Så har jeg endelig fået oprettet en blog og skal til at skrive alt det vi indtil videre har oplevet, for selvom der kun er gået lidt over en uge, er det en del.

Vi fløj fra Kastrup torsdag d. 30. sept. med mellemlandinger i Frankfurt, Johannesburg og til sidst Maputo. Flyveturen tog over 10 timer, men var ikke nær så slem, som jeg havde troet den ville blive. Da vi stod ud af flyet i Maputo, mødte den varme fugtige vind os med det samme. Anita, Tobias' faster som vi bor hos, mødte os ude i lufthavnen og efter vi nervøst havde stået og ventet ca. 30 min på vores bagage kom den endelig. Johannesburg er desværre lidt berømt for at bagage kan "forsvinde", så vi var lettede da den endelig kom. Eftermiddagen blev brugt på at pakke ud, finde os tilrette og bade lidt i poolen. Vi er indlogeret i et lille anex, eller casinha som det hedder her, overfor hovedhuset. Vi har ca. 50 kvadratmeter for os selv, et dejligt badeværelse, og et stort rum med både sofagruppe og dobbeltseng (billeder kommer). Senere kørte Johnny(Tobias' onkel) og Anita os rundt i byen for at vise os spisesteder, pladser, gader, hoteller og alt hvad der ellers er at fortælle om i Maputo, mozambiqanernes levevis osv. Vi kiggede også lige hurtigt forbi det gadedrengehjem, hvor vi efter planen skal være frivillige på et tidspunkt.

Lørdag d. 2. okt. tog vi med Johnny og Anita over floden, som deler Maputo i syd og nord, over for at kigge på et stykke jord. Vi sad i kø til færgen og ventede derfor en halv times tid, før vi kunne komme på, gadesælgere og tiggere er overalt og især sådan et sted, hvor mange hvide og turister befinder sig. De sælger solbriller, hatte, cd'er, batikstof, billeder, smykker, tøj og alt muligt andet. Færgen var meget lille med plads til højst 12 biler og en masse gående passagerer. Da vi nåede den anden side kørte vi igennem en by af gamle portugisiske huse, de fleste i forfald. Mozambique er en gammel portugisisk koloni, men da landet blev selvstændigt i 70'erne tog de fleste bosatte portugisere hjem igen og efterlod deres huse og bygninger. Derefter var det først til mølle for mocambicanerne at flytte ind, men de fleste har ikke lært at holde husene og udbedre skader og har heller ikke pengene til det, og derfor står de fleste engang smukke huse hen i forfald. Da vi kom frem til vores mål, gik vi lidt rundt, og ned til vandet, hvor vi samlede flotte muslinger og sten. Her mødte vi en fisker, der lige havde fanget fisk, som vi købte til aftensmad, vi blev inviteret op i hans lille landsby hvor vi snakkede med beboerne (Eller Tobias og jeg gjorde ikke, da vi ikke kan portugisisk endnu eller sangha, som er det lokale gamle sprog før portugiserne kom) Landsbyen var lille og bestod af måske 5 små huse, de var meget fattige og levede af at fiske, men havde svært ved at tjene penge på at sælge dem, fordi der er ca. 12 km til Maputo by. Og det er langt især når man ikke har en bil, som de fleste i landsbyerne ikke har råd til. De forskellige landsbyer stoler ikke nok på hinanden til at lave et fællesskab og på den måde samlet kunne afsætte deres fisk i byen. Fordi de er så fattige bliver det problematisk så snart det har noget med penge at gøre, de snyder hinanden og så er det klart at det ikke fungerer. Det er trist, suk.

Søndag d. 3/mandag d. 4 skulle vi en tur nordpå til en by, der hedder Xai Xai og overnatte til mandag. Turen var nogle steder på god asfaltvej men andre steder på dårlig bumpet vej, eller slet ingen vej, men bare tør sand og jord. Heldigvis kørte vi i en Range Rover, der kan klare lidt af hvert. Stedet vi skulle overnatte på lå lidt udenfor selve byen opad en høj stejl skrænt, hvor forskellige lejligheder var blevet bygget. Vi kom højt op og havde derfor en smuk udsigt over det Indiske Ocean, der lå lige nedenfor skrænten. Men hov pludselig opdagede vi hvaler, der legede, hoppede og pustede vandsprøjt ikke mere end 50 meter fra kysten. De dukkede op og dykkede ned igen, forskellige flokke af flere hvaler svømmede forbi dagen igennem og vi brugte meget tid på at kigge på dem i kikkerter og gætte på hvilken slags de var. Senere var google behjælpsom og vi kom til resultatet at det måtte være sejhvaler. Om aftenen grillede vi og da det blev mørkt slukkede vi alt lyset for at kigge stjerner. Hele himmelen lyser op på en helt anden måde herude, hvor der ikke er meget kunstig belysning til at forstyrre blikket. Vi stod tidligt op næste morgen for at nå ned på et rev længere nede af stranden mens det endnu var lavvandet. Her dukkede der et hoved af en havskildpadde op, en til og så flere igen, men de opholdt sig kun kort tid over vandet, fordi de havde set os og er meget sky. De lå og vuggede i bølgerne som slog ind mod revet og dykkede så igen, når de havde fået en mundfuld luft. Både hvaler og havskildpadder var et fantastisk syn og hvor man ellers plejer konstant at tænke på tiden og stresse videre til den næste daglige aktivitet, betød det ikke noget her. Man kunne bare nyde øjeblikkene