Profile
Blog
Photos
Videos
Efter at have uploadet sidste blog, gik Henriette og jeg ud for at finde aftensmad. Vi havde stadig vores cykler, så vi cyklede langs Mekongfloden og fandt pludseligt et overdækket sted, hvor der var propfyldt med lokale Laos-mennesker. Dette måtte vi se nærmere på. Vores vært var en flink mand, der bad os om at tage plads ved et bord, der havde en form for grill i midten. Han fortalte os nærmest, at vi da skulle have barbecue - og da det lød spændende og prisen var lokal, tænkte vi, at det var da lige dét, vi skulle… selvfølgelig, med 2 store LaoLao øl til at skylle ned med. Manden kom tilbage med STORE gløder og hældte dem ned i vores grill. Derefter kom han med grøntsager, suppevand og kød. Herefter begyndte han at vise os, hvordan man griller Lao-style! Kødet skulle vi stege på en metalplade og suppevandet blev hældt rundt om (Okay, jeg er virkelig dårlig til at forklare, hvad dette gik ud på - men der ligger billeder på bloggen)… Derefter kunne vi selv hælde æg, tofu, grøntsager og nudler i suppevandet. Derefter var det bare at blande sin egen suppe… Fantastisk lækkert! Det var kampvarmt at sidde ved grillen, da temperaturen jo i sig selv er VARM nok i forvejen.
Vi hyggede os dog gevaldigt med vores "raqlette/ fondu- Laos-style". Da vi var færdige hoppede vi på cyklerne igen og tonsede lidt mere rundt. Vi fandt en lille lokal restaurant, hvor der igen var proppet medlokale… så der stoppede vi for at nyde en øl mere. Hyggeligt! I vældigt godt humør vendte vi snuden tilbage mod vores gade for at aflevere vores cykler til tiden. Her nappede vi lige et par øl akkompagneret af kortspil i en utrolig hyggelig have, der havde små rislamper over alt. Kl. ramte pludseligt 23 og alt i Luang Prabang lukkede ned. Vi var ikke klar til at gå i seng, men krydsede gaden for at se, hvad de andre "unge" fra vores hostel lavede.
Der skete ikke det store, da folk "bare" sad og hyggede udenfor. Vi ville lige op og smide nogle ejendele på værelset for at vende tilbage til den håndfuld mennesker, der sad udenfor. Da vi var klar til at forlade værelset igen, stod en gut, jeg mødte i Vang Vieng, pludseligt i døren indtil vores værelse! Det var utroligt spøjst, da vi havde haft det SÅ sjovt sammen i Vang Vieng. Jeg var dog lige kommet til at forlade byen uden at sige farvel - eller at jeg forlod byen, så det var hyggeligt at se ham igen. Takket være Facebook fandt han dog ud af, at vi var i Luang Prabang og hvor vi boede - men alligevel. At han dukkede op gav mig en følelse af: "verden er da lille" - selvom, han godt selv vidste, at han skulle til samme by som os.
Næste morgen tog Henriette, jeg og de to gutter ud til et virkeligt fantastisk vandfald, Tat Kuang Si Waterfall. Jeg har set utrolig mange vandfald i mine over 5 mdr. på farten… men jeg må sige, at dette vandfald tog vinderprisen. Vi kravlede op af en sindssyg bakke/ bjerg og stod nu for toppen af vandfaldet. Utroligt smukt! Heroppe var der en lille dam, hvor man kunne dyppe sig lidt. Det var tiltrængt efter klatreturen op i den vilde hede. De følgende 3 timer gik vi fra etage til etage af vandfaldet. Drengene klatrede rundt på et mindre udhug, imens vandet løb over dem… Det så sejt ud - men det var lidt for vildt for mig, der allerede kunne se for mig, hvordan jeg ville glide og smadre mig selv lige inden, jeg skulle hjem. De to store sår på mine ben måtte være nok. Vi fandt også en pyt, der havde en gynge… Det var sjovt! Faktisk så sjovt at jeg trodsede min hemmelige højdeskræk og klatrede rundt i et træ, for at fange gyngen for derefter at kaste mig meget uelegant ud fra træet med rebet i hånden - svæve i 2 sek - for derefter at vælte ned i vandet… Ja, smukt har det ikke set ud - men sjovt var det. Da vi kom tilbage til hostellet, havde vi lidt tid til at hygge, komme i bad og få noget mad, inden vi skulle med natbussen (der var en standard bus, der kørte om natten) til Huay Xai.
Fy, for den lede rødbede! Den bustur var den værste til dags dato… og vi har virkeligt kørt meget i bus og er virkeligt ikke sarte. Vi startede godt ud med at se to film på Henriettes computer. Det var super hyggeligt. Da kl. blev 1 og jeg virkelig godt kunne bruge noget søvn, begyndte der at være problemer. Da vi skulle op i bjergene var vejene ikke ligefrem "ligeud". Jeg blev kastet fra side til side i mit sæde og da jeg sad forrest, var jeg faktisk en smule bange for at blive kastet ned til chaufføren og døren. Turen var virkelig voldsom… Derfor fik jeg selvfølgelig ikke rigtigt sovet den nat.
