"Imagine a bridge, over a 160-metre high tropical gorge with the Bhote Kosi, one of Nepal's wildest rivers, raging below. Now Jump"

Nogengange skal man starte med en slutning - eller maaske naermere tage det vigtigste og vildeste foerst. Og nogengange skal man blaere sig bare en smule. Saa derfor lader jeg ovenstaaende citat, tyvstjaalet fra den t-shirt vi fik paa Last Resort, starte dette blogindlaeg.

For siden sidst har jeg bogstaveligt talt kastet mig paa hovedet ud i det. Og her er "det" et bungyjump. -Vel at maerke verdens naesthoejeste af slagsen. Afslutningen paa part 1 af vores tur (rundrejsen i Nepal og Tibet) boed nemlig paa en udflugt til Nepals adventure sted nummer 1: Last Resort. Placeret for enden af en aah saa lang og uh saa hoej haengebro byder stedet paa alt hvad man kan begaere af adventure. Deriblandt det omtalte bungyjump. Saa dag to paa resortet stod vi alle tidligt op og spiste morgenmad i en tavshed, der ikke har ligget over gruppen siden dag 1. (ejeren af Last Resort havde lovet, at der nok skulle vaere en ny omgang morgenmad, hvis man formaaede at kaste op paa vej ned). Derfra var det ellers bare en tur paa vagten for at sikre at udstyret blev ordentligt spaendt og saa ud paa broen med foelelsen af, at skulle se doeden i oejnene. Rikke, der var den letteste skulle hoppe foerst. En skaebne Nanna og jeg begge havde frygtet skulle blive vores. Rikke virkede heller ikke saerligt begejstret for den skaebne, der var tilfaldet hende, men til stor respekt sprang hun. Jeg maa indroemme, at jeg et kort oejeblik stod paa broen og overvejede, om jeg havde nosserne til at springe. Men da Nanna (som jeg havde overtalt til at springe foer mig) kastede sig ud i det, maette jeg jo ogsaa hellere. Saa meget nervoes, og med et kamera, der havde til formaael at forevige det hele, fik jeg spaendt selen paa (Meget sikkert lukket med en kaellingeknude foran) og rebet bundet om foedderne. Og saa staar man der. Med en nepalesisk mand, der har fast i ens ryg, saa man ikke bliver trukket ned for tidligt. Og har kun et 1, 2, 3 mellem en selv og afgrunden. Og saa er der jo egentlig ikke andet at goere, end at hoppe. Det sus, jeg foelte da jeg sprang kan ikke beskrives med ord. Det er helt igennem vildt og fantastisk. Bare at svinge mod jorden med fuld fart, svinge op igen, ned og saa til sidst bare haenge der, med hoved ned af og adrenalinen pumpende i kroppen. Alle som en af os, der bungyjumpede levede laenge paa det sus!

Men andet er jo ogsaa sket, siden vi kom "hjem" til Kathmandu. Foerst og fremmest har vi set alle de ting, man boer se og saa har der ellers vaeret heartbreaking for nogle pigers vedkommende og bytur for os alle.

Foerste stop var de store hinduistiske ligbraendingspladser langs floden i Pashupatinath. Det var lidt med blandede foelelser, at vi gjorde vores entre paa det meget roegede sted, hvor der konstant haenger en duft af braendt koed i luften. For det er jo trods alt et sorgens sted. Men vi fik at vide, at folk hernede ikke ser doeden som en skidt ting, men mere som en udfrielse fra et haardt liv. Samtidig tror de paa et liv efter doeden, saa de er overbebvidst om, at deres paaroerende ender et bedre sted. Det var utroligt spaendende at opleve, selvom det var underligt at taenke paa, at bylterne inde i baalene var doede mennesker! Religion er ikke paa samme maede en stridighed hernede, saa vi tog lige et religionsskifte og tog ud og besoegte den stoerste og vigtigste buddistiske stupa i Nepal. Bodhnath er 36 meter hoej, toppet med en form for spir i massivt guld og har en konstant masse af pilgrimme vandrende bedene omkring den. Relativt imponerende, naar man taenker paa, at den er bygget ved haandkraft. Nu skal jeg ikke beskrive hvert et maaltid vi indtager hernede, men ovenpaa alt det relativt ringe mad og de mange ris, vi indtager hernede, boer dette naevnes: Nanna og jeg havde faaet anbefalet en vegetar restaurent af vores guide, som vi besluttede at prove. Og jeg kan kun sige, at det var helt fantastisk: sproede falafler, laekker salat og fantastisk taerte. Og det bedste af det hele: En dessert af varme bananer, cookies, is og chokolade sovs! Den aften gik vi meget maette i seng!

Naeste dag stod den paa tur til abetemplet. Line havde foedselsdag, saa vi havde aftalt med guiden at vi ville vaere relativt tidligt tilbage, saa vi kunne naa at fejre hende. Da vi kom ind i bussen havde guiden Bipin og resten af highlander holdet imidlertid en overraskelse til os: De havde rykket deres beroemte ugentlige "Rum and Coke night" til Lines foedselsdag, saa hun kunne blive fejret med maner! Men foerst gik turen som planlagt til Abetemplet (ogsaa kaldet Swayambhunath, Nepals mest beroemte stupa). Templet ligger paa toppen af en kaempemaessig bakke og har en stupa, der egentlig kun er halv stoerelse af den, vi saa dagen foer. Templet er imidlertid blevet beroemt pga. de mange resusaber, der er at finde OVERALT paa tempel pladsen. Nogengange skal man lige tage sig i agt, for rygtet gaar, at de er nogle agressive sataner. (Det ligner de ogsaa - nogle af aberne er serioest skraemmende store!). Saa vi bevaegede os rundt i behoerig afstand af aberne, mens Bipin proeved at overbevise os om, at alle de gamle buddist historier er rigtige. Det er dog lidt svaert at tro paa, at de fleste af templerne er bygget af bare et trae!

