Profile
Blog
Photos
Videos
På grund af varslingen om voldsomt vejr, bestemte vi os for at komme lidt tidligt afsted. Så efter morgenmaden pakkede vi os selv og vores bagage ind i regnslag og gik. Skiltene meldte, at vi havde en femtimes gåtur foran os, før vi ville være tilbage i Whakapapa Village, så der var ikke andet for end bare at gå i fornuftigt tempo, og håbe på godt vejr. Ruten var heldigvis ret flad, og det viste sig, at vi blev skånet for stormvejr. Vi slap med en fornuftig omgang regn i stedet. Om det var manglen på pauser på grund af regnvejret, eller om vi har gået hurtigt med et varmt bad i sigte, ved jeg ikke. Men vi gik femtimersturen på tre timer og tre kvarter. En glædelig overraskelse.
Vi gik ind på det første og bedste skihotel i byen og stod drivvåde i receptionen. De havde en "Backpacker's Wing", hvor vi kunne bo til billig penge. Vores oprindelige plan var at sove i telt på byens campingplads, men det var der ingen, der orkede. Især fordi det efterhånden styrtregnede. Så vi fik smidt vores tasker på væreslerne, fik hentet vores overskydende bagage i turistinformationen og løb derefter i bad, alle sammen.
Et bad har aldrig været SÅ rart. Efter at have gået og kamp-svedt i fire dage var mit hår fedtet som bare pokker, og, ærlig talt, så lugtede jeg ikke særlig godt. Jeg tror jeg faldt lidt i søvn under bruseren, for mit bad tog ret lang tid. Men der var også meget skidt, der skulle vaskes af.
Da vi alle var blevet præsentable igen, tog vi i hotellets bar og fik en hurra-øl, mest fordi vi skulle have tiden til at gå, før vi kunne få aftensmad klokken seks. Da vi endelig satte os ved bordet, bestilte vi den ondeste omgang burger og fritter (ikke nudler og suppe!), og vi skulle da også lige have en lille dessert. Så det var med opspilede maver, at vi gik udmattede i søvn, og kunne give vores fødder den ro, de fortjente.
- comments