Kaere Ditte,

Jeg har ikke lige din mailadresse, saa nu faar du en foedselsdagshilsen paa min blog, og saa haaber jeg du ser den paa et eller andet tidspunkt. Okay, here goes:

Mange gange tillykke med foedselsdagen den 14. Jeg haaber du havde en helt optimal dag med gaver og alt det jazz. Jeg taenkte paa dig, da jeg rendte rundt i Nordthailand, storsvedende og paa trekkingtur. Naaede mit foedselsdagskort frem til din foedselsdag?

Naa, som naevnt har vi vaeret paa trekkingtur. Det var saadan noget med elefanter og lokale stammefolk og bambusrafting. Det var ret sejt. Og haardt. Foerste dag blev vi samlet op paa hotellet sammen med resten af gruppen (omkring 10 andre, tror jeg) og koerte et godt stykke ud fra Chang Mai. Efter en bumlet tur naede vi til en elefantcamp, hvor vi red lidt paa elefanter. Man ser ret godt deroppefra, skulle jeg hilse og sige. Den elefant Annika og jeg red paa, var lidt af en rebel, saa mahout'en (elefantfoereren) var noedt til at stikke en dims ind i oeret paa stakkels Dumbo hele tiden. Det var ret traels at se paa, jeg haaber virkelig, at elefanter har haard hud i oeregangen.

Derefter bumlede vi videre til et helt overvaeldende omraade, hvor vi vandrede i bjernene i et par timer. Det er overraskende toert her i Nordthailand paa denne aarstid, men det var stadig virkelig smukt. Specielt i et omraade, hvor vi gjorde holdt for at bade i et vandfald, var der koent. Ud paa eftermiddagen ankom vi til vores lejer, hvor vi skulle tilbringe natten. Vi spillede lidt foedbold med Karen stammedrengene, mens Jungle Joe (vores helt overgearede guide) lavede aftensmad til os. Efter maden underholdt Jungle Joe os med anekdoter fra sine tidligere treks. Han har en tendens til at starte alle sine saetninger med 'Ohh, my buddha' og saa vente paa vores anerkendende latter, foer han forsaetter sine lange monologer. Jo, han er da en gaev fyr, ham Jungle Joe (eller Indiana Jones, som han aabenbart foretraekker at blive kaldt.)

Natten var den mest forfaerdelige, jeg laenge har oplevet. Det var saa koldt, at jeg i desperation proevede at bruge 'madradsen' som dyne, hvilket jeg dog opgav igen, da jeg ikke har Annikas misundelsvaerdige evne til at falde i soevn paa selv de haardeste underlag (i dette tilfaelde traegulv) Det endte med, at jeg var vaagen indtil hanerne i landsbyen begyndte at gale, og derefter faldt jeg vist i noget, man godt kan definere som soevn.

Saa startede den haardeste del af vandreturen. En fra gruppen og jeg sakkede lidt bagud og pludselig taenkte jeg tanker som:

"Oh my buddha, jeg er i junglen og lige umiddelbart kan jeg paa ingen taenkelig maade se resten af gruppen."

"Laerer de spanske fyre ogsaa at slaas mod tigere eller skal jeg satse paa, at jeg kan faa mast mit legeme op i et trae i nat?"

"Er slanger bange for ild?"

Heldigvis halede vi ind paa gruppen, som i loebet af vandringen var blevet trukket ud til en lang slange. Saa ingen ko paa isen der.

Efter en halvhaard (laes: ond) vandretur, naede vi frem til nogle fine fire-personers bambustoemmerflaader, som vi skulle sejle paa en times tid. Det gik da ogsaa bare helt super. Junglen var stille og smuk, der stod en elefant og vandkanten og hyggede sig etc. Saa kom vi til et lille bonzai vandfald, som vi baare lige skulle ned ad. Og blub - saa faldt vores baadsmand i vandet - og blub saa plaskede jeg pludselig selv rundt i floden. Ro paa mor, jeg kunne bunde og stroemmen var ikke saa staerk. Jeg holde fast i toemmerflaaden, og blev hevet op igen. Jeg er jo som bekendt ikke lavet af sukker, saa smelter ikke ved lidt naerkontakt med vand.

Naa, jeg vil smutte videre. Har store planer om at finde mig noget cola at drikke i hotellets bar og saa stene lidt mere.

Taenker paa jer alle sammen, og selvfoelgelig specielt paa foedselsdagsbarnet :)

Knus og kram Henriette