Indtil for 1 dag siden, saa min hverdag paa et nepalesisk boernehjem ud som foelger:

6.00: Vaagner til lyden af salmesyngende (skrigende!) boern. (Dette er undtaget, at jeg ikke er vaagnet foer af nabohunden, der goer, klokkerne i det buddistiske tempel eller boernenes hamren paa vores doer).

6.10: Vaelter ned til morgenboen.

6.10-6.50: Kristen morgenboen. Forstaar intet, af det, der bliver sagt, da alt foregaar paa nepalesisk. Bliver dog bedt om at laese to bibelvers fra den engelske bibel, jeg er blevet udstyret med.

6.50-7.10: Boernene goer deres pligter saa som at feje, vaske toilet mm. Jeg vaekker Nanna, traener og rydder op.

7.10-8.30: Ungerne laeser. Dette foregar vel og maerke paa den maade, at de raabe-synger ekstremt hoejt paa gebrokkent engelsk. (Whaaat iiis yooouuur naaameee, myyy naamee iiis Daaaniieel). Alt er relativt meget kaos og foregaar paa samme maade: Den mindste kan ikke sine ting, den naestmindste laeser i et toneleje, vi ikke troede fandtes, de resterende veksler mellem at ville og ikke ville laese. Alt ansvar og opsyn er for det meste overladt til Nanna og jeg.

7.30: Te tid. Nanna og jeg samt de andre "voksne" drikker te. Vi er efterhaanden halvt afhaengige af den staerke maelkete mor laver, da det er ekstremt laekkert. Hjaelper efterfoelgende mor i koekkenet, da hun finder mit talent for snitten groensager fantastisk.

8.30: Boernene spiser.

9.00: Ungerne skal goeres klar til skole. Vi fletter franske fletninger i deres haar, knapper unirformer, binder sloejfer i haaret paa dem og soeger for, at de ikke tager hinandens ting.

9.25: Vi foelger ungerne i skole sammen med baba (mr. forstanders far). De skal gaa paa raekke hele vejen, hvilket er lidt af et projekt. Ens hjerte smelter lidt, naar de raaber goodbye aunty og sender fingerkys gennem hegnet.

10.30: Morgenmad. Eller som de kalder det: dinner! Maaltidet bestaar af Dalbat: Ris, linsesovs og en groensagskarry med meget, meget chili i. Vi indtager ovenstaaende paa traditionel nepalesisk vis (laes: med haenderne)

11-13: Vi har "fri". Nanna og jeg keder os, haaber paa stroem (=internet), gaar en halv time den ene eller anden vej, chiller paa vaerelset, laeser boeger.

13: Boerne kommer hjem. Der en en times hviletid. Nanna og jeg sover.

14-18: Boerne laeser. Vi laeser med boernene. Samme rutine som om morgnen. Dog afbrudt af snacktid for baade boern og voksne.

18-18.30: Playing time. Nannas og mit tidspunkt paa dagen, da det er det eneste tidspunkt, hvor vi maa lege med boernene. Vi brilliere med forskellige ting, deriblandt at laere boernene at spille krig, spille fodbold og tegne.

18.30-19.15: Aftenboen. Samme princip som om morgnen. Der bedes og synges salmer ekstremt hoejlydt.

19.30: Boernene spiser.

20.00: Vi spiser. Samme princip som om morgnen.

20.30: Godnat. Hele huset lukker og slukker.

Der er dog om loerdagen foelgende tilfoejelser til ovenstaaende program:

10-12.30: Gudstjeneste samt en times soendagsskole. Ligesom en lang boen, dog deltager folk udefra ogsaa. Nanna og jeg forstaar intet, da alt foregaar paa nepalesisk.

I loebet af dagen, optraeder foelgende aktoere:

13 boernehjemsboern + 2 af husets "egne": Alderen er 6 maaneder til 16 aar. Baade piger og drenge. De er meget soede og glade for at vi gider lege med dem. Alle som en tiltaler de os "aunty". (sagt med meget tyk nepalesisk accent). De har dog et problem med at opfoere sig ikke voldeligt overfor hinanden, ligesom de tigger fra os.

