Profile
Blog
Photos
Videos
Torsdag den 26. december 2013
Whitsunday Island
Det har været endnu en fantastisk dag på havet ved The Whitsundays Islands. Vi blev hentet af bussen kl. 7 med afgang mod havnen. Skibet var en stort katemeran/sejlskib, hvor der ude foran var udspændt net, hvor vi kunne ligge. Det var lidt grænseoverskridende først at træde ud på, men som tiden gik, så blev det helt naturligt. Det var lidt som at ligge på en trampolin, for hver gang nogen bevægede sig så hoppede man.
Første stop, efter et par timers sejlads, var lille snorkelområde, med mange farvestrålende fisk og flotte koraller. For at komme derhen blev vi sejlet i en gummibåd og derfra skulle man så bare vælte bagover og smut - så var man i vandet. Det hele gik så stærkt, at børnene ikke rigtig fik nogle valgmuligheder og i vandet var de. Supersejt gået af dem.
Tilbage på båden sejlede vi videre til en af de smukkeste strande i verden. Absolut helt fantastisk. Sandet var kridhvidt og vandet helt turkisblåt. Vi blev sejlet ind til stranden og havde ca. 1½ time til at bade og hygge i. Desværre så er det sæson for jellyfish - en meget farlig brandmand, så for at kunne være i vandet er man nødt til at have en stingersuit/heldragt på, for ikke at blive ramt af dens lange fangearme. Og man er da bare megalækker i sådan en sagJ.
Frokosten blev serveret på båden - en lækker BBQ (hvad ellers) og så gik turen ellers tilbage mod Airlie Beach. Vi var retur kl. 18, så det har været en lang og meget varm dag.
Vandet var roligt i dag, så jeg har været på toppen hele dagen - har overhovedet ikke været dårlig. Børnene er godt trætte efter sådan en dag og er frivilligt gået i seng. Kaptajnen var en meget underholdende fyr, han fortalte meget efterhånden som vi sejlede rundt og var bare typen, der hele tiden havde en sjov kommentar til hans fortællinger.
- comments