Profile
Blog
Photos
Videos
Endnu en uge er passeret, og det var ugen, hvor Danmark, og især den sydlige del, var ramt af storm / orkan ?!! men det ved jo nok!
Mandag var den dag i den forgangne uge, hvor vi lavede flest ting.
Kjeld havde både gang i rundballepresseren, der skulle gøres 'ready for bed', så den blev klar til næste år; tømte vandtankvognen, gjort mejetærsker og frakørselsvogn klar i værksted til dækmanden, som skulle komme og ordne dem, da begge dele havde flade dæk.
Jeg var hos Dani, hvor vi fik malet køkken-alrum færdigt. Det blev noget mere lækkert. Og om eftermiddagen blandede jeg en fodermix, hvilket efterhånden går nemmere og nemmere.
Om aftenen snakkede Kjeld med sine forældre på skype, hvilket pga tidsforskydningen var lige mens stormen rasede i Søllingvrå. Så mens samtalen gik, kom Inga ind i mellem med nogle 'UH!'-udbrud, når tagplader og andet fløj forbi hendes vinduer.
Hvad vi har lavet fra tirsdag til fredag, kan helt kort siges med to ord: Kørt hø!
Med 250 ha og knap 1000 baller er der jo også lidt at hente hjem. Tirsdag, onsdag og torsdag blev det til tre læs hver dag. Da tirsdag var første dag, startede vi småt og sikkert (som jeg har billeder af på fb?!), men læssene blev større og større. Dvs. 1. læs: 26 stk., 2. læs: 44 stk. og 3. læs: 48 stk. -Så kunne Kjeld altså heller ikke fylde flere på de to trailervogne, som jeg havde bag på JCB'eren. Dvs. at tirsdag gav 119 baller, mens vi både onsdag og torsdag fik hentet i alt 144 på vognene (plus dem Kjeld kunne have på læsserens spyd).
Fredag gik det til gengæld ikke helt så effektivt. Én ting er, at når chefen er væk, så er det nemmere at komme til at sove lidt længere, men derudover gik det lidt galt med læsseren. Da Kjeld manglede at læsse en 10-15 baller på første læs, kom det ene spyd på gaflen i jorden og blev bøjet, hvilket betød, at vi måtte tilbage til gården og i værkstedet. Det gav mig et par timers pause, da der ligesom ikke er sådan helt vildt meget, jeg kan hjælpe med der (!), mens Kjeld fik lavet lidt fix-faxe-rier og repareret spyddet. De har sådan et lidt underligt system, hvor skovlen er fastmonteret på læsseren og halmspyddene er eftermonteret inde i skovlen. - Det skal vist ses, for at give mening; men det gør i hvert fald, at det er ret svært for føreren at se sine spyd for skovlen!
Vi fik læsset færdig og fik det kørt op til Dani og læsset af og så var dagen gået. Fredag endte altså kun med ét læs, men sådan kan det jo gå på en dårlig dag.
I weekenden har vi bare slappet af og ladet op til en ny uge, hvor vi formentlig skal køre mere hø! :-P
Vi har haft mange tanker om Danmark i denne uge, og vi håber, I alle har det godt, og at der ikke er sket store ulykker.
Bønner og mange tanker fra
Helle & Kjeld
- comments