Surresh: Husets unge nepalesiske medhjaelper. Laver det samme som Nanna og jeg, dog loennet og uden at gide lege med boernene. Hjaelper mest med lektierne i nepalesisk. Er ekstremt kristen og ser meget nepalesisk paa tingene. Fru forstander mener, at han boer gifte sig med mig, hvilket jeg gang paa gang understreger er en ringe ide.

Maria: Fru forstander. Hoejgravid og snakker ikke specielt godt engelsk. Soerger for at lave mad til alle.

Roma: Fru forstanders storesoester. Hjaelper i koekkenet. Snakker ikke engelsk.

Baba: Mr. forstanders far. Snakker ikke et ord engelsk, men er jordens soedeste menneske. Er altid ekstremt soed og smilende. Boernene kalder ham far.

David: Mr. forstander. Naermest fanatisk troende. Har kun startet boernehjemmet, fordi gud sagde, at han skulle goere det. Er overbevist om, at Nanna og jeg er mega rige. Det eneste sjove ved ham er, at han har neglelak paa taerne og tilsyneladende er stolt af det.

Da vi ankom til boernehjemmet mandag d. 21/3-11 blev vi ekstremt godt modtaget af baade boern og voksne. Mr. forstander var ikke hjemme, saa stemningen var meget casual og tingene blev taget ret loest paa. Saa vi var ekstremt galde for boernehjemmet og saa frem til at skulle bo der en maaned og blive en del af en traditionel nepalesisk hverdag. Efter 4 dage sker der imidlertid det, at mr. forstander kommer hjem og vender op og ned paa det hele. Han viser sig fra starten at vaere ekstremt materielt fokuseret og starter hver samtale med at spoerge hvad vi har betalt for noget, hvad vi tjener osv. Han gaar meget op i at vi skal stoette oekonomisk, men naar vi siger at vi gerne vil koebe legetoej, blyanter osv, siger han blot, at det vil boerne ikke have. De vil have skoleuniformer og dyre udflugter. Naar vi fortaeller, at det har vi ikke penge til, griner han bare. - Vi har jo danske pund, der i hans oejne er tryllepenge. Det hele bliver i loebet af nogen dage for meget for os, og vi kontakter det nepalesiske rejsebureau, der hjaelper os hernede. De tager med det samme kontakt til David, og forklarer ham af bagveje, at frivillige ikke har saa mange penge, og at vi ikke kan stoette med saa store oekonomiske ting. For en tid bliver det bedre, men langsomt tager tiggeriet til igen og sammen med den meget kristne holdning, er det ikke laengere saa sjovt at vaere paa boernehjemmet. Boerne begynder at sporge om stoerre og stoerre ting, og er ikke laengere tilfredse med det, vi koeber til dem. Hvad skal de med klistermaerker, naar de hellere vil paa bustur til den anden ende af Nepal? Draaben, der lidt faar baegeret til at flyde over, kommer dog en dag, hvor jeg overvaere David laese med boernene. Nanna og jeg kan ikke hjaelpe, da det er nepalesisk, og han siger, at han nok skal staa for det. Da jeg kommer ned for at se, hvordand et gaar, sidder David med en stor traepind. Hver gang et barn svarer forkert, faar det et rap over fingrene med pinden - og han ligger alle kraefter i. Det er ekstremt ubehageligt at overvaere, da det hernede ogsaa er forkert at slaa boern.

Saa endnu engang kontakter vi rejsebureauet, der siger, at vi ikke skal vaere der mere, da de tydeligvis ikke ved, hvordan man haandtere frivillige, og at den ekstreme beden til gud ej heller er normal. Saa i gaar forlod vi boernehjemmet, hvilket vi begge fandt ekstremt aergeligt, da der selvfoelgelig ogsaa var mange gode stunder med de dejlige boern. Men det ekstreme daglige tiggeri, den konstante beden til gud og deres maade at behandle boernene saa ekstremt daarligt paa, blev simpelthen for meget. Saa nu ser vi det som en oplevelse, at vi har proevet at bo hos en "helt almindelig" nepalesisk familie og har faaet en unik oplevelse ud af det.

Istedet har vi besluttet at tage en spontant tur til Thailand, inden vi rammer Laos 20/4. Saa 6/4-11 forlader vi et land, der naesten er blevet vores nye hjem, og kaster os ud i endnu et nyt eventyr.

Jeg savner jer alle.

//C.