Efter abetemplet gik turen til Kathmandu Durbar Square. Planen var, at vi skulle se Kumarien, Nepals levende gudinde. Hun havde imidlertid en laerer, der synes, at hun skulle hellige dagen til undervisning, og vi fik derfor besked paa, at hun ikke ville komme frem denne dag. Skuffende, da vi alle havde glaedet os til at se hende. Isedet besluttede vi at tage en rickshaw tilbage til hotellet. Det er noget af en oplevelse, kan jeg love jer for! Nepals gader er i forvejen ekstremt kaotiske, og rickshaw foererne tror, de har foersteret til at koere paa vejen, saa af og til maatte Line og jeg lige holde ekstra faast for ikke at flyve ud!

Eftermiddagen var foedselsdagstid. Hvad Line ikke viste var, at vi havde koebt en stor lagkage til hende, som vi skulle spise oppe paa Highlander til "Rum and Coke". Saa hun blev relativt overrasket, da hun fik foedselsdagshat paa og vi alle begynde at synge! "Rum and Coke", blev som navnet antyder starten paa en lettere fuld aften! Nepaleserne blander MEGET staerke drinks, saa siger man ikke stop, bliver man hurtigt meget fuld. Saa vi var i godt humoer, da vi hentede take away wraps (de er meget gode!) og fortsatte festen paa hotellets tagterraesse. Vores guider tog med, saa der var dansk-nepalesisk sangdyst inden vi tog videre paa stamstedet hernede: Tom and Jerrys! De boed paa dansk musik og foedselsdagssang, saa vi formaaede at saette gang i dansegulvet. Og her er det saa, at heratbreakeriet kommer ind i billedet: To af vores unge guider kastede deres nepalesiske kaerlighed paa to af pigerne fra gruppen. Problemet laa bare i, at den ene har en kaereste hjemme i Danmark og at ingen af dem var interesserede i et nepalesisk kaerlghedseventyr! Hvad goer vores ene unge foelsomme guide ved det? Han begynder at graede voldsomt, da han ikke kan baere at faa sit rene nepalesiske hjerte knust. Ret tragisk og i vor andres fuldskab meget, meget svaert ikke at grine af. Isaer da han fortalte, at han blev noed til at tjekke ind paa et hotel i Kathmandu, da han ikke maette komme fuld hjem for sin mor. Det var lige til Paradise hotel!

I kan derfor nok gaette, at den sidste dags sight-seeing i Kathmandu boed paa en smule hovedpine og en stor smule trang til Cola. Heldigvis var programmet ligetil: Vi skulle besoege Bhaktapur, Kathmandus reneste og mest stille by. Ikke mange dukkede op til sightseeing tid, men den haarde kerne, der tog afsted chillede bare rundt, kiggede paa templerne, genfortalte den forgaaende aftens begivenheder, noed solen, tog billeder, drak cola og spiste deres overlaekre youghurt - Byens beroemte specialitet. Dog var det godt at komme hjem til hotellet efterfoelgende - isaer fordi Kasper og jeg paa vejen lige var forbi Kathmandus bedste grill for at hente hjemmelavede pomfritter.

Aftenen skulle have vaeret endnu en omgang vild. Det blev den saa bare ikke for mit vedkommende.. Vi har hele tiden joket med, at det vaerste tidspunkt at blive ramt af den beroemte Nepalsyge, (opkast og skidt mave) var lige foer eller paa Last Resort. De jokes havde min krop aabenbart valgt at overhoere, saa jeg brugte aftenen foer afgang paa at have det meget skidt! Jeg blev dog frisk nok til at tage afsted, og endda ogsaa frisk nok til at bruge den foerste eftermiddag paa resortet til at kaste mig ud i noget Canyoning aka rapelling i vandfald. Det var noget af en udfordring, men ret saa spas at blive bedt om at fire sig selv 45 meter ned af et vandfald. Men nogengange skal man vist bare droppe hysteriet og kaste sig ud i det. Eller gik tiden paa Last Resort af sig selv - ud over foerstnaevnte bungyjump var der massere af tid til afslapning eller til at nyde en af stedets laekre massager (:

Vel tilbage i Kathmandu var det imidlertid blevet tid til det, vi alle frygtede: Farvellet. Foerst havde vi dog vundet en dag paa egen haand. En dag, vi mente, at man tilbragte bedst ved at goere det man helst ikke maa: Go exploring by our own! BS, Nanna og jeg begav os ud i det, der vist kun kan kaldes det aegte Nepal. Vaek med gadesaelgere, engelske reklameskilte og trekkingbutikker og ind med hellige koer, kvinder i sari og lokale bikse hvor toeredde fisk synes at vaere den helt store delikatesse. Aften bestod af den sidste nadver sammen som gruppe: vel og maerke bestaaende af et restaurent besoeg og et mere aedru besoeg paa Tom and Jerrys. Og saa kom det ellers: farvellet. En efter en tog folk afsted. Foers Sigrid og Rikke til Inden, saa alle Thailand pigerne og slutteligt resten af Vietnam pigerne der skulle vaere paa et andet boernehjem end Nanna og jeg. Tilbage var der kun for Nanna og jeg at saette os ind i den ventende taxa, vinke til drengene og begive os ud i anden del af vores eventyr med en maaneds fantastiske oplevelser i baggagen og forventningerne til alt det nye, der ventede os paa boernehjemmet.

Haaber i har det skoent! Der skal nok komme billeder, men der er saa meget virus paa computerne hernede, at det foerst bliver naar jeg kommer "hjem" til Kathmandu igen!

//Clara