Hverdag i Jimma

Tiden løber af sted og nu hvor hverdagen har indfundet sig er det vel på tide at skrive lidt om en Jimmask dag for en faranji. Man står op mellem 7 og 7.30 og tager ikke et koldt bad (mere overskueligt om aftenen…), får morgenmad, lidt vand i hovedet samt en god kop kaffe. Herefter er der afhængigt af mudderdybden ca. 20 min. gang til begge sygehuse. Hospitalet: Efter ankomst er der morgenkonference med efterfølgende stuegang/indlæggelser af nye patienter om formiddagen. Stuegangen er ret speciel, da hver intern = yngre læge, alá basislæge i DK udover at de er omkring 21 år gamle, skal fremlægge sine patienter for den ældre kollega samt alle de andre interns og andet personale. På denne måde går man rundt på en hel sengeafdeling. Altså gerne 14 kitler på en gang. Og da afdelingerne er ret store, stuerne meget små til 4-12 patienter og hele stedet er ret varmt, klamt og beskidt ender det mere i et par timers kaos end bedside-undervisningen, som jo nok var meningen… Det er underholdende de første par gange, men derefter holder nerverne ikke helt til det… Desuden er der en dille hernede med at snakke meget lavt og ekstrahurtigt når man er nervøs eller ikke har styr på sit s***. Og på trods af at man er et halvt hoved højere og lytter intenst er det fuldstændig umuligt at forstå en skid af deres ellers udmærkede engelsk. I stedet er jeg begyndt at passe resten af afdelingen eller gå over på neonatal ward (de helt små bebser), mens ovenstående scenarie står på. Efter stuegang er der en times tid, hvor de yngre læger lige kan komme sig og få styr på de ting de fik at vide, før det kl. 12 er tid til injera (pandekage af lokal kornsort - nice!) på den lokale cafe. Man starter igen ved 2-tiden og eftermiddagen går mest med nye patienter og enkelte småændringer af de allerede indlagte.

Nonnesygehuset er meget anderledes. Her er der to uddannede læger til omkring 500 senge + eksterne patienter der kommer ind nogle gange om ugen for at få medicin eller skiftet deres forbindinger. Dagen starter med at man tager nye patienter ind fra "gaden". Porten er lukket og åbnes kun to gange i døgnet, for at tage de mest syge, fattigste og yngste indenfor. Herefter er der nok at se til med at lede efter diagnoser, hvilket er svært uden røntgen og med nærmest ingen laboratoriemuligheder. Ofte bliver det et kvalificeret gæt og behandlingen herfor. Man ser mange lungebetændelser, malaria, fejlernæring, TB, diverse sår og udslæt samt diarresygdomme.

Ellers er der mange forskellige aktiviteter - lige fra at lege med de små børn (som keder sig!!!) til at skifte sårforbindinger, sortere eller uddele medicin og alt muligt andet hvor man kan gå til hånde. Her er der ligeledes frokost omkring kl. 12, hvorefter nonnerne beder en masse, sover en smule og nogen gange først for alvor starter igen hen midt på eftermiddagen… Det er et specielt liv de lever. Totalt selvopofrende; de sover i samme rum som 8 andre og har ingen private ejendele. De står op hver dag kl. 5 for at bede, vaske tøj og lave mad. Herefter går dagen med Gud og patienter. 9 stk Mother Teresa, siger jeg bare…

Ved 5-6 tiden slutter eftermiddagsarbejdet og man tager hjem. 3 aftener får jeg privatundervisning af en skoleinspektør i amharisk (et af de lokale sprog…) og betaler omkring 18 kr. i timen (han er lykkelig…), eller spiller fodbold, men ellers går tiden enten med læsning og stenen herhjemme i mit lille hus i Afrika, eller socialisering med etiopiere og andre faranjis på byens restauranter…

Derudover kan jeg tilføje at jeg også slapper af og ikke arbejder 10 timer om dagen 6 dage om ugen. Man skal jo også lige nå at mærke at man er hjemmefra og ikke behøver at læse til eksamen eller spise rød bøf eller hvad man nu laver i DK…

Nu vil jeg for eksempel læse min bog om Kierkegaard færdig. Hasta la victoria siempre!