Da vi ramte Huay Xai kl. 5 om morgenen, fandt vi en tuktuk, der kunne køre os ind til byen. I bussen havde jeg mødt en pige, der skulle på samme tur til Gibbon Experience som os. Vi holdt derfor sammen. Da vi kom ind til byen, var der et mindre optog af munke. Dette betød at en del damer sad knælende på vejen, alt imens munkene messende passerede dem, hvorefter kvinderne lagde klumper af sticky-rice, kød eller sukker i deres "spande" - altså munkenes dagsration. Når alle munke havde fået noget i deres "spand", remsede de sammen en velsignelse og fortsatte. Kvinderne sad stadig knælende på vejen og bad.
Da alt dette hurlumhej var stilnet af, kunne vi tale med en meget spøjs, ældre kvinde, der havde et tre-mands værelse til os. Hun udbasunerede ordrer og var egentligt ret uhøflig… men jeg følte, at det var en del af hendes charme og kunne egentligt ret godt lide denne bestemte dame. Resten af dagen brugte vi på at sove (trods den vanvittige høje temperatur på værelset) og lade op. Jeg måtte på apoteket for at finde et eller andet, der kunne beskytte mine sår… men det er begrænset, hvad man kunne finde i den lille grænseby.
Gibbon Experience
Vi startede dagen med en nudelsuppe og derefter var vi klar. Vi var 5 piger, der skulle på samme tur. Efter en introduktionsvideo og en meget lang køretur på hullede lerveje, var vi klar til trekking.
Vi havde valgt The Gibbon Express Tour, hvilket betød 2 dage 1 nat - og en helt masse ziplines! Vi fik "en sele" på og så begyndte trekket. Vi gik ikke langt før vores første zipline ventede på os. Vi fandt ud af, hvordan det virkede at spænde sig fast og fløj så alle over på den anden side af en mindre flod. Jeg var solgt! Derefter besteg vi et bjerg - intet mindre!
Vi var SÅ heldige med vejret… Ingen regn overhovedet og sol - men ikke stegende. Der var mange kryb, men da jeg i flere værre paranoia-anfald tog bad i giftig 100% deet hver 20. minut, fik jeg ikke et eneste bid. Jeg skulle ikke have flere kryb-bid, der skulle ødelægge noget for mig. De andre, der ikke havde paranoia, fik dog en del grimme myggestik og bistik. Tak, til søster Mia, der købte utrolig meget Deet til mig, da jeg skulle til Peru sidst. Jeg lånte det til de andre - men uden paranoia, vikrer det ikke nær så godt.
Gibbon Experience var en helt fantastisk oplevelse, som har gjort stort indtryk på mig… men når, jeg skal forklare, hvad jeg egentligt lavede… tja: Vi trekkede, fløj igennem luften på diverse ziplines og sov i det mest perfekte træhus, der nogensinde har eksisteret. Rindende vand og luksus 50 m over jordoverfladen. FANTASTISK! At skulle forlade træhytten og zipline sig over til skoven, var meget værre for mig, end at zipline 700 m 150 m over jordoverfladen. Dette skyldes det faktum, at jeg skulle hoppe ud fra 50 m højde… dybet forekom umiddelbart… og skete ikke "automatisk" som ens zipline bevægede sig. Puha! Jeg filmede en del af vores ziplines… bl.a. den fra træhuset, jeg vil ikke sige, at jeg panikker… men jeg var da vist lidt langsom og min stemme blev meget lys og skælvende. Det vigtigste er dog: JEG GJORDE DET og JEG NØD DET!
Efter to gode dage med trekking kom vi tilbage til Huay Xai. Eftermiddagen brugte vi sammen med de andre piger på et lille bageri, der havde Wi-Fi, som det eneste sted i byen. Der var faktisk ikke meget andet at lave i den lille by og vores værelse nærmede sig nok 40 grader - jeg overdriver ikke! Vi var alle ret trætte og havde ømme muskler…
Huay Xai - Bangkok
Dagen efter skulle Henriette og jeg krydse den thailandske grænse kl. 14 og med en bus fra Nordthailand til Bangkok kl. 16. Den var en fantastisk bustur. Der var masse af benplads, rene tæpper og luft. Der var intet at sætte en finger på. Vi sad i hver vores lille boble, imens det var lyst og da mørket faldt på, gentog vi succesen med film på computeren.
Kl. 5 næste morgen var vi i Bangkok og fik os en tuktuk til New Road Gusethouse, som er et "dansker-sted". Desuden havde jeg aftalt med Sofie og Rebecca, at vi skulle mødes der og jeg glædede mig til at se dem. Henriette og jeg fik et værelse og tog os en lur. Et par timer efter, var jeg klar til at bruge min første dag i Bangkok på hospitalet. De to insektbid på mine ben blev værre og værre og begge mine ben var betændte, da det bredte sig.
