Profile
Blog
Photos
Videos
Nej hov.
Har lige fundet ud af, at det må være omkring 14 dage siden, at jeg har skrevet om, hvad vi går og foretager os. Det må jeg hellere gøre noget ved. Der er faktisk også sket lidt.
For halvanden uge siden blev vi færdige med at høste. Omkring middagstid onsdag den 4. december. Herefter brugte Kjeld resten af onsdag og noget af torsdag på at puste alt maskineriet rent og få det pakket godt ind i skurene, mens jeg fik bagt flere pebernødder og vasket tøj.
Fredag pakkede vi en taske, lånte Dougs ute og kørte afsted mod Albany, hvor vi tilbragte hele weekenden. Lørdag eftermiddag skulle der være et juleoptog gennem byen, havde jeg set i fjernsynet, og det kunne da være sjovt at opleve og samtidig måske få lidt julestemning indenbords. Lørdag formiddag parkerede vi et sted i centrum og gik rundt resten af dagen. Vi fik lækker morgenmad på en café og brugte formiddagen på hygge og spaβ. Om eftermiddagen blev centrum lukket for trafik og vi så nogle tryllekunstnere inden selve optoget gik i gang. Alle mulige af byens butikker og foreninger havde pyntet vogne og lavet bannere og bagerst kom selvfølgelig julemanden med hjælpere og kastede karameller ud til alle tilskuere.
Søndag brugte vi en hel del timer syd for byen i "Whale World". Det er et gammelt hvalfanger sted og olieraffinaderi, eller hvad sådan noget hedder?! De udvandt i hvert fald olie fra hvalerne og solgte det. I dag er hvalerne fredede og stedet bliver brugt som museum og man kan se, hvordan det hele foregik dengang. Der står et af hvalfangerskibene, som man kan gå rundt over det meste i, og i de gamle siloer som førhen indeholdt olien, er der nu filmrum, hvor man ser film om hvaler, hajer og hører om en dag i en hvalfangers liv. Vi var også på en guidet rundvisning, hvor nogle af de gamle maskiner blev kortvarigt tændt op.
Denne uge har Kjeld så igen været i værkstedet det meste af tiden. Han har arbejdet på Danis ældgamle gummiged, gjort den sidste frakørselsvogn ren, som indeholdt næste års havresåsæd, Dougs lastbil og ellers ryddet op og sat maskiner på plads.
Jeg har været oppe hos Dani fra mandag til torsdag, hvor jeg har malet hus. Der kommer folk i morgen, lørdag, og lægger gulv, så nu var der en deadline for at få malet færdig, hvilket jeg blev i går - i hvert fald med de rum, hvor der skal gulv. Vi mangler stadig et toilet, et badeværelse og vaskerummet, men der er allerede fliser, så det bliver nok først efter jul.
I dag har vi været en tur i Lake Grace (100 km vestpå) for at handle lidt julegaver.
Det er blevet varmt, så nøj, det kunne være lækkert, hvis vi mon kunne komme en tur i Vivs pool.. hmm.. må vi lige se til. Det værste er, at selvom man gerne vil sidde udenfor, også gerne i skyggen, så er der bare ikke et sted, hvor der ikke er fluer! Øv! Så lige nu sidder vi inden for i sofaen foran fjerneren og prøver på at få vores lille aircondition til at køle stuen lidt ned. -Det går ikke så godt, men vi klager ikke. Det bliver chokkende når vi kommer tilbage til Danmark fra denne varme - puha - så det prøver vi på ikke at tænke på
Glædelig forjul til alle.
- comments