penge til sidst, ender det altid med at de bliver sure.
Vi kørte tilbage igen, dog måtte vi lige stå af vognen for at løfte den af skinnerne, så en modkørende vogn kunne komme forbi. Derefter var det af sted til the killing cave!
The killing cave er et uhyggeligt sted. Først går man op af en bakke/klippe, hvorefter man kommer til en stejl trappe, der går ned i et hul i klippen. Her kan man kigge op til åbningen 30 meter oppe og finder ud af at her skubbede datidens Khmer kommunister børn og voksne med bind for øjnene ud over og ned i døden. Ofrene var de mennesker som Pol Pot var sikker på var imod hans regime, og disse forræderes familie røg derfor også i dybet. Så mange pårørende kommer stadig til grotten i dag for at mindes deres mistede og bede en bøn til den store guldbuddah i grotten. Grotten var meget rå, da der ikke var gjort noget ved den siden dengang Pol Pots mænd brugte den. De havde dog fjernet alle skelet resterne fra bunden af grotten og lagt dem i et slags helligt lille hus, hvilket gjorde oplevelsen endnu mere kuldegysene.
Efter at have kommet sig over uhyggen gik vi videre op på toppen af bjerget for at se nogle templer og nyde udsigten over det pandekageflade Cambodja. Derefter var det videre til et andet tempel i stil med Angkor Wat på toppen af en bakke og uendelig mange trappetrin. Så der blev gået en del op og ned den dag.
Næste dag havde vi besluttet os for at tage bussen til Sihanoukville, som efter sigende skulle være et lækkert paradis man bare skulle opleve inden det bliver forvandlet til endnu en gang Phi phi Island. Busturen derned var forfærdelig - ruten var på 500 km, og det tog os 14 timer. Men vi nåede frem og tog det første og bedste hotel vi kunne finde, dog efter lidt uenigheder med en tuk-tuk driver som mente han skulle have 6 dollars for at køre 3 min. I Battambang kan man leje en tuk-tuk med driver for 12 dollar for en hel dag, så at betale minut pris i Sihanoukville gav ingen mening! Efter noget diskussion endte det med at vi smed 3 dollars i hans vogn og gik op på vores værelse mens han råbte efter os.
Næste dag da vi vågnede og fik set os lidt omkring, lignede det ikke umiddelbart det paradis som vi havde fået beskrevet. Vi fandt dog hurtigt ud af at paradiset lå ude på øerne som lå tæt på kysten til Sihanoukville. Vi fik arrangeret en båd til Koh Rang, hvor vi også havde booket bungalows. Da vi ankom efter en to timers sejltur var det virkelig et paradis vi ankom til. En helt enestående ø blandt mange, med kilometer lange hvide sandstrande, helt uberørt! Vores bungalow var også lige i stil med resten af sceneriet på øen. Bygget på store træstolper op på en bakke, solidt trægulv og vægge, ingen air/con, fan eller strøm, og med en terrasse med udsigt ud til havet. Her kunne man så slænge sig i sin hængekøje imellem strandturene. Livet er hårdt!!! Stedet var dejligt primitivt, og foruden de mange mennesker som normalt ville have indtaget en strand som den. En af dagene tog vi på en mindre imponerende snorkeltur og sad ellers og spiste lækker mad og drikkelse i bar/restauranten, styret af en ung tyskermand, der gik og røg pot dagen lang.
Det hele var rigtig hyggeligt, men dagene var der ikke mange tilbage af, så vi måtte tage fra paradis efter kun to dage. Vi kom tilbage til fastlandet og tilbragte en dag på et hotel i en mere hyggelig del af Sihanoukville. Her var der lækre restauranter og en god stemning ved stranden.
Turen til Phnom Penh var tidligt den næste morgen, så den bus hoppede vi på og 5 timer senere var vi i hovedstaden. Og sikke en stad. Turen ind til midten af byen tog i sig selv over 1 time og her var der ikke udsigt til andet end plastik, sort vand og meget fattige mennesker, der prøvede at få tingene til at hænge sammen i deres hytte lavet af alt og intet.
Vi bosatte os et stykke uden for centrum, hvor der absolut ikke var andet end vores hotel og nogle gamle tuk-tuk røvere. Vi skulle kun være der 2 dage, så vi blev i yderkanten og betalte os vej ind til centrum.
Inden længe fandt vi en forholdsvis lækker del af byen, hvor national museum, gode spisesteder, og Royal Palace var placeret ikke langt fra hinanden. De fleste spisesteder havde udsigt ud til en stor flod der løber igennem byen, så det hele var en anelse mere hyggeligt. Men de tiggende børn og mange mennesker uden lemmer var man ikke foruden.
Dag 1 besøgte vi et museum kaldet S-21. En gammel skole, som under The Khmer Rouge blev brugt som torturkamre, forhøringsrum og fængsel, for alle de mennesker som var mistænkt for at gå imod regimet. Stedet er mega uhyggeligt. Idet man træder ind i et af de mange tomme rum, kun med en gammel jernseng i midten og stanken af gammelt støv, føler man det som en ordentlig mavepuster. Ikke kun fordi man tænker på hvad de gjorde ved alle fangerne, men også fordi man kan se et enkelt fotografi på den slidte væg, der viser hvilken person der lå i sengen foran en. Resten af S-21 viser fangeceller og billeder af alle fangerne og de måder de blev tortureret på. Det hele er meget som det var dengang og uden alt for mange forklaringer. Rummene og fotografierne siger det hele. Fængslet var åbent i 3-4 år, og ca. 15.000 fanger var indespærret. Kun 7 overlevede fordi de kunne bidrage med deres kunstneriske evner til Pol Pots propaganda.
Dag 2. Tog vi på shoppingtur i et kæmpe lokalt marked - The Russain Market, et kæmpe marked som heldigvis ikke kun har vodka og babushkaer, men små kaffeboder, spisenips, værksteder, stof og masser af souvenir gejl. Det bliver aldrig kedeligt at prutte sig til en god pris.
Inden vi fik set os om var det tid til at tage tilbage Bangkok - vores sidste destination. Vi fandt en god bus og kunne se frem til endnu en god lang bustur. Denne gang på 15 timer. Yes.
Bangkok er nu den by vi har været længst tid i på denne rejse, og vi må sige at vi er begyndt at holde af den. Når først man lærer dens små hemmeligheder at kende er den faktisk en kæmpemæssig storby med en klam stank, men en storby, der kan byde på ALT! Vores sidste dage i Bangkok sluttede vi med maner og tog på det største marked i verden! Navnet er Chatuchak og det er enormt! Det har kun åbent to dage om ugen, og har virkelig alt hvad man kan finde i Bangkok samlet på et sted, og mere til. Fra hundehvalpe og kæmpeedderkopper til tøj, blomster og forårsruller. Vi brugte omkring 5 timer, og så kun 1/10 af marked.
Vi sidder nu her på et dansk ejet guesthouse og hører på danske turister som lige er ankommet, og har en lidt blandet følelse omkring det at skulle hjem om 5 timers tid. Det har været de mest fantastiske 3 og en halv måned, hvor landene Thailand, Malaysia, Indonesien og Cambodja blev besøgt. Vi glæder os til at se familien og vennerne igen, men ville på en måde også ønske at eventyret ikke skulle slutte nu. Heldigvis har vi planer om nye eventyr i fremtiden.
Lea og Jakob
- comments