Profile
Blog
Photos
Videos
Kaere Annika,
Det er virkelig underligt at taenke paa, at du er ude og goere Laos til et usikkert sted at faerdes (specielt for folk med forkaerlighed for pakkeloesninger og ping pong opvisninger i swimmingpools, du ved) mens jeg stadig tumler rundt i Thailand. Jeg savner dig, vi har haft to helt geniale uger sammen.
Da vi sagde farvel i gaar tog jeg til Lampang, som ligger ca. 60 km fra Chang Mai. Vi har talt om, at der ikke findes et sted i Thailand, hvor man ikke kan slaa et prut, uden at en anden turist kan hoere den. Her i Lampang er det kun lokale thai'er, der har den fornoejelse. Naar jeg gaar rundt paa gaderne, er det faktisk mig, der er det eksotiske indslag. Jeg er jo ogsaa temmelig meget anderledes end thai pigerne (jeg har baade kroeller, fedt og sveddraaber i panden! Alle folk hilser paa mig, naar jeg gaar paa gaden. Nogen vil ogsaa hoere, hvad jeg er for en fisk, og hvad jeg laver i deres ocean. Da jeg spurgte en lille gruppe maend om vej, kunne de ikke umiddelbart hjaelpe mig. I stedet blev jeg inviteret til at sidde ned sammen med dem, og da de flok skolepiger kom forbi, stoppede maendene dem og forklarede dem (gaar jeg ud fra) at jeg havde brug for en vejviser. En af pigerne lyste straks op i et kaempe smil og sagde "you go with me, yes! I follow you!" Saa fulgtes jeg med hende og en af hendes veninder hen til en boghandel, som jeg havde fundet paa det turistkort, jeg havde faaet paa mit hotel. Pigerne spurgte loes paa deres charmerende engelske, og da vil kom til boghandlen gik de ufortroedent i gang med at soege efter boeger paa engelsk. Det viste sig, at boghandlen kun solgte boeger paa thai, og da det ikke lige er min staerkeste side, matte jeg gaa derfra udenat koebe noget (hvorfor naevner man i oevrigt en boghandel uden engelske boeger paa et turistkort?) Senere gik jeg forbi en skole, hvor en gruppe piger sad i gaarden. Da jeg gik forbi kaldte og vinkede de til mig, for at faa mig til at komme hen og snakke med dem. De vidste ikke hvor Danmark, Sverige, Tyskland eller Frankring laa, men da jeg i min desperation naevte Italien lyste de op. Saa nu bor jeg aabenbart lige 'lidt' nord for Italien. Da jeg gik forbi et par aeldre herre, der sad og spiste, blev jeg igen stoppet og udspurgt. Jeg skulle baade smage deres mad og oel og love at komme igen naeste dag. Da jeg sagde 'tak' paa thai, var de ved at doe af grin samtidig med at de klappede og sagde 'thank YOU, thank YOU'. Naa, saa skulle jeg over gaden. Jeg synes efterhaanden, at jeg har rimelig godt styr paa den thailandske trafik. Alligevel maa have set lidt toevende ud, for pludselig stak en aeldre herre en haand i min og gelejdede mig humpende over gaden. I en 7eleven, hvor jeg lige skulle koebe ind til lidt frokost til i morgen, kom en endnu en pige hen til mig og ville ogsaa lige afproeve sit engelske paa mig.
Aaaahr, de er bare saa soede og nysgerrige alle sammen. Paa gaden smiler alle til mig og siger 'hello'.
Der er ikke rigtig noget at se i selve Lampang. Grunden til at tage til Lampang var faktisk heller ikke selve byen, men et stort tempel lidt uden for byen. Ifeolge min guidebog skulle det vaere et af Nordthailands mest storslaaede templer saa taenkte, at hvis jeg besoegte det, saa havde jeg ligesom aftjent min tempelpligt i Thailand. Jeg hoppede frejdig ind i en songtrew (thailands svar paa minibussen) og begav mig afsted i forventning om, at se noget helt spektakulaert "hvor selv thailandske munke tager til som turister". I saa fald er disse munke alle iklaedt thailandske skoleuniformer og er mere interesseret i at sidde og spise slik end at se templet. Nej, jeg blev altsaa temmelig meget skuffet over dette tempel. Det var nedslidt, under renovation og bare slet, slet ikke saa flot som de templer, jeg har set i Bangkok og Chang Mai. Paa vej tilbage var det ikke umiddelbart til at finde en songtrew, men moedte en tysk herre og hans thailandske veninde, som skulle tilbage mod Lampang i en songtrew, de havde bestilt til at vente paa dem, mens de saa paa templet. "Hop ind!" loed opfordringen. Da de af uransagelige aarsager ikke ville betale 250 bath (40 DKk) for turen, havde de aftalt med chauffoeren, at de skulle goere et ekstra stop ved et andet tempel for yderligere 100 bath. De foelte, at de havde gjoert en super god handel - lige indtil vi fandt ud af, at chauffoeren ikke engang selv vidste, hvordan man kom til templet. Da vi efter lidt spoergen om vej kom til templet, var det lukket. Vi befaldt os langt ude paa landet, i en thailandsk landsby foran en lukket tempel. Det fik vi egentlig meget sjov ud af. Vejen tilbage til Lampang var en interessant tur. Vi koerte gennem det landlige thailand, hvor koerne gik frit ved siden af vejen og risen groede som lyse groenne frimaerker paa et toert, stoevet postkort. Det var nu nogle soede mennesker og jeg havde jo ikke noget, jeg skulle naa.
Hov, denne historie beviser jo faktisk, at der er mindst en anden turist i Lampang! Da jeg stod paa bussen fra Chang Mai i gaar, var jeg i tvivl om, hvor mange stop, der var til Lampang. Jeg spurgte en gut, om han vidste det. Han skulle selv af i Lampang, og ville give mig et prej, naar vi var der. Det gjorde han, og da vi stod af bussen fortalte han, at han er laerer i byen. Han var ude at rejse sidste aar, og saa slap pengene op. I stedet for at tage tilabge til England, var han saa heldig at finde arbejde her i landet. Han anbafalede mig mit hotel. Her er billigt, paene vaerelser, venlig betjening, central beliggenhed og desuden helt tomt for andre turister pt. I nat boede der ogsaa et par engelske kvinder, som rejste sydpaa i dag og desuden et tysk par, som vi ogsaa var paa trekking med i Chang Mai! De er ogsaa rejst videre nu.
I morgen rejser jeg ogsaa videre. Til Pai.
Haaber du bliver glad for Laos!
Mange kaerlige hilsner Henriette
- comments