Profile
Blog
Photos
Videos
I dag havde vi lidt af en udfordring foran os: Ikke alene var der en fire timers gåtur til næste hytte, men vi havde også tænkt os at bestige Mount Doom, som ikke bare er stejl, men også er beklædt med skarpe vulkansten. Ca. halvandens times gåtur fra hytten går stien tæt på foden af vulkanen, så det er det mest oplagte sted at betige det fra. Alle andre vandrere, vi snakkede med i den første hytte, havde gået til foden af vulkanen, op på den og tilbage igen på én dag, fordi de regnede med, at man ville være for træt til at gå den sidste del til næste hytte efter bjergbestigningen. Men det var vi da ligeglade med, dumdristige som vi er...
Den første halvanden times gåtur var ret hård i sig selv. Stien var dog meget bedre end dagen før, fordi der er flere, der går den del af ruten, men efter tre kvarters tid kom vi til dagens første stigning. Her var der placeret et fint skilt, som advarede mod at fortsætte, hvis det var dårligt vejr (det regnede)/hvis man ikke havde det rette udstyr (Line gik ruten i leggins)/eller hvis man ikke mente at man havde fysikken til det (jeg har brugt det seneste halve år på en skole som lærervikar).
Men vi fortsatte! Og de næste tre kvarter gik med stejle stigninger og trapper. Der blev bandet en del fra min side. Da vi kom til foden af vulkanen lavede vi lidt frokost (nudler og suppe), smed taskerne og begav os mod toppen. Der var ingen stier, man måtte bare stigte mod toppen, og gå. Et skilt ved vores frokoststed sagde, at der ville være ca tre timer retur til toppen.
Det første stykke var som en god bjergagtig stignig, lige til at klare. Men som vi kom længere op, og græsset blev erstattet af vulkansten og vulkansand, måtte man enten klatre fra sten til sten, eller glide et halvt skridt ned for hver man tog. Så efterhånden blev der længere mellem samtalerne, men kortere mellem pauserne. Selvom vi havde efterladt taskerne ved bunden var det stadig monster hårdt, og mit hår blev svedigt og klamt. Meget hurtigt efter vi var gået afsted fra bunden, kom vi op i et lag af tætte skyer, hvilket tog al udsigten. Så det var kun vi korte glimt, at vi fik set landskabet under os blive mindre og mindre. Men de korte glimt var til gengæld meget smukke.
Det sidste stykke foregik på alle fire, og eftersom vi var så højt oppe var skyerne så tætte, at vi max kunne se 15 meter frem for os. Vi anede derfor ikke, hvor højt vi var oppe, eller hvor langt der var til toppen. Jeg (og vistnok også Line) var liiiige ved at give op, da Tobias råbte, at nu havde han nået toppen. Jeg forestillede mig, at det var et halvfladt plateau, hvor man kunne se skråt ned i krateret. Men jeg tog fejl. Fra det ene øjeblik til det andet gik vulkanen voldsomt skråt opad til et næsten fladt, to-tre meter bredt stykke, før jorden forsvandt lodret ned til krateret, som vi ikke engang kunne se bunden af. Kun da skyerne forsvandt kort kunne vi få bunden at se, og overskue resten af kraterets kant.
Vi spiste en lille sejrs-karamel og en müslibar, før vi gik ned igen. Vi havde trods alt omkring tre timers gåtur foran os når vi kom ned. Nedturen var en helt anden oplevelse end opturen, og efter at have udviklet den rette teknik kunne jeg nærmest glide hele vejen ned ved hjælp af nogle store, glidende skridt i sandet.
Vi endte med at bruge omkring fire timer retur på den forbandede vulkan, nok fordi vi både gik skævt op og skævt ned igen. På med taskerne igen, og fremad! Det første stykke var dejlig fladt, før der kom nogle dumme stigninger igen. Udsigten ændrede sig konstant, og vi fik både set azurblå smeltesøer, varme dampe, et helt rødt krater og et nærmest ørkenlignende landskab. Vi gik i hvad der føltes som en evighed. Til sidst var vi nødt til at stoppe og tjekke, om vi var gået forkert, hvilket var ret umuligt, for der var kun én hovedsti, men vi mente, at vi havde gået alt for lang tid. Søren ville dog lige tjekke om ikke hytten lå bag ved det næste bjerg, og han havde ret!
Så vi brugte vores allersidste energi på at gå det sidste stykke til hytten, og vi fik slået teltene op lige som mørket faldt på. Der havde vi gået 8-9 timer, næsten i træk. Vi fik smidt noget aftensmad sammen (nudler og suppe, igen) før vi gik fuldstændig smadrede i seng.
- comments