Idet, jeg gik mod receptionen blev jeg pludseligt overfaldet af BuddyTard no. 1/ Sofie. Nøørj, hvor var det dejligt, at se et dejligt, kendt ansigt. Vi fik alle 4 morgenmad sammen og så smuttede Henriette og jeg ellers på hospitalet. Her lod jeg en meget talentfuld kirurg sidde og grave betændelse ud af begge mine ben. AV, FOR H*****E!!! Det ville jeg ikke ønske for min værste fjende… (eller måske faktisk…). Dog blev sårene endeligt rene og jeg fik besked på, at det var en allergiske reaktion, som han havde set før. Det var dejligt betryggende - men samtidig sidder jeg stadig tilbage med to store huller i mine ben, der hvor der engang var kød og hud.
Resten af dagen brugte Henriette og jeg i storcenteret MBK, hvor man kan få alt. Vi så desuden Madagascar 3 i biffen, hvilket var en KÆMPE succes! Man skal dog rejse sig og vise respekt for kongen, inden filmen startes (og hvis man ikke gør, kan man blive straffet!!!) og filmen stoppede også halvvejs igennem… men efter et par popnumre og dæmpet belysning, fik de dog styr på det og vi kunne se filmen færdig… Stadig: Animationsfilm, specielt Madagascar, var alle tiders!
Om aftenen mødtes vi med BuddyTard og Belle i Mbk. Vi fandt et sted, hvor de havde Running Sushi - hvilket jeg havde fablet om, siden vi var i Cambodja. Det var kamp hyggeligt og vi kunne alle trille hjem på vores runde maver.
Henriette og jeg ville spare penge og tog det billigste værelse på New Road Guesthouse. Vi har en køjeseng og en fan… og det er det. Intet vindue, ren luft - men meget høje temperaturer… Derfor har jeg ca. ikke sovet 2 timer i træk i al den tid, jeg har været her! Jeg har til gengæld gjort en del mennesker forvirret, ved at sove med døren åben ind til vores værelse… Jeg er vågnet ved, at få en lommelygte i bægeret midt om natten, fordi personen ikke helt forstod nødvendigheden af ilt i et overophedet værelse.
Dag 2 i Bangkok tog vi alle 4 SkyTrain til weekendmarkedet. Her var ALT… og mennesker over alt også. I starten af eftermiddagen tog Henriette og jeg på hospitalet, da mine forbindinger var blødt igennem. Derefter måtte jeg et smut på politistationen… og så var vi døde. Vi tog en stille eftermiddag med de andre piger. Vi fik også sladret en masse over en portion indisk mad til middag. Derefter gik vi ned til vandet og drak en øl. Hyggeligt - og sikke en fantastisk udsigt (havde desværre ikke kamera med). Efter øllen ved vandet faldt Sofie og jeg i en pool-øl- sladre-fodboldkamp-fælde på hostellet, imens de to andre var krøbet til køjs. Vi BuddyTards kom nok lidt sent i seng… men det var hyggeligt af pommeren til!
Dag 3 i Bangkok stod den på seriøs shopping i diverse storcentre i Bangkok. Jeg er gået amok og har opbrugt mit budget (Så det er godt, jeg skal hjem dagen efter). Desuden fik jeg seriøse kvaler med, hvordan jeg nogensinde skal få slæbt alle mine ting hjem… Men det er gode ting og de skal alle med hjem! Min sidste aften i Bangkok havde vi alle 4 aftalt, skulle bruges i cocktailkjoler med en drink i hånden… Realiteten blev en is i en lænestol. Alle var vist tilfredse!
Sidste dag i Bangkok startede vi med en nudelsuppe på et gadekøkken. Henriette tog på shopping, jeg brugte 4 timer på hospitalet, hvor kirurgen ville grave lidt mere i mig… Men nu er det fikset! Tilbage på hostellet har Sofie, Belle og jeg tøffet rundt sammen. Jeg sidder bl.a. med denne blog nu. Resten af dagen skal bruges på at pakke min taske - men hjælp fra Rebecca… Kryds fingre! I aften kl. 23. kommer der en taxa og kører mig til lufthavnen. Mit fly går 2.40, så hvis jeg bare holder mig vågen, håber jeg på, at mit 5-timers jetlag bliver minimalt.
På gensyn, Asien!
Det er en vanvittig tanke, at jeg sidder i toget mod Aarhus i morgen ved denne tid. Jeg rammer Kastrup 13.50 og skal ellers bare finde hjem derfra. Det har været en gennemført fantastisk tur, som kommer til at tage lang tid at processere … men jeg glæder mig til at se jer derhjemme og komme på Northside-festival. Jeg glæder mig egentligt til at komme hjem… men er SÅ bange for, at jeg begynder at kede mig… Den tid den sorg. Lige nu spiller musikken i hvert fald for mig!
Og nu: 69 siders Word-dokument senere, kan jeg sige:
Jeg er på mobilen (uden det koster en formue) fra i morgen kl 14! Jeg glæder mig til at se jer alle! Hold op, hvor er det mærkeligt at skrive…
- comments